Kæmpe toiletkælder i Kongens Have i forfald i 14 år - snart genåbnes den

En mangeårig strid om totalrenoveringen af toiletterne ved Kongens Have er tilsyneladende nået til en ende.

Under jorden ved en af indgangene til Kongens Have gemmer sig en 100 kvadratmeter stor kælder med gamle, offentlige toiletter, som Københavns Kommune har drevet siden 1930.

Men kælderen blev lukket ned i 2006 på grund af alder og slid, og siden har Københavns Kommune diskuteret med Slots- og Kulturstyrelsen, hvem der skal betale en omfattende renovering af toiletterne.

quote Det er fuldstændig uforklarligt, at det har skulle tage 14 år, og det er der nok ikke rigtig nogen god undskyldning for

Jonas Bjørn Jensen (S)

Nu får striden mellem de to parter endelig en ende, og gæster i Kongens Have kan se frem til at lade vand under ordnede forhold nær den velbesøgte park.

Den 100 kvadratmeter store toiletbygning har været lukket ned i 14 år.

Kommunen betaler

Kommunen har nemlig overgivet sig og vil nu betale lidt over 3 millioner kroner til en renovering.

Desuden vil kommunen overdrage pavillonen med toiletter til Slots- og Kulturstyrelsen.

Jonas Bjørn Jensen, der er politisk ordfører (S) og medlem af borgerrepræsentationen i Københavns Kommune, har ikke noget svar på, hvorfor det har taget kommunen 14 år at komme til den konklusion:

- Det er fuldstændig uforklarligt, at det har skulle tage 14 år, og det er der nok ikke rigtig nogen god undskyldning for, siger han til TV 2 Lorry:

- Jeg tror bare, at når der er snitflader mellem, i det her tilfælde, stat og kommune, så kan tingene nogen gange blive besværlige, og der er vi bare kommet til et punkt, hvor vi siger: Nu vil vi ikke lade det ligge længere. Så må det koste nogle penge, og det må vi tage med, men det positive er jo så, at nu kommer der endelig toiletfaciliteter ved Kongens Have igen.

Lukket af i 14 år

Siden nedlukningen af toiletterne for 14 år siden, har den 100 kvadratmeter store toiletkælder været årsag til stridigheder.

Dengang overtog tidligere overborgmester Frank Jensens økonomiforvaltning, som løbende har forhandlet frem og tilbage med Slots- og Kulturstyrelsen, om hvem der skulle betale regningen for en renovering.

For at finde årsagen til de mangeårige forhandlinger skal vi helt tilbage til 1929.

Dengang indgik Indenrigsministeriet og kommunen en aftale i forbindelse med, at Gothersgade skulle udvides. Kommunen fik dengang overdraget pavillonen, og året efter blev der indrettet toiletter i kælderen.

I aftalen står der, at Københavns Kommune er ’pligtig til at bekoste en nødtørftsanstalt, der skal indrettes som den nuværende med adgang for havens publikum og fra gaden og vedligeholdes som hidtil af kommunen’.

Nu ser det endelig ud til, at besøgene i Kongens Have kan bruge toiletterne i kælderen igen - hvornår det bliver er dog fortsat i det uvisse.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik