Tordner mod nattelivsplan: Man flytter bare problemet

Københavns Kommune forsøger at lægge en dæmper på gadefesterne i København, men der er stor uenighed om de mulige tiltag og deres effekt.

Jo mere alkohol, der drikkes, desto sværere er det at opretholde grænserne og respekten i nattelivet.

Sådan lyder konklusionen i Københavns Kommunes Restaurations- og Nattelivsplan 2021, som netop har været i høring.

Ikke mindre end 549 borgere, virksomheder og andre interessenter har fra 2. juni og frem til 27. juli givet deres besyv med om planen, der tegner visionen for det københavnske natteliv.

Tirsdag kunne TV 2 Lorry fortælle, hvordan flere beboerforeninger og lokaludvalg blandt andet ærgrer sig over det, de mener er en vag formulering i nattelivsplanen om et såkaldt ordenskorps, der kan udstede bøder til de erhvervsdrivende og nattelivets gæster.

Men beboerne i de hårdest plagede festområder i København er ikke de eneste, der læser nattelivsplanen igennem med bekymrede miner.

Oversigt over initiativerne fra Restaurations- og Nattelivsplan 2021

1. Øget inddragelse, dialog og samarbejde.


2. Flere natteværter,  Ordenskorps og tildeling af afgrænsede områder til serveringssteder (kræver yderligere undersøgelse og finansiering).


3. Begrænsning af detailhandlens salg af alkohol.


4. Mini-arrangementspulje for mindre kulturaktører (kræver yderligere undersøgelse og finansiering).


5. Skærpede ordensregler (kræver yderligere undersøgelse og finansiering).


6. Identificering af festzoner/festivalplads (kræver yderligere undersøgelse og finansiering).


7. Certificering af serveringssteder (kræver yderligere undersøgelse og finansiering).


8. Kampagne mod vold og narkotika i nattelivet (kræver finansiering).


9. Én fælles indgang (til at klage, red.) (kræver yderligere undersøgelse og finansiering)


10. Klageapp (kræver yderligere undersøgelse og finansiering).


11. Styrkelse af Støjvagten (kræver finansiering).


12. TMF-tilsyn og udtalelser i bevillingssager (kræver finansiering).


13. Projekt om kontinuerlige støjmålinger i gadebilledet (kræver yderligere undersøgelse).


14.  Hyppigere tilsyn med udeserveringer.


15. . Løsninger til hotspots (kræver finansiering).


16. Forsøg med partnerskabsaftaler for mindre affald.


17. Øget toiletkapacitet i særligt belastede områder (kræver yderligere undersøgelse og finansiering).


18. Udvikling af alternative løsninger til toiletkapaciteten i særligt belastede områder (kræver yderligere undersøgelse og finansiering).


19. Spuling og midlertidige toiletter på Gammeltorv (kræver finansiering).


20. Reduktion af gener fra festlige udendørsaktiviteter (kræver yderligere undersøgelse).


21. Fremme af respektfuld opførsel via bedre byrum og trafik.


22. Kampagne for adfærdsændring (kræver finansiering).


23. Opmærksomhed på problembevillinger.


24. Vægt på positive og betryggende initiativer.


25. Skærpet tilsyn med serveringsteder med mange klager.


26. Krav om oplysning af deltagerantal for lukkede selskaber


Det gør De Samvirkende Købmænd, der repræsenterer detailhandelen, også.

De bakker også op om at mindske de gadefester, der er til gene for beboerne, og de nævner i et høringssvar lighed med beboerforeningerne og lokaludvalgene et ønske om, at man i højere grad gør brug af den eksisterende ordensbekendtgørelse i langt større omfang en hidtil.

- Det er oplagt at bruge den lovgivning, der allerede findes i ordensbekendtgørelsen. Så slipper man for at bede politikerne på Rådhuset og Christiansborg om at lave lovgivning på området. Giv politiet flere ressourcer, eller finde nogle andre der kan håndtere bestemmelsen, lyder det fra vicedirektør i De Samvirkende Købmænd, Claus Bøgelund Nielsen, til TV 2 Lorry.

Men her stopper enigheden også.

quote Der hvor der de senere år har været store problemer med gadefester er steder, hvor der faktisk slet ikke sælges alkohol

Claus Bøgelund Nielsen, vicedirektør, De Samvirkende Købmænd

Københavns Kommune lægger i nattelivsplanen op til, at man arbejder for en lovændring, så detailhandlen i de hårdest plagede nattelivsområder ikke må sælge alkohol efter et nærmere bestemt tidspunkt.

Det kunne eksempelvis være efter midnat. Men det er en forbier, lyder det fra brancheorganisationen De Samvirkende Købmænd.

- Det med at lave restriktioner for butikkernes salg af alkohol er disproportionalt med visse personers adfærd i nattelivet. Der hvor der de senere år har været store problemer med gadefester er steder, hvor der faktisk slet ikke sælges alkohol, argumenterer Claus Bøgelund Nielsen.

Han henviser til de gadefester, der har skabt stor gene for borgere på Islands Brygge og Nordhavn.

quote Lad os sige, at Dronning Louise Bro er der, hvor man skiller zonen, så rykker problemet jo bare til eksempelvis Sankt Hans Torv på Nørrebro

Claus Bøgelund Nielsen, vicedirektør, De Samvirkende Købmænd

Claus Bøgelund Nielsen erkender, at det kan virke logisk, at et forbud mod salg af alkohol i et afgrænset område vil begrænse gadefesten, men han tror bare, det vil flytte problemet.

- Det lyder ikke helt forkert, men omvendt må jeg også bare sige, at de problemer, der er på Islands Brygge og Nordhavn, viser, at dem der fester der, de kan godt finde ud af at forberede sig. Jeg tror ikke, det er et mirakelmiddel at fjerne salget i få butikker og så tro, man fjerner festen fra gaderne, siger han og fortsætter:

- Problemet rykker sig jo bare. Lad os sige, at Dronning Louise Bro er der, hvor man skiller zonen, så rykker problemet jo bare til eksempelvis Sankt Hans Torv på Nørrebro. Derudover vil der være konkurrenter lige ved siden af spærrezonen, der kan sælge lovligt, og det skævvrider konkurrencen.

De Samvirkende Købmænd nævner også i deres høringssvar at et eventuelt natligt forbud mod salg af alkohol vil få økonomiske konsekvenser for følgesalget hos de berørte butikker.

- Som tommelfingerregel anslås det, at det tabte følgesalg for øvrige varer (ikke-alkoholiske drikke, fast-food, salater osv.) udgør et beløb, der er dobbelt så højt som den mistede alkohol-omsætning, står der i høringssvaret.

TV 2 Lorry har i flere omgange forsøgt at få en kommentar til høringssvarene fra kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune, Franciska Rosenkilde (Å), men hun ønsker ikke at udtale sig om Restaurations- og Nattelivsplanen på nuværende tidspunkt, da hun er i gang med at læse alle høringssvar og af respekt for den politiske proces i udvalget ovenpå høringssvarene.

_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik