57-årig slog manden med hammer

Et skænderi endte mandag med knivstik og slag med en hammer hjemme hos en 57-årig kvinde og hendes mand i Mølleåparken i Lyngby nord for København.

Manden blev flere gange stukket og ifølge Nordsjællands Politi også slået med en hammer.

Han blev nogle timer efter bataljen kørt i ambulance til Rigshospitalet. Manden var ved bevidsthed og kunne selv gå ud til ambulancen.

Den og politiet blev tilkaldt af hjemmeplejen, som igen var tilkaldt af den 57-årige kvinde.

/ritzau/