DF'er kan blive smidt ud af politik - for anden gang

Finn Rudaizky fra Dansk Folkeparti blev efter en dom tvunget til at forlade politik. Nu stiller han op igen men risikerer at blive smidt ud på ny.

Finn Rudaizky fra Dansk Folkeparti måtte i maj træde ud af både Københavns Borgerrepræsentation og Regionsrådet i Region Hovedstaden.

Det afgjorde Valgbarhedsnævnet, efter politikeren i februar blev idømt en bøde i Københavns Byret for at have lækket fortrolige oplysninger til journalister om terroristen Omar Abdul Hamid el-Hussein, der slog to personer ihjel ved et terrorangreb mod Krudttønden og den jødiske synagoge.

Nu stiller Finn Rudaizky op til kommunal- og regionsrådsvalget den 21. november, og hvis han bliver genvalgt, kan han risikere, at det hele gentager sig.

Kan miste valgbarhed igen

Finn Rudaizkys partifælle Hans Kristian Skibby har via Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg stillet et spørgsmål til Økonomi- og Indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll fra Liberal Alliance: 

 - Mener ministeren, at en folkevalgt kommunalpolitiker, der mister sin valgbarhed i Valgbarhedsnævnet, og som efter et nyvalg til kommunalbestyrelsen genvælges, vil kunne miste sin valgbarhed i en nævnsafgørelse, uden der er opstået nye sager?

Hertil svarer Simon Emil Ammitzbøll blandt andet: 

- Som lovgivningen er i dag, er det helt korte svar et ja, medmindre der på valgdagen er forløbet tre eller fem år, efter at straffen er udstået.

Ifølge loven regnes fristen ved bødestraffe fra datoen på bødens vedtagelse. Og det er i Finn Rudaiskys tilfælde ikke engang et år siden. 

- Det scenarie kan jeg slet ikke forestille mig. Det ville betyde, at jeg ville få en straf på fem års polisk udelukkelse (nuværende udelukkelse og næste valgperiode red.) for at afsløre en offentlig myndighed i at tilbageholde oplysninger i en terrorsag i forsøg på at skjule deres egne fejl. Det ville være et justitsmord, lyder det fra Finn Rudaizky. 

Politikere dømmer politikere

Finn Rudaizky er opstillet som nummer to på Dansk Folkepartis kandidatliste i både København og Region Hovedstaden, hvor han fik henholdsvis 2.002 og 4.338 personlige stemmer ved valget i 2013. 

Hans placering på kandidatlisterne viser, at han stadig har stor opbakning fra sit politiske bagland på trods af dommen i Københavns Byret. 

- Folk støtter mig i mit synspunkt om, at hensynet til offentligheden vægter højere end hensynet til en død terrorist, lyder det fra DF'eren.

Finn Rudiazky retter skytset mod Valgbarhedsnævnet, som er et uafhængigt organ, der træffer afgørelse i spørgsmål om valgbarhed, hvis et medlem af en kommunalbestyrelse eller et regionsråd bliver straffet i løbet af en valgperiode.

Kritikken går på, at der blandt andet sidder politikere i Valgbarhedsnævnet. 

- Vi kan ikke have et samfund, hvor politikere dømmer politikere. Så er det ikke et uafhængigt organ men en politisk domstol, lyder det fra Finn Rudiazky. 

Og noget tyder på, at der snart kan ske ændringer på området. Økonomi- og Indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll skriver i sit svar til Dansk Folkepartis Hans Kristian Skibby:

- Det rejste spørgsmål har givet mig anledning til nogle nærmere overvejelser om den fremtidige regulering af valgbarhedsområdet. Jeg vil på et senere tidspunkt indkalde Folketingets partier til drøftelser herom.

"En ret kompetent gruppe"

Professor ved Institut for Statskundskab og valgforsker ved Københavns Universitet, Kasper Møller Hansen, synes sagen er meget usædvanlig. Han mener dog ikke, at valgbarhedsnævnet tager beslutninger baseret på partipolitik og kalder nævnets arbejde for "lige efter bogen".

- Det er en ret kompetent gruppe, som sidder og vurderer de her ting. Og jeg er sikker på, at de sagtens kan skille tingene ad, så det ikke bliver en politisk afgørelse, siger han til TV 2 Lorry.

Ifølge Kasper Møller Hansen er det dog ikke urealistisk, at Finn Rudiazky får lov at fortsætte i politik, selvom nævnet kigger på sagen.

- Jeg tror bestemt, at hvis de vil tage sagen op, så vil de i hvert fald vurdere, om han ikke allerede har udstået sin straf. Han har betalt bøden og er blevet smidt ud én gang. Så det er det de vil tage med i overvejelserne, før de vurderer, om han skal ud eller ind, og om de overhovedet vil tage sagen op, det vil vise sig, siger han til TV 2 Lorry.

Tror du han (Finn Rudiazky, red.) får lov at fortsætte?

- Det er ikke mig, der skal vurdere det. Men der er i hvert fald andre politikere, der har fået lov at stille op og blive valgt ind, efter de har udstået deres straf.

Fakta om valgbarhedsnævnet

Mest læst i dag

Se flere

Mest læst i dag

Se flere

Politik

Øresundstunnelen111

playNyt koks med fartkontrol i Øresundstunnelen - vanvidsbilister kan nu fræse forbi slukkede kameraer

20201019-130444-2-1920x1280we

Overborgmester undskylder for Frank Jensens krænkelser

Emil

Over 19.000 bakker Emil op: Offentligt ansatte skal have navnebeskyttelse

20171126-113538-l-1000x672we.jpg

Borgmester går af – her er hans nye job

København

Forsiden lige nu

Se flere

På forsiden nu

Se flere