Offer for skuddrab var 17-årig bulgarsk statsborger

Den person, der fredag formiddag blev skudt og dræbt i Rødovre, er blevet identificeret. De pårørende er blevet underrettet.

Opdatering klokken 10.23
Artiklen er opdateret, efter at politiet er kommet med yderligere oplysninger om den skudofferet
Opdatering klokken 13.28
Artiklen er opdateret, efter Københavns Vestegns Politi har præciseret deres egen udtalelse. Det fremgår nu, at offeret er en 17-årig bulgarsk statsborger og ikke en svensk, som det tidligere fremgik.

Den person, der fredag formiddag blev skudt og dræbt i Rødovre, er blevet identificeret.

Der er tale om en 17-årig bulgarsk statsborger og ikke en svensk statsborger, som politiet ellers oplyste lørdag morgen.

Det skriver Københavns Vestegns Politi på Twitter. 

- Der er retteligt tale om en 17-årig bulgarsk statsborger, som kom til Skandinavien tidligere i år. De pårørende i Bulgarien er underrettet, lyder det fra politikredsen.

Mads Dam, der er vagtchef ved Københavns Vestegns Politi, kunne lørdag morgen ikke oplyse yderligere om den dræbte. Hverken hvorvidt han er bosat i Danmark, kendt af politiet i forvejen eller har banderelationer.

Andet skyderi på to dage

Fredag klokken 11.27 fik politiet en anmeldelse om et skyderi i Rødovre.

Her trængte to ukendte gerningsmænd ind i Yomok Herrefrisør på Islev Torv i Rødovre, hvor de skød og derefter stak af.

Her viste det sig, at i alt tre personer blev ramt af skud. En er siden afgået ved døden, mens de to andre er sårede - heraf var den ene i kritisk tilstand.

Lørdag morgen oplyser politiet, at manden, der fredag var i kritisk tilstand, er udenfor livsfare.

Den tredje tilskadekomne var en 15-årig skoleelev, der sad i frisørsalonen, og som skulle til at blive klippet. Han blev ramt i hånden, men er udenfor livsfare.

Skyderriet i Rødovre fandt sted mindre end 24 timer, efter at en yngre mand med banderelationer torsdag eftermiddag blev dræbt efter et skud i ryggen på Nørrebro i København.

Fredag blev to mænd, som blev anholdt i forbindelse med skyderiet torsdag, varetægtsfængslet frem til den 22. december.

Den ene af de to er sigtet for at have skudt den dræbte to gange, mens den anden skulle have kørt den bil, der blev brugt til at flygte fra stedet.

Fredag oplyste Københavns Vestegns Politi til TV 2 Lorrys, at de to skudepisoder på henholdsvis Nørrebro og i Rødovre meget vel kan hænge sammen.

- Det er nu den femte voldelige hændelse, der har været indenfor de seneste tre-fire uger i Storkøbenhavn, og derfor har vi en hypotese om, at det meget godt kan være, at det har noget med hinanden at gøre. Så det er en af de ting, vi arbejder på, sagde Mogens Lauridsen, politiinspektør ved Københavns Vestegns Politi, til TV 2 Lorry.

Har idé om grupperingers tilholdssteder

Fredag aften reagerede politikredsene i København og Københavns Vestegn ved at oprette tre visitationszoner. En i Rødovre og Herlev, en på Nørrebro og i Nordvest samt en i Tingbjerg og Husum.

I København begrundede politidirektør Anne Tønnes de to sidstnævnte visitationszoners placeringer med, at skudepisoden på Nørrebro har rod i det københavnske rocker- og bandemiljø, og at de involverede grupperinger skal holde til på dele af Nørrebro, i Tingbjerg og Husum.

- Vi vil ikke acceptere den utryghed, som bandernes gerninger fører med sig, og som led i indsatsen opretter vi nu to visitationszoner, som giver os mulighed for at kontrollere, at personer ikke færdes med våben i områderne, sagde politidirektør Anne Tønnes i en pressemeddelelse.

I visitationszoner gælder særlige regler for politiets beføjelser. Blandt andet må betjente kropsvisitere og ransage biler uden nogen særlig mistanke, hvilket ellers normalt er et krav i retsplejeloven.

Det vil sige, at de normale lovregler sættes ud af kraft.

Visitationszonerne er gældende fra fredag den 3. december 2021 klokken 18.00 til fredag den 17. december 2021 klokken 18.00.

Søger vidner

Københavns Vestegns Politi oplyser lørdag formiddag til TV 2 Lorry, at man lørdagen igennem vil være tilstede med politi og en mobil politistation ved gerningsstedet i Rødovre. 

Her kan borgere henvende sig, hvis de har spørgsmål eller oplysninger, de vil dele med politiet.

- Hvis vidner har set eller hørt noget, så må de meget gerne henvende sig, siger Mads Dam og tilføjer: 

- Selvom det er noget, man ikke nødvendigvis tror er vigtigt, så kan det blive det i efterforskningen. Så vi opfordrer alle til at henvende sig.

Vidner kan kontakte politiet på telefon 114.

Nedenfor kan du se eller gense TV 2 Lorrys interview med Mogens Lauridsen, der er politiinspektør ved Københavns Vestegns Politi, som blev foretaget fredag.

Vi begynder i Rødovre, hvor 1 person dag har mistet livet efter en skudepisode