Foto: TV 2 Lorry

17 cyklister kørte på fortov og over for rødt

På førstedagen af den landsdækkende cykel- og knallertkontrol-uge, snuppede Københavns Politi ulovlige knallerter, og cyklister der brød reglerne.

I denne uge er færdselspolitiet særligt på udkig efter cyklister og knallertkørere, der bryder reglerne i trafikken. 

- I 2015 blev 26 cyklister og 19 knallertførere dræbt i trafikken. I en del af ulykkerne var risikobetonet adfærd hos cyklister og knallertkørere en medvirkende årsag, skriver politiet i en pressemeddelelse.

Lars Haugaard fra færdselspolitet i København fortæller, at de har sat ind i områder, hvor de allerede har kendskab til, at der er problemer med knallerter, der kører for hurtigt. 

På kampagnens første dag blev det til tre ulovlige knallerter, der kunne køre for hurtigt. 

Læs også Politikampagne mod uopmærksomme bilister: 'Folk dør af det her'

For hurtige knallerter

Knallerterne kan eksempelvis ved hjælp af en chip indstilles til at kunne køre hurtigere end tilladt, forklarer Lars Haugaard, vicepolitiinspektør, færdselspolitiet Københavns Politi. 

- Vi sætter dem på et rullefelt og måler, hvor meget de kan yde, siger Lars Haugaard. 

Hvis en lille knallert kan køre 40-42 km/t, får man en bøde, mens man får en bøde og en betinget frakendelse af knallertkørekortet, hvis den kan køre over 43 km/t.

En stor knallert får en bøde, hvis den kan køre 60-63 km/t. Hvis knallerten bliver målt på et rullefelt til at kunne køre 64 km/t eller mere, er der første gang en bøde, og anden gang en bøde og en betinget frakendelse af kørekortet. 

Det skriver Sikker Trafik på sin hjemmeside. 

Det var heller ikke alle de københavnske cyklister, der overholdt reglerne i går. 17 cyklister kørte over for rødt eller kørte på fortovet. 

Kampagnen startede i d. 27. februar varer frem til d. 5. marts.