Fra kostald til millionvirksomhed: Her bliver medarbejderne behandlet ordentligt

Opskriften på succes er at behandle medarbejderne godt, lyder det fra Anlægsgartner Gottlieb, som er en af dem, der gør en forskel i TV 2 Lorrys sendeområde.

- Det handler om at behandle hinanden godt og med anstændighed.

Så kort kan successen hos Anlægsgartner Gottlieb i Skibby forklares ifølge direktør, Thomas Gottlieb.

TV 2 Lorry har besøgt virksomheden i vores serie "Vilje til succes", hvor vi kigger nærmere på en række succesfulde virksomheder i vores sendeområde.

quote Jeg ser os som et fodboldhold, hvor alle på holdet som udgangspunkt er lige vigtige for vores forretning

Tomas Gottlieb, direktør, Anlægsgartner Gottlieb

Én af de virksomheder er Anlægsgartner Gottlieb, der på 20 år er vokset fra en enkeltmandsvirksomhed i en kostald til 135 medarbejdere.

Thomas Gottlieb har drevet sin virksomhed på et fundament af menneskelige værdier.
Thomas Gottlieb har drevet sin virksomhed på et fundament af menneskelige værdier.
Foto: Niels Knuth / TV 2 Kosmopol

Det er sket med fokus på tre simple målsætninger, fortæller direktøren:

- Det, der var min drøm, var, at forsøge at skabe en forretning, hvor man er kendt for at lave nogle gode ting, kendt for at levere en ordentlig service, og at vi internt i virksomheden var kendt for et godt arbejdsmiljø.

Plads til alle

Kommer man ind på hovedkontoret i Skibby, så bliver man mødt af en medarbejdervæg, hvor alle virksomhedens ansatte er "hængt op til skue." Det er der en særlig grund til.

- Vi gør meget ud af, at alle er repræsenteret med et billede heroppe, så vi kan se, hvem det er, der arbejder i forretningen, forklarer Thomas Gottlieb og uddyber:

- Jeg ser os som et fodboldhold, hvor alle på holdet som udgangspunkt er lige vigtige for vores forretning. Alle betyder noget for denne her forretning. Alle har en rolle at udfylde.

Anstændighed handler ikke kun om at behandle sine medarbejdere godt. Det handler også om at hjælpe folk, som er på kanten af arbejdsmarkedet.

Derfor sørger Thomas Gottlieb også for, at der i virksomheden er plads til dem. Og det er der en god grund til:

- Vi får en større rummelighed internt, når vi også kan rumme folk, der har nogle udfordringer i deres hverdag. 

- Noget af det, der glæder mig allermest, det er, når jeg ser de her, der er i et jobafklaringsforløb i virksomheden, kommer gående og smilende hen over pladsen. Det giver mig en masse energi og mod på at flytte endnu flere mennesker.

Det er 20 år siden Thomas Gottlieb startede sin anlægsgartnervirksomheden - i denne kostald i Kyndeløse.
Det er 20 år siden Thomas Gottlieb startede sin anlægsgartnervirksomheden - i denne kostald i Kyndeløse.
Foto: Niels Knuth / TV 2 Kosmopol

Thomas Gottlieb startede selv forretningen op for 20 år siden, hvor han iført sine grønne overalls kørte rundt i nabolaget og ringede på hos diverse virksomheder og præsenterede sig. Stille og roligt byggede han virksomheden op fra en kostald i Kyndeløse, og i dag omsætter anlægsgartnervirksomheden årligt for omkring 122 millioner kroner.

Konkurs truede

Og der er travlt. Anlægsgartner Gottlieb laver alt lige fra privathaver over service og vedligehold til de helt store anlægsarbejder, som for eksempel Frederiksbroprojektet i Hillerød.

Her står man for anlægsarbejdet omkring søen i den helt nye bydel, der skal huse erhverv og boliger til 3.000 beboere.

quote Vi stod på en knivsæg i to år, hvor vi mødte på arbejde om morgenen og ikke vidste, om vi have et job, når vi tog hjem om eftermiddagen

Tomas Gottlieb, direktør, Anlægsgartner Gottlieb

Men alt har ikke været en dans på roser gennem de 20 år, der er gået. I 2013 blev virksomheden ramt af en alvorlig krise, der truede med at koste Thomas sit livsværk.

En hovedentreprenør undlod at betale regningen for et millionprojekt, og så er gode råd dyre.

- Vi stod på en knivsæg i to år, hvor vi mødte på arbejde om morgenen og ikke vidste, om vi havde et job, når vi tog hjem om eftermiddagen. Så tæt på var det. Det var ganske forfærdeligt. Det havde økonomiske, men så sandeligt også personlige konsekvenser, fortæller Thomas Gottlieb.

Direktøren selv blev nemlig efterfølgende ramt af alvorlig stress og måtte sygemelde sig i tre måneder.

Inden var det dog lykkedes at redde skindet - blandt andet på grund af virksomhedens værdier.

- Det betaler sig at være et ordentligt menneske, og det er også det, der har været medvirkende til, at vi klarede skærene i 2013. Der var mange, der gerne ville hjælpe os, da vi havde brug for det, fordi vi altid har opført os ordentligt, vurderer Thomas Gottlieb.

Direktøren har dog taget ved lære af den svære periode i 2013, og i dag arbejder han med egne ord 15-20 timer mindre, end han gjorde, inden krisen ramte.

Lys fremtid

Det forhindrer ham dog ikke i at sætte store mål for fremtiden:

- Vi skal gå fra at være de her godt 100 medarbejdere til at være cirka det dobbelte. Omsætningen skal vi flytte i størrelsesordenen 122 millioner til 250 millioner kroner. Det er målsætningen for de kommende ti år.

Og der er grund til optimismen. De seneste to år har firmaet oprettet nye afdelinger i både Roskilde og Glostrup og snart skyder en ny hal op bag hovedsædet i Skibby.

quote Omsætningen skal vi flytte i størrelsesordenen 122 millioner til 250 millioner kroner. Det er målsætningen for de kommende ti år

Tomas Gottlieb, direktør, Anlægsgartner Gottlieb

Men hvis virksomheden fortsat skal have succes, så er det nødvendigt at de menneskelige værdier ikke går tabt i jagten på profit.

- Den svære opgave her er at vise, at de her værdier, der har været her lige siden tiden i kostalden, også er vigtige de næste ti år.

Om ti år så forventer Thomas Gottlieb også, at hans tid som direktør i virksomheden rinder ud. Men allerede nu er han ved at forberede sit exit. 

- Jeg har meget provokerende meldt ud, at om cirka ti år, så går jeg af som administrerende direktør. Det er lidt en atypisk udmelding, fordi ti år er langt tid. 

- Men det er også for at sende et signal til de lidt yngre kræfter i butikken om, at den gamle bliver her ikke, til han rådner op.

To nye direktører er kørt i stilling - naturligvis to, som har stået i lære i virksomheden og kender de værdier, som den er bygget på.

_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik