15-årig skoledreng såret ved skyderi i Rødovre

En 15-årig dreng fra en skole i Rødovre er i forbindelse med et skyderi på Islevbrovej kommet til skade.

En 15-årig skoledreng er nu involveret i et skyderi i Rødovre, hvor i alt tre er ramt. 

Det oplyser Københavns Vestegns Politi på Twitter. 

Den 15-årige dreng har ifølge politiet "pådraget sig en skade på den ene hånd." 

Han er kørt til hospitalet og er færdigbehandlet, lyder det. De pårørende er underrettet. 

Drengen går på en skole i nærheden af gerningsstedet, og Rødovre Kommune hjælper nu forældre og elever efter hændelsen. 

"Vi efterforsker fortsat omstændighederne ved skudepisoden herunder drengens skade," skriver politiet på Twitter. 

Artiklen fortsætter efter billedet...

Kampklædt politi og redningspersonel er til stede ved Ilslevbrovej i Rødovre, hvor et skyderi skal have fundet sted.
Kampklædt politi og redningspersonel er til stede ved Ilslevbrovej i Rødovre, hvor et skyderi skal have fundet sted.
Foto: Presse-fotos.dk

Kampklædt politi i området

Københavns Vestegns Politi er fredag eftermiddag massivt til stede i Rødovre ved Ilslevbrovej i forbindelse med et skyderi.

TV 2 Lorry har været i kontakt med Københavns Vestegns Politi, som foreløbigt er tilbageholdende med oplysninger i sagen.

Billeder fra stedet viste ved middagstid kampklædte betjente, som gik  i området med automatvåben.

Desuden har både en ambulance og lægebil været til stede ved Ilslevbrovej, hvor skyderiet fandt sted. 

Kort før klokken 13 oplyste Københavns Vestegns Politi på Twitter, at tre personer er blevet ramt af skud i forbindelse med skudepisoden.

Nye billeder fra stedet viser også en person blive ført fra stedet i en såkaldt DNA-dragt, der er en dragt, som skal sikre spor fra gerningsstedet.

Politiet befinder sig primært nær en frisørsalon ved Islev Torv, som sammen med flere sideveje er blevet spærret af.

Kampklædt politi i Rødovre i forbindelse med skyderi.
Kampklædt politi i Rødovre i forbindelse med skyderi.
Foto: Presse-fotos.dk


I kølvandet på skuddrab torsdag i København

Sagen kommer efter et skuddrab på Nørrebro torsdag, hvor en yngre mand med banderelationer blev dræbt efter et skud i ryggen.

Fredag er to mænd, som blev anholdt i forbindelse med skyderiet torsdag, blevet sigtet for drab.

Den ene af de to er sigtet for at have skudt den dræbte to gange, mens den anden skulle have kørt den bil, der blev brugt til at flygte fra stedet.

Ved grundlovsforhøret blev de to personer varetægtsfængslet frem til 22. december.

Det er endnu uvist, om der er sammenhæng mellem de to skyderier.