Foto: TV2/Lorry

25 er anholdt i politiaktion mod hash i København

Kendt gade på Nørrebro i København er midlertidigt lukket på grund af stor politiaktion. Hells Angels i fokus.

Et større antal betjente er onsdag formiddag gået i aktion mod hashsalg i Jægersborggade på Nørrebro i København.

Gaden er blevet midlertidigt lukket under politioperationen, som ved middagstid har ført til 25 anholdelser.

Politiet er desuden gået ind i Hells Angels' tilholdssted på Svanevej i forbindelse med operationen.

Umiddelbart har politiet ikke oplysninger om de beslaglæggelser af hash og værdier, som er gjort.

Aktionen er vendt både mod pushere og bagmænd, lyder det fra Københavns Politi.

Politiet har efterforsket den organiserede handel i måneder

I flere måneder har politiet i hemmelighed efterforsket mod den organiserede handel med hash i gaden.

I den forbindelse har betjentene skaffet beviser for handler og for pushernes forbindelse til deres bagmænd, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Lederen af aktionen er vicepolitiinspektør Lau Thygesen fra afdelingen for organiseret kriminalitet.

- Det skal ikke være attraktivt at være narkotikahandler, og vi forfølger både købere, sælgere og leverandører, udtaler Lau Thygesen.

- Det betyder, at borgerne i perioder ikke ser os, men vi er der, og nu var tiden inde til at gøre regnskabet op i Jægersborggade, fortsætter han i pressemeddelelsen.

Overvågningen er foregået gennem flere måneder, oplyser politiet.

Jægersborggade har i årevis været kendt som et sted, hvor man kan købe hash. I flere år hed det sig, at rockere med forbindelse til Hells Angels styrede de kriminelle forretninger i gaden.

Flere gange tidligere har politiet aktioneret i gaden.

I sommeren 2011 blev således 11 anholdt, og flere blev sigtet for handel med hash.

I 2008 blev en hashklub i gaden stormet, og i den forbindelse blev der fundet flere skydevåben, hash i mindre mængder og grensakse, som bruges til at klippe hashplader.