"Ad, hvor er det ulækkert, at du sidder der. Du skulle tænke på os andre"

25-årige Mathilde Gram blev i 2010 forbrændt på mere end halvdelen af sin krop. Hun har sluttet fred med arrene, men kæmper med omverdenens reaktioner.

Det er den ubesværede bevægelse, hun gør, da hun sætter håret op, som afslører det.

Afslører de knugede ar på hendes kæbe, hals og skuldre. 

Men endnu vigtigere, afslører bevægelsens selvsikkerhed også, at hun har sluttet fred med dem. Arrene, der dækker halvdelen af hendes krop.

Og det er netop selvsikkerheden, der får mig til forsigtigt at spørge:

Hvis nu du kunne rejse tilbage i tiden? ... ville du så forhindre ulykken?

Hun tøver og trækker på det "nej", der umiddelbart kommer som svar:

- Eller det er jeg faktisk i tvivl om. For jeg ved jo godt, at jeg er den, jeg er, på grund af det, jeg har været igennem, siger hun.

- Jeg accepterer det lidt mere for hver dag, der går. Her hvor jeg er nu, er jeg jo egentlig ret glad for, hvordan jeg ser ud.

quote Jeg har ikke lyst til, at folk hele tiden holder det her spejl op foran mig og siger: "Du ser mærkelig ud".

Mathilde Gram

Jeg forstod ikke, at det var mig

Det var en ulykke i 2010, da Mathilde Gram var 13 år gammel, der har efterladt arrene på hendes krop.

For at markere afslutningen på sjette klasse og den forestående sommerferie var der båldag på skolen. Til den begivenhed havde hendes veninde medbragt et trangiasæt og fyldt godt på med sprit, som der pludselig går ild i.

I et forsøg på at afværge stikflammen fra trangiaet, smider hun det fra sig og rammer Mathilde.

Artiklen fortsætter under billedet

Billedet her er taget knap en uge efter ulykken og viser det område - cirka halvdelen af Mathildes krop - der er forbrændt. Forbrændingen var særlig slem på brystet, halsen og skuldrene, hvor både over- og underhud er brændt væk i en tredjegradsforbrænding. Heldigvis nåede hun at afværge flammen med sine hænder for ansigtet, hvor hun blev førstegradsforbrændt.
Billedet her er taget knap en uge efter ulykken og viser det område - cirka halvdelen af Mathildes krop - der er forbrændt. Forbrændingen var særlig slem på brystet, halsen og skuldrene, hvor både over- og underhud er brændt væk i en tredjegradsforbrænding. Heldigvis nåede hun at afværge flammen med sine hænder for ansigtet, hvor hun blev førstegradsforbrændt.

Følsomt indhold

Dette billede kan virke voldsomt

Se billede

Derfra husker hun ikke ret meget. Ikke før hun vågner på Rigshospitalet en måned senere efter den kunstige koma, lægerne lagde hende i efter ulykken.

Og det er i særdeleshed ét minde, der står klart for Mathilde fra den første tid.

Nemlig der, hvor hun for første gang ser sig selv efter ulykken.

- Til at starte med forstod jeg ikke, at det var mig, jeg så i spejlet. Jeg var helt skaldet, min hals var smeltet sammen, og jeg havde hverken øjenbryn eller øjenvipper, fortæller hun.

- Det værste var at acceptere, at det bare var sådan, jeg så ud nu. Det tog mig mange år.

Artiklen fortsætter under billedet

Når Mathilde Gram efter ulykken drømte om sig selv, var det stadig den gamle, langhårede Mathilde, der kunne løbe og spille fodbold. Det var først efter lang tid, at arrene var med i drømmen. Det var der, hun for alvor accepterede, at det var sådan, hun skulle se ud resten af livet.
Når Mathilde Gram efter ulykken drømte om sig selv, var det stadig den gamle, langhårede Mathilde, der kunne løbe og spille fodbold. Det var først efter lang tid, at arrene var med i drømmen. Det var der, hun for alvor accepterede, at det var sådan, hun skulle se ud resten af livet.

Følsomt indhold

Dette billede kan virke voldsomt

Se billede

Du ser mærkelig ud

Mathilde Gram har i dag lært at acceptere, hvordan hun ser ud, mens omverdenen langt fra har gjort det samme.

Hun oplever ofte, hvordan folk på gaden hvisker, griner og peger. Og sågar kommer hen til hende i bussen med kommentarer som: "Ad, hvor er det ulækkert, at du sidder der. Du skulle tænke på os andre."

- Jeg har ikke lyst til, at folk hele tiden holder det her spejl op foran mig og siger: "Du ser mærkelig ud".

Hendes stemmer knækker.

- Og slet ikke som 13-årig.

Jeg lægger mærke til, hvordan den sindsro, Mathilde indtil nu har udstrålet, erstattes af en form for skrøbelighed, når hun taler om sit 13-årige jeg.

- Selvfølgelig udspringer det nok af nysgerrighed, men jeg synes jo egentlig, at det er synd for de mennesker.

Roen er tilbage i hendes stemme. Alligevel forbløffer overskuddet i hendes udsagn mig en smule.

- De kan måske ikke engang tillade sig selv at tænke, at det er okay at være anderledes. Men en dag er der jo ingen af os, der længere ser ud, som vi gjorde, da vi var 19 år gamle.

Artiklen fortsætter under billedet

Siden ulykken har Mathilde været igennem mange behandlinger. I dag er det sjældnere, at hun oplever smerter ved arrene. Udover når hun mærker, at huden strammer, fordi arvævet gør den ufleksibel. For eksempel kan hun have svært ved at dreje hovedet, uden at det strammer ned i armen fra mundvigen. Eller når hun rækker hænderne i vejret, og det strækker hele vejen ned til låret.
Siden ulykken har Mathilde været igennem mange behandlinger. I dag er det sjældnere, at hun oplever smerter ved arrene. Udover når hun mærker, at huden strammer, fordi arvævet gør den ufleksibel. For eksempel kan hun have svært ved at dreje hovedet, uden at det strammer ned i armen fra mundvigen. Eller når hun rækker hænderne i vejret, og det strækker hele vejen ned til låret.

Hele verden kiggede, men ingen forstod

Men hvad skulle der egentlig til for, at livet havde været lidt nemmere for 13-årige Mathilde?

Det er tydeligvis noget, hun har reflekteret en del over.

- Jeg ville ønske, jeg havde haft nogen at spejle mig i. Jeg kæmpede meget med at være så alene, forklarer hun i et tonefald, der afslører en snert af indignation.

- Jeg følte, at hele verden kiggede på mig, men at ingen forstod mig.

quote Vi kan se, at der er et stort behov blandt patienterne for at møde hinanden og finde nogen at spejle sig i.

Jennifer Berg Drejøe, Overlæge på Rigshospitalets Afdeling for Plastikkirurgi og Brandsårsbehandling

Mathilde forklarer, at de programmer, der i sin tid eksisterede for brandsårsofre, var forbeholdt en yngre målgruppe, som hun som 13-årig var for gammel til at være en del af.

Og at hun derfor følte sig overladt til sig selv.

- Det er, som om at der har været meget fokus på overlevelse. Og det er jo fedt, at vi kan overleve med selv store brandskader. Men der har ikke været så meget fokus på, at du også skal have et liv, der er værd at leve efterfølgende. Men det er Rigshospitalet blevet bedre til nu her, understreger hun.

Et af de initiativer, der skal være med til at forbedre livskvaliteten og skabe et fællesskab for brandsårsofre, er den nationale brandsårsdag.

Dansk Brandsårsforening

Dansk Brandsårsforening er stiftet af læger fra Rigshospitalets brandsårsafdeling med det overordnede formål at forbedre forholdene for brandsårsofre og deres pårørende i Danmark.

Foreningen drives af frivillige sundhedsfaglige personer med særlig interesse for brandsår. Foreningens medlemmer omfatter blandt andre læger, sygeplejersker, fysioterapeuter og brandmænd.

I år afholdte foreningen det første nationale arrangement for patienter, pårørende og fagfæller. Formålet var blandt andet at give et videns- og erfaringsfællesskab og skabe et rum til mennesker med brandsår, ligesom de forsøgte at skabe opmærksomhed og dermed større forståelse for patientgruppen som sådan.

Den blev afholdt for første gang den 27. august i år på Rigshospitalet og er initieret af den nystartede Dansk Brandsårsforening.

-  Vi kan se, at der er et stort behov blandt patienterne for at møde hinanden og finde nogen at spejle sig i. Og for at se, hvordan andre tackler de her ar, som de har resten af deres liv, siger Jennifer Berg Drejøe, der er overlæge på Rigshospitalets Afdeling for Plastikkirurgi og Brandsårsbehandling til TV 2 Lorry.

Hun har været med til at starte Dansk Brandsårsforening, der fremover vil planlægge en række arrangementer, der forhåbentligt kan være med til at skabe et fællesskab for hovedstadens brandsårsofre.

quote Vi har alle sammen brug for empati for alt det, vi har været igennem

Mathilde Gram

Og som forhåbentligt kan gøre det lidt nemmere for folk, der står i samme situation, som Mathilde gjorde. Og gør.

Som forstår, hvordan det er at skille sig ud på den måde:

- Man skal støtte folk mere i, at det er okay at være anderledes. Og have respekt for andres livshistorie uanset om man kan se det på deres krop eller ej, siger Mathilde.

- Vi har alle sammen brug for empati for alt det, vi har været igennem.






_

_


Mest læst i dag

Se flere

Samfund

Hvalpefabrik 1

Dyrepoliti har givet pote, men Dyrenes Beskyttelse advarer mod nyt fænomen

hærværk simon spies plads

Simon Spies murmaleri udsat for hærværk – nu skal det males helt over

Nisse

Maria havde en svær barndom - nu skaffer hun julgaver til udsatte børn

beboer

Mjølnerparken fortsætter kampen: John mister sin bolig og skal genhuses


København


Forsiden lige nu

Se flere