Sløjfede regler i Københavns nattelivsplan møder skarp kritik i høring

Københavns Kommune har sløjfet nogle af de stramninger omkring nattelivet, der ellers var lagt op til, og det møder kritik i nye høringssvar.

Københavns Kommune vil sætte en stopper for nattelivet i hovedstaden.

Nogenlunde sådan lød kritikken, da kommunen tilbage i marts lagde op til at udstede færre bevillinger i det københavnske natteliv.

Kritikken fik politikerne på Københavns Rådhus til at trække nattelivsplanen tilbage blot 14 dage efter, at den blevet præsenteret.

I april kom så en revideret plan, der har været i høring i perioden 2. juni til 27 juli, og også den vækker utilfredshed.

Visionen for Københavns natteliv er "Respektér din nabo", men det er ikke den følelse, som lokaludvalg og beboerforeninger står tilbage med. De er især tossede over, at man har sløjfet planerne om at udstede færre nat- og udeserverings-bevillinger til barer, restauranter og caféer, som der ellers var lagt op til i det første udkast.

- Det nye forslag har taget alle de idéer ud, der rykkede ved problemet. Og tilbage er der nogle lappeløsninger som at sætte natteværter ind og øge dialogen. Det har man løbende gjort, og det har ikke hjulpet, lyder det fra Søren Rud, der er formand for Nørre Kvarters Beboerforening, der dækker området, der populært kaldes "Pisserenden" i Indre By.

quote Grundlæggende er der for mange natbevillinger

Søren Rud, Formand, Nørre Kvarters Beboerforening

Han understreger, at der ikke er noget ønske fra beboerforenings side om at lukke barerne i Indre By, så snart klokken runder 24. I stedet ønsker man at gøre op med de områder, hvor barer på stribe har lov at servere hele natten.

- Problemet for beboerne er, at der en masse støj, som gør, at det kan være svært at sove i sin lejlighed. Så er der alle følgevirkninger som vold, narkosalg, bræk på fortovet og pis i gaderne.

- Grundlæggende er der for mange natbevillinger, og vi kan simpelthen ikke forstå, at kommunen og politiet tillader så mange bevillinger også i hverdagen, fortæller Søren Rud til TV 2 Lorry.

Spred festen ud

Han bakkes op af formanden for Beboerforeningen for Indre Nørrebro, Gøje Rostrup, der ser samme tendens.

- Forvaltningen og nævnene følger ikke loven. For eksempel står det i restaurationsloven, at når man giver en bevilling, så skal man tage hensyn til at byen “ikke sumper til”, og den bliver ikke fulgt, fordi der kommer flere og flere barer til, kan vi se, siger hun til TV 2 Lorry og uddyber:

- Det er et problem, når værtshusene ligger skulder ved skulder, for larmen stiger, når de er klumpet sammen. På Indre Nørrebro er der kvarterer, der før var forbeholdt marskandisere og almindelige butikker, de er nu omdannet til festgader. Ravnsborggade er et eksempel, Blågårdsgade er et andet.

Gøje Rostrup, fortæller også, at man oplever problemer med udeserveringen, som man gerne vil have stoppet tidligere.

- I den første udgave var der noget med, at udeserveringen skulle lukke klokken 22 i de smalle gader i boligkvartererne, men den er fjernet nu. Den ville ellers gøre en kæmpe forskel for os, så vi kunne putte vores børn, læse en bog eller se fjernsyn uden larm fra gaden.

quote Problemet er helt overordnet, at det er et "amokløb", hvor der bliver givet nogle bevillinger til spiritus og udeservering, som der ikke bliver fulgt op på, kontrolleret eller reguleret.

Gøje Rostrup, Formand, Beboerforeningen Indre Nørrebro

Men det er ikke kun udstedelsen af bevillinger, der udgør et problem for beboerne i de festramte områder. 

- Problemet er helt overordnet, at det er et "amokløb", hvor der bliver givet nogle bevillinger til spiritus og udeservering, som der ikke bliver fulgt op på, kontrolleret eller reguleret. Der er ikke ressourcer fra politiet og forvaltningen til det arbejde, det kræver at følge op på bevillingerne, fortæller Gøje Rostrup.

Overtrædelser skal straffes mere konsekvent

I Københavns Kommunes første plan blev der lagt op til at indføre såkaldte natteværter og ordenskorps.

quote Vi så gerne, at der blev nedsat et ordenskorps med bemanding og bemyndigelse til at kontrollere restaurationerne og lange bøder ud til de steder, der ikke overholder loven

Gøje Rostrup, Formand, Beboerforeningen Indre Nørrebro

De såkaldte natteværter har ikke anden bemyndigelse, end at opmuntre folk til ikke at feste videre på gaden i beboelsesområder. Derfor var tiltaget med ordenskorpset opmuntrende læsning for beboerforeningerne.

- Vi vil gerne have mere kontrol og konsekvens. Vi så gerne, at der blev nedsat et ordenskorps med bemanding og bemyndigelse til at kontrollere restaurationerne og lange bøder ud til de steder, der ikke overholder loven, siger Gøje Rostrup, der suppleres af formanden for Nørre Kvarters Beboerforening:

- Vi ser også gerne, at der bliver indført et ordenskorps, der har mulighed for at give bøder, for eksempel når folk tisser i porten.

De to initiativer er ikke skrevet ud af den reviderede plan for restaurations og nattelivet i Københavns Kommune, men med grønt skrift er der tilføjet, at de begge "kræver yderligere undersøgelse og finansiering".

Og den formulering er ikke opmuntrende læsning, lyder det.

- Problemet er, at den (Restaurations- og Nattelivsplan 2021, red.) ikke gør nogen forskel. Det er kun hensigtserklæringer, og det er en bleg udgave af den første, lyder kritikken fra Gøje Rostrup.

TV 2 Lorry ville gerne forholdt kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune, Franciska Rosenkilde (Å), de høringssvar, der er kommet fra flere af de berørte beboerforeninger og lokaludvalg, men hun oplyser via sms, at hun ikke ønsker ikke at udtale sig om Restaurations- og Nattelivsplanen på nuværende tidspunkt, da hun er i gang med at læse alle høringssvar og af respekt for den politiske proces i udvalget ovenpå høringssvarene.

_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik