Borgere i chok efter skuddrab: - Der var råben og kaos

Fredagens skuddrab i Rødovre har sendt rystelser gennem et normalt roligt kvarter.

Mørke og isnende regn har fredag sænket sig over Islev Torv i Rødovre.

Det er mindre end seks timer siden, den københavnske forstad blev hærget af en skudepisode, der kostede en mand livet og sårede to.

Politiet har afspærret området ved Yomok Herrefrisør, og efterforskningen er i fuld gang efter anmeldelsen, som faldt klokken 11.27.

(Artiklen fortsætter efter billedet).

Politiet rykkede talstærkt ud, da anmeldelsen om fredagens skudepisode kom klokken 11.27.
Politiet rykkede talstærkt ud, da anmeldelsen om fredagens skudepisode kom klokken 11.27.
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Der er stadig mange ubesvarede spørgsmål. Hvem skød, hvad var motivet, og kan det have relation til torsdagens skuddrab på Nørrebro?

Sønnen sad hos frisøren dagen før

Politikommissær Ole Nielsen fra Københavns Vestegns Politi vil ikke kommentere på, om det er endnu et led i en ulmende bandekrig, som har efterladt et spor af død og blodig alvor bag sig.

- Men jeg kan sige, at man har set to mand flygte fra stedet, siger Ole Nielsen til TV 2.

(Artiklen fortsætter efter billedet).

Politiet har opstillet en mobil politistation nær gerningsstedet ved Islev Torv.
Politiet har opstillet en mobil politistation nær gerningsstedet ved Islev Torv.
Foto: Lars Bach Jørgensen, TV 2

Hvem kan så sige noget?

En mor fortæller til TV 2, at hendes søn så sent som torsdag sad og ventede på at blive klippet hos samme frisør.

Mere vil hun ikke sige. Så skynder hun sig ud ad døren.

Og sådan er det.

Frygt og vrede har sat sig

Ingen vil lægge navn og ansigt til den angst og vrede, der har sat sig. Nu som en slags tavshedens lov.

En mand, der var så tæt på dramaet, man kan komme, hørte skuddene falde. Han så det, man formoder være to gerningsmænd, flygte hen over torvet.

(Artiklen fortsætter efter billedet).

Politiindsats omkring Islevbrovej i Rødovre fredag den 3. december 2021. Man efterlyser en sølvgrå Audi stationcar, som flygtede ad Slotsherrensvej.
Politiindsats omkring Islevbrovej i Rødovre fredag den 3. december 2021. Man efterlyser en sølvgrå Audi stationcar, som flygtede ad Slotsherrensvej.
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Klædt i sort, formummet bag huer og masker. Den ene med en pistol trykket ind til kroppen. Så tog de flugten i en grå Audi stationcar. Det så øjenvidnet, og politiet bekræfter samme signalement.

Så løb den handlende mod frisørsalonen, hvor han forsøgte at redde liv. Indtil ambulancen nåede frem.

Der var råben og kaos, fortæller han.

Smed alt hvad han havde i hænderne

Michael Hauge er et andet af fredagens vidner. Han har et autoværkssted tæt på gerningsstedet og blev ringet op af sin ven, som er far til den 15-årige dreng i frisørsalonen.

- Han ringede hurtigt til mig, fordi mit værksted er lige i nærheden og sagde: ”Tag lige derop, min søn er blevet skudt i hånden.” Så smed jeg alt, jeg havde i hænderne, fortæller han til TV 2.

Det stod hurtigt klart, at den 15-årige dreng dog kun var overfladisk såret.

Værre var det for de to andre skudofre.

Der blev givet hjertemassage til manden, som senere blev erklæret død.

Den anden, indehaveren af frisørsalonen, var ramt i maven.

Stadig i kritisk tilstand

Indehaveren af frisørsalonen, som til daglig bor i Sverige, er fredag aften stadig i kritisk, men stabil, tilstand, mens den 15-årige er udskrevet fra sygehuset.

- Vi søger stadig vidner blandt folk, som kan have set noget, siger politikommissær Ole Nielsen.

Politiet kan kontaktes på telefon 114.