Frederiksberg fremrykker minimumsnormering – og har vilde planer for Valby Bakke

Et flertal på Rådhuset har indgået en budgetaftale for de kommende år, der blandt andet betyder minimumsnormeringer fra 2022 og forsøg med at afspærre indfaldsvej.

Den næststørste kommune i TV 2 Lorrys område har søndag landet et budget for de kommende år, hvor der især er fokus på Frederiksbergs yngste borgere.

Et ikke-overbevisende flertal i kommunalbestyrelsen har blandt andet besluttet at fremrykke minimumsnormeringer i daginstitutionerne, så de allerede fra 2022 lever op til kravet om tre børn per voksen i vuggestuer og seks børn per voksen i børnehaver.

Samtidig har partierne kastet deres opmærksomhed på toppen af Valby Bakke og den trafikerede Roskildevej, hvor flertallet vil arbejde for at afspærre for gennemkørende trafik omkring Zoo og Søndermarken i ”trafiksvage perioder af året”.

Det fremgår af budgetforliget, som partierne De Konservative, Venstre, SF, Alternativet og Liberal Alliance står bag.

Minimumsnormeringer og skolerenoveringer

Minimumsnormeringer i daginstitutionerne på Frederiksberg har været vedtaget længe. Hidtil har det dog været planen, at normeringerne først skulle indføres i 2023. Med årets budgetforlig fremrykkes dette et år.

Dermed placerer Frederiksberg sig i feltet af flere kommuner i TV 2 Lorrys område, der på baggrund af regeringens krav om minimumsnormeringer i senest 2025 samt ekstra finansiering til dette fremrykker ordningen i daginstitutioner og ansætter flere voksne per barn.

- Det giver frem for alt flere hænder, og så skulle det også gerne sørge for, at forholdene for vores allermindste bliver bedre. Vi har rigtig gode institutioner på Frederiksberg, men vi vil gøre det bedre, siger borgmester Simon Aggesen (K) til TV 2 Lorry og tilføjer, at 60 procent af de voksne bliver pædagoguddannet personale.

Minimumsnormering i 2025

Fra 2025 skal alle kommunale daginstitutioner have indfaset BUPL's minimumsnormering for, hvor mange børn per voksen, der må være i daginstitutionerne.

 

Målet er, at minimumsnormeringer fuldt indfaset betyder, at der maksimalt er tre børn per voksen i vuggestuer og seks børn per voksen i børnehaver.

 

 

Kilde: Regeringen og BUPL

Med til budgettet hører også en indsprøjtning til en anden del af børneområdet i kommunen. Skolerne får nemlig tilført små 360 millioner kroner, som blandt andet skal bruges på renoveringer, løft af faglighed og økologisk mad til skolebørnene.

Alternativ glæde over grønne investeringer

Derudover afsættes der alt i alt 615 millioner kroner til bæredygtige tiltag. Her kan blandt andet nævnes 40 nye ladestandere, så elbiler i byen fremover maksimalt har 250 meter til den nærmeste, samt en omlægning af busflåden til el senest i 2025.

- Frederiksberg tager nogle grønne skridt, som resten af landet kan lære af. Vi får bedre vilkår for el-biler, flere bæredygtige renoveringer, mere økologi og biodiversitet og ikke mindst en grøn omstilling til gavn for vores børn, siger Mette Bram fra Alternativet, som er med i forliget.

Og så er der det omtalte område på toppen af Valby Bakke mellem Zoo og Søndermarken, som skal forgrønnes, gøres rekreativt og – hvis det altså kan lade sig gøre – spærres for gennemkørende trafik på Roskildevej i tidpunkter, hvor der ikke kører mange biler. For eksempel om sommeren.

På sigt er ambitionen helt at lukke Roskildevej for biltrafik og omdanne området til en stor plads.

- For at vi kan realisere den beslutning kræver det selvfølgelig, at de omkringliggende veje vil kunne tåle en øget belastning, siger borgmester Simon Aggesen til TV 2 Lorry.

Budgettet tæller også 131 millioner til at bygge en ny parkeringskælder bag Frederiksberg Rådhus med plads til 275 biler.

Kritik af to-årigt budget i omskiftelig tid

Mærkbart er det, at kommunens tre største partier efter De Konservative står uden for budgetforliget. Socialdemokratiet, Enhedslisten og De Radikale har således ikke lagt stemmer til beslutningerne.

Parterne kritiserer blandt andet borgmesterens krav om at vedtage budgettet for to år. Set i lyset af coronapandemien med omskiftelige og usikre tilstande, havde Enhedslisten helst set, at budgettet kun blev lagt for et enkelt år.

- Med de store uklarheder, der er for den nationale og dermed også den kommunale økonomi, skal vi ikke stavnsbindes flere år ud i fremtiden. Vi har brug for det stik modsatte, nemlig fleksibilitet, handlefrihed og muligheden for at træffe velovervejede beslutninger på det bedst mulige grundlag, siger den socialdemokratiske viceborgmester Michael Vindfeldt.

- Således har flertallet – med borgmesteren i spidsen - reelt lukket ned for offentlig diskussion om kommunens budget til næste år, hvor der er kommunalvalg, supplerer Enhedslistens Mette Bang Larsen.

- Vi kan kun beklage, at borgmesteren har spændt en demokratiske snubletråd ud for forhandlingerne. Indholdsmæssigt var det ellers vores vurdering, at der var gode udsigter til et bredt forlig til gavn for både klima og miljø, børn og kultur, men det har borgmester Simon Aggesen aktivt fravalgt med sit ultimative krav om to-årige budgetter, lyder det fra Lone Loklindt fra Radikale Venstre.

Socialdemokratiet, Enhedslisten og De Radikale sidder sammenlagt på 10 af de 25 mandater i kommunalbestyrelsen i Frederiksberg.

Af de resterende 15 mandater, som bakkede op om forliget, sidder De Konservative på 11.

Læs mere om flertallets budgetforlig her.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik