Stefan spørger: Hvorfor fjerner vandværkerne ikke kalken i vandet?

Med rengøringsmidler og håndkraft forsøger vi at komme kalken til livs. Men hvorfor gør forsyningsselskaberne ikke noget ved det?

Det sætter mærker på glasset, stopper vandhanen til og ødelægger elkedlen.

Kalk i vandet er irriterende. Det mener Stefan Brorsen i hvert fald. Og derfor har han kontaktet vores Spørg Os-redaktion. Han vil nemlig gerne vide, hvorfor man ikke gør noget ved kalkproblemet hos forsyningsselskaberne.

Stefan Brorsen er træt af kalken, der sætter sig på blandt andet kander og glas.
Stefan Brorsen er træt af kalken, der sætter sig på blandt andet kander og glas.
Foto: TV 2 Lorry

Er i gang

Vi har derfor taget kontakt til Hovedstadens Forsyningsselskab, HOFOR. Og det viser sig, at de faktisk allerede er i gang med at installere anlæg, der blødgør vandet. 

Stefan Brorsen er nemlig langt fra den eneste, der gerne vil af med det forkalkede vand. Det fortæller Susanne Lykke Jakobsen, der er programleder i HOFOR.

- Der er rigtig mange af vores kunder, som meget gerne vil have blødere vand. De føler sig dels rigtig generet af kalken, der sætter sig i badeværelset og på glas, siger hun til TV 2 Lorry og fortsætter:

- Og så er der faktisk rigtig meget miljø at spare ved det. Vi kan eksempelvis skrue ned for sæbeforbruget og vaskemidlerne.

Følg med på Spørg Os siden

Kører allerede i Brøndby

Ved Hofors vandværk i Brøndbyvester er blødgøringsanlægget allerede oppe at køre. Her sørger såkaldte blødgøringskolonner for, at områdets vand indeholder mindre kalk end normalt.

For at fjerne kalken i vandet, skal det igennem en proces, som Bo Sværke Bonde, der er maskinmester i HOFOR, gør os klogere på.

- Inde i beholderen findes en masse sandkorn, som bliver holdt svævende af den opadgående vandstrøm, fortæller han til TV 2 Lorry og fortsætter:

- Så tilsætter vi en base, der hedder natriumhydroxid, som får kalken i vandet til at udfælde sig og sætte sig på de her sandkorn.

Herefter vil sandkornene stille og roligt vokse og blive til salt-pillets, som kan pumpes ud af kolonnen. På den - for nogen simple - måde, kan man fjerne kalken i vandet.

Susanne Lykke Jakobsen fra HOFOR.
Susanne Lykke Jakobsen fra HOFOR.
Foto: TV 2 Lorry

Lange udsigter

Men selvom forsyningsselskaberne er opmærksomme på problemet - og forsøger at løse det - så er det en større proces at forandre. Det betyder, at der kan gå flere år, før det mindre kalkholdige vand når alle forbrugere.

Samtidig betyder det heller ikke et endegyldigt farvel til afkalkningsarbejdet.

- Man skal stadig afkalke, men i langt mindre grad end før, siger Susanne Lykke Jakobsen.

De nye blødgøringsanlæg er dog ikke gratis. Og prisen for det blødere vand ender hos forbrugerne

- Der bliver en lille merpris på vandet, men den tjener man jo faktisk ind igen ved, at apparaterne holder længere tid - mens man samtidig sparer på sæbe og vaskemiddel, siger hun.

HOFOR har planer om at indføre blødgøringsanlæg på alle syv store vandværker i Region Hovedstaden. Processen startede i år og anlæggene vil løbende blive færdige frem mod 2028.

Hvad skal vi undersøge?

Er der noget, du går og undrer dig over? Så kan du stille dit spørgsmål i formularen herunder.

Hvis du ikke sidder med et spørgsmål, kan du stemme på et spørgsmål inde på fanen: Spørg Os, der allerede er stillet, og på den måde hjælpe os til at lave journalistik, der vedrører dig.