Trafikeret vej ved Zoo lukker alligevel ikke for biltrafik - millionprojekt udskudt

Arbejdet med den nye plads forventes nu i stedet at gå i gang i foråret 2022.

Den trafikerede Roskildevej ved Zoologisk have på Frederiksberg stod til at skulle spærres for biltrafik i en periode i løbet af sommeren på grund af det milliondyre anlægsprojekt på på toppen af Frederiksberg Bakke. De planer er dog nu blevet skrinlagt.

Det skyldes, at kommunen er løbet ind i problemer med entreprenøren og arbejdet  forventes nu i stedet at gå i gang i foråret 2022.

- Den vindende entreprenørs tilbud viste sig ikke at leve op til udbudsvilkårene. Det har efterfølgende ikke været muligt for de øvrige tilbudsgivere at leve op til vilkårene i udbuddet på grund af den forsinkede opstart, skriver Frederiksberg Kommune på sin hjemmeside.

Frederiksberg Kommune forklarer til TV 2 Lorry, at entreprenøren kort for kontrakten skulle underskrives meddelte, at de ikke kunne overholde kommunens tidsplan som indebar at Roskildevej kun blev lukket for trafik i skolernes sommerferie.

Arkitekten bag projektet fortæller, at store anlægsprojekter ofte udskydes.

- Vi har oplevet det før. Det kan ske i alle projekter. Det vigtigste er at projektet bliver til noget og at vi får det udført. Vi har tidligere oplevet at have vundet et udbud, og så bliver et projekt aflyst. Det er ærgerligt, siger Morten Weeke Borup, der er ansvarlig arkitekt for projektet på Roskildevej hos LYTT Architecture, til TV 2 Lorry.

Et flertal af politikerne på Frederiksberg besluttede i marts i år, at der skal laves en plads på toppen af Frederiksberg Bakke, hvor bilerne skal køre langsommere, og hvor de to parker på hver side af Roskildevej, Frederiksberg Have og Søndermarken, skal hænge mere sammen.

I den forbindelse skulle der være spærret for al biltrafik i en periode i løbet af sommeren.

Det er partierne SF, Alternativet, Venstre og Konservative, der står bag beslutningen om projektet, som der er afsat 9 millioner kroner til.

Arbejdsopgaven forventes at blive sendt i et nyt udbud i efteråret 2021.

Her kan man se, hvordan det er planen, at toppen af bakken skal se ud.
Her kan man se, hvordan det er planen, at toppen af bakken skal se ud.
Foto: LYTT

S kritiserer trafikal løsning

Beslutningen om at spærre for al biltrafik i anlægsperioden fik i marts Socialdemokratiets spidskandidat på Frederiksberg, Michael Vindfeldt til spærre øjnene op.

- Jeg synes sådan set, at idéen med pladsen er fin. Men man skal gennemføre projektet i tæt dialog med borgerne og undersøge grundigt, hvordan man kan lave pladsen, uden at det er til gene for borgere og trafikanter i området. Det synes jeg ikke, at man har gjort godt nok, sagde han.

Michael Vindfeldt mente, at det kunne lade sig gøre at etablere pladsen uden at spærre af for trafikken.

Her kan man se, hvilke materialer man tænker at bruge til den nye plads.
Her kan man se, hvilke materialer man tænker at bruge til den nye plads.
Foto: LYTT

Socialdemokraten var også bekymret over, at der i budgetaftalen, som Socialdemokratiet ikke er en del af, står at man ikke bare vil lukke bakken for biltrafik under anlæggelsesperioden.

Man vil også forsøge sig med at lukke toppen af bakken i trafiksvage perioder af året fremover.

- Jeg er rystet over, at man kan tro, at bilerne bare forsvinder, fordi man lukker en vej i en periode. Bilerne vil køre andre veje, og jeg er bange for, at det vil være til stor gene for dem, der bor i nærheden, sagde Michael Vindfeldt.

Borgmesteren afviser kritik

Frederiksbergs borgmester Simon Aggesen (K) afviste dengang, at man kunne have undgået at spærre af for biltrafikken i anlæggelsesperioden.

- Forvaltningen har undersøgt, om vi kan undgå det, men det kan ikke lade sig gøre på en meningsfuld måde. Det bedste af det værste er at spærre bakken af i en periode, hvor det generer mindst. Og det vil være i nogle uger i juli, hvor de fleste er på sommerferie, sagde han i marts.

Hvordan Simon Aggesen forholder sig til trafikken i foråret, hvor anlægsprojektet nu forventes gennemført, vides ikke.

Han understregede desuden, at der ikke er konkrete planer om at spærre for trafikken i trafiksvage perioder fremover, selvom det fremgår af budgetforliget.

- Det med forsøget er en meget blød hensigtserklæring, som Alternativet fik indført i budgettet. Det er der ikke konkrete planer om. Hvis der kommer konkrete planer om det i perioder, så vil vi selvfølgelig inddrage dem, der bor i nærheden, siger han.