Spørgsmål om kommunalvalget: Hvad vil du vide?

Hvad undrer du dig over ved kommunalvalget og det lokale demokrati, som journalister fra TV 2 Lorry vil kunne hjælpe dig med at finde svaret på?

Det er helt normalt, hvis det ikke står helt klart for dig, hvad politikerne i kommunerne og regionerne egentlig bestemmer over, og hvorfor vi har indrettet vores lokale demokrati, som vi har. 

Vi ved fra seneste kommunalvalg, at mange unge ikke har lyst til at bruge deres stemme, fordi de har et meget uklart billede af, hvilke opgaver kommunerne og regionerne egentlig løser, og om det overhoved har noget med dem at gøre. (Det har det!)

Følg med på Spørg Os siden

Andre er nervøse for, at de ikke kan finde ud af det, når de skal i stemmeboksen og måske gør noget forkert, ligesom mange undrer sig over, hvorfor man ikke kan stemme på mobilen. Hvorfor er det sådan?

Man behøver slet ikke at være ny i kommunalpolitik for at savne svar.

Måske er din undren mere principiel, som i hvad forskellen er på et byråd og en kommunalbestyrelse, hvorfor kommunalvalget altid ligger den tredje tirsdag i november, eller hvordan en borgmester kan fortsætte, selvom han/hun forlader sit parti i utide?

Vi vil gerne hjælpe med svar

Hvis du har det sådan, så brug spørgeformularen og fortæl os, hvad du gerne vil have svar på.

Så kan det være, det er dit spørgsmål der bliver valgt ud, undersøgt og besvaret!

Obs! Vi beder om at kandidater og deres relaterede (arbejde som privat) holder sig fra deltage her. Vi betragter det som forsøg på manipulation, hvis man alligevel deltager uden at deklarere sit tilhørsforhold.

Svaret på børn i stemmeboksen

Små børn må gerne være i stemmeboksen sammen med en voksen - indtil de kan læse. Derefter er det slut.