Foto: Ida Marie Odgaard - Ritzau / Scanpix

30-årig stukket ned i sin lejlighed af to maskerede mænd

To maskerede mænd opsøgte en 30-årig mand i hans lejlighed i Roskilde og tildelte ham flere slag og knivstik.

En 30-årig fra Roskilde blev tidligt mandag morgen opsøgt af to mænd i sin lejlighed i Nygade, som overfaldt ham og stak ham flere gange med en kniv.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Ifølge politiet var det en beboer i opgangen, der slog alarm til poltiet klokken 05:28, efter at den 30-årige var blevet overfaldet.

Det viste sig, at en 30-årig mand fra Roskilde var blevet opsøgt i sin lejlighed, hvor han af to maskerede mænd i sort tøj var blevet slået i hovedet med noget hårdt, ligesom han var blevet stukket et par gange med en kniv, skriver Midt- og Vestsjællands Politi i deres døgnrapport.

Offeret blev i en ambulance hastigt bragt til Rigshospitalet til undersøgelse og fornøden behandling for sine skader.

Politiet siger til Ritzau, at manden er udenfor livsfare.

Læs også Københavns Politi efterlyser denne mand i stor narkosag

Efterlyser vidner

Politiet afspærrede området inklusiv dele af Møllehusvej, så bustrafikken måtte omlægges, for at søge efter spor efter overfaldet.

Ifølge vidner kørte en sølvfarvet bil med høj hastighed i sydlig retning væk fra gerningsstedet kort efter overfaldet. Politiet har ikke yderligere oplysninger om gerningsmændene, idet undersøgelser er i gang på stedet, og offeret mangler at blive afhørt til sagen.

Lokalpolitiet i Roskilde hører gerne fra personer, der måtte have set eller hørt noget.

Hvis man ligger inde med oplysninger, kan politiet kontaktes på telefon 114. 

Læs også BLITZ: Første stærekasse står klar til at fange fartsyndere