Partier har indgået "usædvanlig" aftale, der vil tilgodese valgets tabere

Hvis et parti ikke opnår valg, kan det i stedet få poster, lyder det i en aftale om valgforbund i Hvidovre. Borgmesterkandidat afviser, at det er et forsøg på at købe stemmer.

Et valgforbund i Hvidovre Kommune vækker opsigt. 

Det skyldes en formulering i den aftale som SF, Hvidovrelisten, Radikale Venstre, Enhedslisten og Veganerpartiet har indgået.

Her står følgende: 

"Partier der ikke opnår valg til kommunalbestyrelsen tilgodeses, så vidt konstitueringen efter valget gør det muligt, med poster, der ikke kræver besættelse af kommunalbestyrelsesmedlemmer."

Ifølge kommunalforsker Roger Buch er det usædvanligt, at partier i et valgforbund formulerer et afsnit om at fordele poster, hvis et parti ikke skulle blive valgt ind.

Han kalder det ”kreativt tænkt” og mener, at man kan anskue det på to måder.

- Man kan mene, at det i demokratisk øjemed er en positiv ting, at man ønsker at tilgodese dem udenfor den snævre kreds i kommunalbestyrelsen. 

- Men man kan også mene, at det er et forsøg på at købe sig til gratis stemmer ved at love de mindre partier, der risikerer ikke at komme ind, at de kan få en form for indflydelse alligevel ved at gå med i det her valgforbund, siger han.

Små partier er attraktive

Når to eller flere partier går sammen i et valgforbund, tæller gruppen som ét parti, når stemmerne skal omsættes til pladser rundt om bordet i kommunalbestyrelsen.

Idéen er, at overskydende stemmer kan puljes og tilsammen skaffe valgforbundet en ekstra plads. 

Derfor kan små partier med dårlig mulighed for at blive valgt ind være attraktive for de større partier at få med i et valgforbund. 

Valgforbundet med den opsigtsvækkende aftale om poster blev meldt ud på SF i Hvidovres hjemmeside i september måned.
Valgforbundet med den opsigtsvækkende aftale om poster blev meldt ud på SF i Hvidovres hjemmeside i september måned.
Foto: Screendump

Af den årsag er det opsigtsvækkende, at der står i en aftale om valgforbund, at partier, der ikke bliver valgt ind, kan blive tilgodeset med poster. 

Læs selv aftalen her.

- Jeg har ikke set det før, men det er fuldt ud lovligt. Man kan sige, at det er et moralsk anliggende og en politisk diskussion i den enkelte kommune, lyder det fra Roger Buch. 

Heller ikke Hvidovres borgmester er tidligere stødt på noget lignende. 

- Jeg har ikke hørt om det før, og jeg stiller op for ottende gang, fortæller Helle Adelborg fra Socialdemokratiet. 

Hun synes, det er helt fint at tilgodese andre end blot medlemmer af kommunalbestyrelsen med poster, for det gør hendes eget parti også. Hun mener dog ikke, at det bør aftales i et valgforbund.  

- Jeg synes, man skal afvente valgets resultat. Derefter kan man trække i arbejdstøjet og forhandle sådanne ting på plads.   

"Det skal være mere demokratisk"

SF er det største parti i valgforbundet i Hvidovre med tre mandater i den nuværende kommunalbestyrelse. 

TV 2 Lorry har derfor interviewet partiets borgmesterkandidat Anders Wolf Andresen: 

Hvorfor skriver I det her med fordeling af poster ind i jeres aftale om valgforbund?

- Partierne i valgforbundet har talt meget sammen, og så har vi bare fældet vores tanker ned på et stykke papir. Det handler ikke kun om fordeling af poster men også om politisk dialog og møder.

Hvad er det for poster, der er tale om?

- Det vil meget typisk være ulønnede poster. Det kan for eksempel være bestyrelsesposter i dagtilbud og på skoler eller en plads i integrationsrådet.  

Der står ofte noget om politiske pejlemærker i sådan en aftale om valgforbund, men det gør der ikke i jeres. Hvordan kan det være?

- Vi har indgået valgforbund med nogle partier, som vi har meget til fælles med, og derfor har det ikke været nødvendigt at skrive et grundlag ned. 

Hvorfor skal partier, der ikke bliver valgt ind i kommunalbestyrelsen, have poster ?

- Vi prøver at gøre det her med fordelingen af poster på en anderledes måde. Vi synes, det skal være mere demokratisk, og flere skal være med. Vi har en høj spærregrænse. Det kræver mange stemmer at komme ind i kommunalbestyrelsen. 

- Er det et forsøg på at købe stemmer?

- Det er ikke hensigten at være kynisk på den måde. Vi forsøger ikke at købe stemmer. Det handler om, at vi gerne vil give de små partier adgang til noget indflydelse. 

TV 2 Lorry har også forsøgt at få et interview med Jonas Krarup, der er Veganerpartiets spidskandidat i Hvidovre, men han ønsker ikke at udtale sig. 

_

_



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik