Coronapas frustrerer frisør - har tabt 11.000 kroner i indtjening siden genåbning

Hos fagorganisationen DOFK, der repræsenterer selvstændige frisører og kosmetikere, oplever man, at medlemmerne er frustrerede over at måtte sende kunder væk, der ikke har styr på coronapasset.

Siden den 6. april har det igen været muligt at gå til frisør og få rettet krøllerne i toppen mod fremvisning af gyldigt coronapas, som omfatter fuld vaccination, eller at man kan fremvise en negativ test, der er højest 72 timer gammel.

Og det har glædet mange frisører, at man igen har kunnet spærre dørene op for kunder og få gang i forretningen. Men coronapasset er ikke uden problemer, da nogle frisører oplever, at de taber indtjening, fordi folk ikke har styr på deres coronapas.

quote Det er noget, som i sidste ende kan betyde, at jeg må dreje nøglen om.

Sebastian Rimon Eskerod, indehaver af frisørsalonen "Et sted på Nørrebro".

Det oplever blandt andet Sebastian Rimon Eskerod, der har frisørsalonen "Et sted på Nørrebro" på Rantzausgade i København.

- Jeg har haft folk gående ude foran min salon, som har ventet på testsvar, hvor jeg har været nødt til afvise dem, fordi jeg ikke kan nå deres tid, siger Sebastian Rimon Eskerod til TV 2 Lorry.

Sebastian Eskerod fra frisørsalonen Et Sted På Nørrebro.
Sebastian Eskerod fra frisørsalonen Et Sted På Nørrebro.
Foto: Katrine Hyllegaard

Normalt har han måske tre afbud om måneden, mens det er nu er langt over 20 - en direkte konsekvens af coronapasset, fortæller han.

- Det har resulteret i et indtjeningstab på 11.000 kroner, siden jeg åbnede igen. For en lille erhvervsdrivende som mig, så er det noget, som i sidste ende kan betyde, at jeg må dreje nøglen om, siger Sebastian Rimon Eskerod.

Bedre testmulighed i handelsgader

For ham er problemet i høj grad, at kunderne tror, de kan nå at blive testet inden deres frisørtid og har afsat tid til det, men at der så er massiv ventetid ved testcentrene.

Og situationen bliver ikke bedre med den yderligere genåbning, som trådte i kraft torsdag, hvor blandt andet fitnesscentre og biografer også kan byde velkommen.

Sebastian Rimon Eskerod savner en mere smart måde, hvor folk kan lade sig teste på.

- Testcentrene ligger ikke centralt i forhold til handelsgader. Man skal finde en løsning på at få teststeder i handelsgaderne - for eksempel med mobile teststeder.

- Folk, der bor omkring handelsgaderne, vil jo også lade sig teste her, og det vil så fjerne presset fra de store testcentre, foreslår Sebastian Rimon Eskerod.

Samtidig er det også et dilemma for ham at skulle agere myndighedsperson, som skal afvise kunder, der ikke kan fremvise et legitimt coronapas.

- Jeg har oplevet flere gange, at fordi folk har fået aflyst deres tid her, og jeg så først kan give dem en ny om flere måneder, så er de bare gået et andet sted hen. Så taber jeg to gange, siger Sebastian Rimon Eskerod.

Informerer regeringen om vanskeligheder

Hos fagorganisationen DOFK, der repræsenterer selvstændige frisører og kosmetikere, nikker man genkende til den problematik, som Sebastian Rimon Eskerod oplever med coronapasset.

- Det er noget, vi oplever hos medlemmerne, og det giver udfordringer. Vi har nogle sektormøder med regeringen, hvor de hører fra forskellige brancher, hvordan det går med genåbningen, og der fortæller vi om de her problemer, siger Dennis Rasmussen, der er formand i DOFK København, til TV 2 Lorry.

Han kender blandt andet til et konkret eksempel, hvor man kun har 70 procent af sine tider booket, fordi der hele tiden er afbud.

quote Det har resulteret i et indtjeningstab på 11.000 kroner, siden jeg åbnede igen.

Sebastian Rimon Eskerod, indehaver af frisørsalonen "Et sted på Nørrebro".

Han understreger dog, at det er meget forskelligt fra sted til sted, da nogle kunder meget gerne vil til og planlægger deres frisørtid grundigt.

Som Sebastian Rimon Eskerod kan berette om, så hører Dennis Ramussen også fra sine medlemmer, at kunderne ikke kan nå at komme til deres frisørtider, fordi der er for stor kø ved testcentrene. Han tilføjer dog, at det også et spørgsmål om planlægning for kunderne.

- Men det er jo ikke rart, hvis der kommer en kunde ind, som måske skulle lægge 3000 kroner, og man er nødt til at fortælle, at vedkommende må gå igen, siger Dennis Rasmussen.

Dilemmaet med at skulle afvise folk, er han også bekendt med.

- Vi har lige fra starten sagt, at vi er imod, at vores medlemmer skal være politibetjente. I mit netværk i København har der ikke været én eneste salon, hvor politiet har været ude for at tjekke coronapasset, siger Dennis Rasmussen.

Coronapas skal fungere som kørekort

På et møde fredag om coronapassets fremtid mellem regeringen og Folketingets sundhedsordførere blev det besluttet, at regeringen skal udarbejde en plan for udfasning af coronapasset og komme med et oplæg, som partierne bag genåbningsaftalen kan tage stilling til.

Det skriver Venstres sundhedsordfører Martin Geertsen på Twitter.

Hvor coronapasset i dag er en adgangsbillet, ønsker flere partier, at det fremover skal være noget, indehaveren af passet kan fremvise, hvis myndighederne spørger til det. På samme måde som et kørekort.

Martin Geertsen fortæller, at Venstre er tilhænger af, at coronapasset bliver brugt i nogle situationer.

- Men regeringen har gjort det alt, alt for omfangsrigt. Vi synes, at et coronapas giver mening til store begivenheder, rejser ind og ud af landet og når vi igen på et tidspunkt skal stå og gnide os op og ned ad hinanden i nattelivet, siger Martin Geertsen Ritzau.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik