Valg i skandaleramt kirke: Lorry-journalist smidt på porten

Siden en medlemsflugt i februar som følge af interne uenigheder og store konflikter har menighedsrådet i Nathanael Kirke manglet fem medlemmer. Tirsdag aften var der udfyldningsvalg i kirken på Amager.

Et amputeret og skandaleramt menighedsråd i Nathanaels Kirke fik tirsdag aften en række nye medlemmer ved et såkaldt udfyldningsvalg.

Rådet har været fem medlemmer i undertal, siden Nathanaels Kirkes Fællesliste trådte ud i februar som følge af en række voldsomme konflikter.

Bag sig har Nathanaels Kirke en årelang historik med dårligt psykisk arbejdsmiljø, der har været præget af mobning, og overfor TV 2 Lorry fortalte flere tidligere ansatte henover sommeren, hvordan de er blevet udsat for overfusninger, overvågning og bagtalelse, mens de har været ansat i kirken.

Netop arbejdsmiljøet var da også et af de store emner, da omkring 20 stemmeberettigede fra Nathanaels Sogn tirsdag aften tog plads i en hesteskosformation i et af Nathanaels Kirkes tilstødende lokaler.

quote Det er alvorligt, det, der er foregået i Nathanaels Kirke. Det er en byld, der skal fjernes og heles, og det bliver ikke noget sjovt arbejde

Tine Bunk Hamborg, nyvalgt medlem af menighedsrådet i Nathanaels Kirke

Smidt på porten

Det vender vi dog tilbage til, for TV 2 Lorrys udsendte medarbejder havde nær misset hele mødet, da vi i døren ind til lokalet blev mødt af den nuværende formand og kontaktperson i menighedsrådet, Anne Grethe Christensen.

Formanden er ikke ubekendt for TV 2 Lorry. Vi har før fortalt, hvordan en række tidligere ansatte i Nathanaels Kirke anklager netop Anne Grethe Christensen for at stå bag en stor del af den mobning, der er foregået i kirken under deres ansættelser.

Under samme interview truede formanden desuden med at klage over denne journalist, da hun blev spurgt, hvordan hun forholdt sig til anklagerne.

- Og hvem er I så? spurgte Anne Grethe Christensen, og da hun fik oplyst, at det var TV 2 Lorry, der ville dække valget, lød svaret:

- Ja, det tænkte jeg nok, for jeg kan godt genkende dig. I må ikke være her.

Valgforsamlinger er ikke offentlige, fastholdt hun, og selvom TV 2 Lorry kunne oplyse, at valg til menighedsråd ifølge Kirkeministeriet skal være åbne for offentligheden, blev vi i stedet smidt direkte på porten.

Mod fremvisning af den rette paragraf fra Kirkeministeriets 'Bekendtgørelse af lov om valg til menighedsråd' til et andet medlem af menighedsrådet, fik TV 2 Lorry dog efter et kvarters tid lov til at deltage i valgforsamlingen.

Menighedsrådets magt

Alle folkekirker i Danmark ledes af et menighedsråd, som består af frivillige, der er valgt ind i rådet af sognets folkekirkemedlemmer og af sognets præster, der automatisk indgår i rådet.


Et menighedsråd vælges som udgangspunkt for en fireårig periode og består af 6-15 medlemmer foruden sognets præster. Antallet varierer efter sognets størrelse.


Menighedsrådets opgaver berører alt fra lige fra arbejdsgiveransvar og budgetstyring til bygningsansvar og kirkens sociale arbejde.


Den, der vælges til at være kontaktperson i menighedsrådet, varetager arbejdsgiverfunktionen overfor de ansatte i kirken på nær præsterne.

Dukkede op for at stille ét bestemt spørgsmål

Seks engagerede kirkegængere stillede op til det nye menighedsråd.

Under en præsentationsrunde, hvor kandidaterne skiftedes til at fortælle om sig selv, og hvad vedkommende ønskede at gøre for Nathanaels Kirke, stod det hurtigt klart, at ikke én kandidat af sig selv ville nævne kirkens mangeårige problemer med arbejdsmiljøet.

Det ville dog en af de stemmeberettigede, Andreas Søndergaard Pedersen, der bor i Nathanaels Sogn. Overfor TV 2 Lorry fortalte han, at han udelukkende var dukket op til valgforsamlingen for at stille ét spørgsmål under den i programmet indlagte spørgerunde:

- Hvad vil kandidaterne gøre for at forbedre arbejdsmiljøet i Nathanaels Kirke?

Andreas Søndergaard Pedersen fremhævede desuden en række af de mobbe-sager, som TV 2 Lorry har beskrevet.

Tidligere ansatte i Nathanaels Kirke har fortalt til TV 2 Lorry, at de er blevet udsat for offentlig skældud og overfusninger foran menigheden eller midt under fællesmøder, mens andre er blevet anklaget for at lyve og snyde med kirkens midler. Her ses mosaikken, der pryder kirken.
Tidligere ansatte i Nathanaels Kirke har fortalt til TV 2 Lorry, at de er blevet udsat for offentlig skældud og overfusninger foran menigheden eller midt under fællesmøder, mens andre er blevet anklaget for at lyve og snyde med kirkens midler. Her ses mosaikken, der pryder kirken.
Foto: Sabina Louise Nesheim/TV 2 Kosmopol

Herefter gik kirkens volumenmæssigt udfordrede mikrofon endnu engang på runde i salen, for at kandidaterne kunne forklare, hvordan de ville sørge for, at de ansatte under menighedsrådet ikke igen skulle lide under dårlige psykiske arbejdsforhold i Nathanaels Kirke.

Svarende lød umiddelbart ens. Alle kunne blive enige om, at der ikke skulle foregå mobning i Nathanaels Kirke, at der skulle være plads til alle, og at folkekirken skal være et sted med næstekærlighed.

quote Jeg håber, at det her menighedsråd ikke opfylder kravene for at danne et menighedsråd. Jeg tror, der er brug for, at de bliver sat under administration

Andreas Søndergaard Pedersen, borger i Nathanaels Sogn

Ikke godt nok, mener Andreas Søndergaard Pedersen, der endte med at stemme blankt.

- Der var ikke nogen, som svarede fyldestgørende. Jeg synes, at Tine Bunk Hamborg (en af kandidaterne red.) svarede bedst. Hun sagde, at det var utilgiveligt, at det var sket. Men der var ikke nogen, der svarede tilfredsstillende nok til, at jeg ville stemme på dem, siger han til TV 2 Lorry.

"Det er alvorligt"

Det var oprindeligt meningen, at kun kandidaterne til menighedsrådet svarer på spørgsmål under spørgerunden.

Kort efter, at kandidaterne havde fortalt, hvordan de ville gribe Nathanaels Kirkes problemer an, greb formanden, Anne Grethe Christensen, dog ordet.

Hun understregede, at hun ikke ønskede et dårligt arbejdsmiljø i Nathanaels Kirke, men fastslog, at "Nathanaels Kirke er en arbejdsplads". Alt dette, mens hun flere gange så TV 2 Lorrys fremmødte journalist insisterende i øjnene tværs gennem lokalet.

Seks kandidater stillede op til menighedsrådets fem ledige pladser. To personer fik flest stemmer - 13 - mens en kandidat kun fik to stemmer og måtte smide håndklædet i ringen som den eneste.

En af dem, der blev valgt ind, er Tine Bunk Hamborg. Den samme kvinde, som Andreas Søndergaard Pedersen fremhævede. Da TV 2 Lorry talte med hende efter valgforsamlingen, understregede hun, at der lå et stort arbejde foran de nyvalgte medlemmer:

- Det er alvorligt, det, der er foregået i Nathanaels Kirke. Det er en byld, der skal fjernes og heles, og det bliver ikke noget sjovt arbejde, men det skal gøres, så det er bare på med arbejdstøjet, siger hun.

- Det kan kun blive bedre, og selvfølgelig bliver det bedre, for nu er der også et persongalleri, der bliver skiftet ud, og så kan vi jo kun håbe på, at det giver afkast i en positiv retning, så alle får det godt.

Anderledes forholder Andreas Søndergaard Pedersen sig efter valgforsamlingen.

- Jeg håber, at det her menighedsråd ikke opfylder kravene for at danne et menighedsråd. Jeg tror, at der er brug for, at de bliver sat under administration af ministeriet, provsten eller biskoppen, så der kommer en overgangsperiode, hvor man ved, at der kommer styr på arbejdsforholdene, siger han.

Rollerne i Nathanaels Kirkes nye menighedsråd er endnu ikke fordelt mellem de nye og gamle medlemmer. Det sker først ved et konstituerende møde, der foreløbigt står til at blive afholdt den 5. oktober.

Fortæl os din historie

I efteråret sætter TV 2 Lorry igen fokus mod arbejdsmiljøet i den danske folkekirke, og denne gang undersøger vi alle stifter i vores sendeområde - både Helsingør Stift, Roskilde Stift og Københavns Stift.


Har du selv - eller har en, du kender - været ansat eller medlem af menighedsrådet i en af Lorrylands mange hundrede kirker, og har du gjort dig tanker om arbejdsmiljøet? Så vil vi meget gerne høre din historie - positiv såvel som negativ.


Del din historie ved at sende en mail til journalist Sabina Louise Nesheim på sane@tv2lorry.dk.

_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik