Der er sat fem millioner kroner af årligt til de mere omfattende tilsynsordninger. Foto: Steffen Ortmann / Scanpix

Regeringen indgår aftale om skærpelse af friskole-tilsyn

Myndighederne skal holde bedre hånd i hanke med oprettelsen af nye friskoler som følge af ny aftale.

Med et bredt flertal bag sig har regeringen lukket en politisk aftale om at skærpe tilsynet med friskoler.

Det oplyser undervisningsministeriet i en pressemeddelelse.

Aftalen skal blandt andet øge kontrollen, når nye frie grundskoler oprettes. Derudover er parterne blevet enige om 10 tiltag til at skærpe tilsynet med eksisterende friskoler samt regelændringer.

Partierne bag aftalen vil blandt andet forbyde anonyme donationer på over 20.000 kroner til friskoler, samt have foretaget flere uanmeldte besøg fra tilsynsmyndighederne. 

Læs også Omstridt muslimsk friskole lukker

Det skal ligeledes undersøges, om det er muligt at udelukke bestemte personer fra at have ansættelse på en friskole. 

Aftale-teksten fremhæver et eksempel med en lærer eller anden person på skolen, som i sit tidligere virke har ytret støtte til terrorisme eller lignende forhold.

Partierne vil også have en whistleblower-ordning, hvor ansatte kan indberette "bekymrende forhold" eller lovovertrædelser anonymt.

Aftalen kommer efter historier i pressen om muslimske friskoler heriblandt en historie i avisen Berlingske om fund af undervisningsmateriale om jihad på arabisk på friskole i Nordvest-kvarteret i København.

Læs også Lukket friskole: Over 100 søger ind på anden muslimsk friskole

De lovforslag, der nødvendige for at gennemføre tiltagene, vil ifølge aftalen blive fremsat i januar. Forslaget vil indeholde en såkaldt solnedgangsklausul. 

Det vil i dette tilfælde betyde, at initiativer bortfalder i 2029, hvis en forlængelse ikke vedtages.

Der er sat fem millioner kroner af årligt til de mere omfattende tilsynsordninger.

Alle partier i Folketinget undtagen Enhedslisten og Alternativet står bag aftalen.

/ritzau/

Læs også Tidligere leder af muslimsk friskole: Eleverne snød til eksamen