Helene spørger: Skal der ikke snart ske noget med øjebæen Njals Tårn?

Når Helene Brinck går tur ved Volden på Amager, stikker det halvfærdige højhus Njals Tårn op, og det irriterer hende. Kan det ikke blive færdigt eller blive revet ned?, spørger hun.

Siden april har der været stille i sagen om det skandaleombruste højhus på Islands Brygge, der er blevet støbt på et fundament af alt for svag og utæt beton til det 23 etager og 86 meter høje boligtårn, der er en del af byggeriet Bryggens Bastion.

Tårnet rager stadig halvfærdigt i vejret på Njalsgade tæt på Københavns Universitet Amager.

Boligprojektet Bryggens Bastion er planlagt med to tårne og otte boligkarréer. Tre af boligkarréerne står færdige, mens Njals Tårn er sat på pause.
Boligprojektet Bryggens Bastion er planlagt med to tårne og otte boligkarréer. Tre af boligkarréerne står færdige, mens Njals Tårn er sat på pause.
Foto: Christina Gerion - TV 2 Lorry

Det har fået Helene Brinck til at skrive til os på Spørg Os siden:

- Hvorfor bliver Njalstårnet ikke revet ned eller bygget færdig? Når man ofte går tur ved Volden er det en øjebæ af dimensioner at kigge på. Der må da snart ske noget!!!!!!

Sagen kort

Vi har taget spørgsmålet med til entreprenøren Bach Gruppen samt Københavns Kommune og spurgt, hvad status er på det udfordrede højhusbyggeri.

Ny bundplade er i gang

- I februar i år gav kommunen byggetilladelse til at udføre en ny bundplade under tårnet, hvilket blev sat i gang kort tid efter, forklarer Martin Rasmussen, juridisk direktør hos Bach Gruppen.

Det vil sige, at de problemer med den originale bundplade, der standsede byggeriet tilbage i sensommeren 2020, bliver udbedret. Det arbejde foregår stadig, men forventes afsluttet snart, siger han.

quote Set i lyset af alvoren af denne sag og det meget beklagelige forløb, der har været omkring den, ønsker vi hos Bach Gruppen, at alt bliver kontrolleret yderst grundigt

Martin Rasmussen, juridisk direktør hos Bach Gruppen

I et notat til Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune fra forvaltningen dateret den 3. september lyder det, at der den 11 februar i år blev udstedt en "tillægskonstruktionstilladelse til aflastningsfundamenterne til betonbundpladen".

Ifølge Teknik- og Miljøforvaltningen har Bach Gruppen oplyst til forvaltningen, at arbejdet med tillægsfundamentet er i afslutningsfasen, og at man forventer at kunne færdigmelde byggearbejdet i løbet af september 2021. 

Når Bach Gruppen færdigmelder arbejdet med betonbundpladen til Københavns Kommune, skal virksomheden indsende dokumentation for, at byggearbejdet er udført som forudsat i de udstedte byggetilladelser. 

Dokumentation skal i henhold til Bygningsreglementet 2018 være godkendt og underskrevet af en 3. parts kontrollant. 

Følg med på Spørg Os siden

Hele tårnet tjekkes

Bach Gruppen er også stadig i gang med at tage prøver og få lavet analyser af betonen i  søjlekonstruktionerne i tårnet, oplyser Martin Rasmussen.

- Set i lyset af alvoren af denne sag og det meget beklagelige forløb, der har været omkring den, ønsker vi hos Bach Gruppen, at alt bliver kontrolleret yderst grundigt, vi ønsker at resultaterne ikke kan betvivles, og at de bliver delt med Københavns kommune og øvrige involverede. 

quote I februar i år gav kommunen byggetilladelse til at udføre en ny bundplade under tårnet, hvilket blev sat i gang kort tid efter

Martin Rasmussen, juridisk direktør hos Bach Gruppen

Teknik- og Miljøudvalget godkendte den 15. marts proces og principper for det prøvetagningsprogram der er for søjlekonstruktionerne. Prøvetagningsprogrammet skal dokumentere konstruktionernes kvalitet.

Ifølge forvaltningen er status, at de forskellige prøver og målinger er blevet udarbejdet. Bach Gruppen har af flere omgange sendt foreløbige prøveresultater, som vil blive gransket af forvaltningen og eksterne rådgivere, når en endelig rapport afleveres.

I notatet lyder det, at Bach Gruppen har oplyst, at de forventer at kunne indlevere den endelige rapport i løbet af november 2021.

Når der er lavet en vurdering af den endelige rapport, har forvaltningen forskellige handlemuligheder, som skal afgøre, hvorvidt byggeprocessen kan genoptages.

Handlemuligheder efter vurdering af endelig rapport

Intet byggeri før kommunen siger ja

Martin Rasmussen fra Bach Gruppen siger til os, at Njals Tårn  bliver bygget færdigt.

På grund af processen med Københavns Kommune, kan man dog ikke præcis sige, hvornår det bliver afsluttet.

Teknik- og Miljøforvaltningen præciserer, at Bach Gruppen fortsat kun har tilladelse til at bygge aflastningsfundament til betonbundpladen. 

Ordren fra den 18. september 2020 om at stoppe byggeriet omgående er derfor fortsat gældende, og vil være det, indtil forvaltningen har fået sikkerhed for, at bygningen har en tilstand, der muliggør, at byggearbejdet kan genoptages.

Sådan her er tanken, at Njals Tårn resten af Bryggens Bastion skal se ud, når alt er færdigt.
Sådan her er tanken, at Njals Tårn resten af Bryggens Bastion skal se ud, når alt er færdigt.
Foto: Pressefoto - Bryggens Bastion

Tak til Helene Brinck for spørgsmålet!