Nyt højhus i høring: "Vi glæder os til københavnernes dom"

Mærsk Tårnet knejser foran Sankt Hans Torv. Og højhuset Uptown skyder i vejret ved Nørrebro Station. Inden længe kan bydelens tredje højhus være på vej.

Senere i år vil Københavns 100 meter høje 'Uptown' stå ret som et brunt pejlemærke ved Nørrebro Station. 

Men hvis det står til teknik- og miljøforvaltningen i Københavns Kommune, så behøver der ikke at gå længe før højhuset får sig en lillesøster - ikke langt derfra på Nuuks Plads. 

I hvert fald har man foreløbigt vendt tommelfingeren opad, således at nye byggeplaner kan sendes i høring.

- Jeg glæder mig til at se, hvad københavnerne siger til det. Når vi så får svarene tilbage på det politiske bord, tager vi bestik deraf, siger Radikale Venstres gruppeformand Mette Annelie Rasmussen til TV 2 Lorry. 

 
 
Foto: Over Byen Arkitekter

Allerede lokal modstand

Nørrebros Lokaludvalg har allerede i en forhåndshøring givet sin klare modstand til kende, skriver Magasinet KBH. 

Udvalget ønsker sig flere kultur- og idrætsfaciliteter og grønne områder frem for flere boliger. Man ønsker ikke, at der bygges højere end områdets fem-seks etagers boligkarréer. 

Og så er man bange for, at der vil komme pres på cykelparkeringerne nær den kommende metrostation. 

Men Mette Annelie Rasmussen ser flere kvaliteter i projektet og vil endnu ikke vælte højhuset:

- Vi mangler boliger i København, og her har man forsøgt at kombinere boliger med en grøn plads. Man vil tilmed bevare noget af det gamle København i projektet. Man har altså forsøgt at tage forskellige hensyn, siger hun.

 
 
Foto: Over Byen Arkitekter

Vindforhold skal undersøges

Samtidig tilkendegiver politikeren dog, at hun godt ved, mange borgere ikke vil være vilde med en 75 meter høj bygning.

Siden startredegørelsen i 2016 har højhuset skiftet farve fra hvidt til brunt, men bygningen består stadig af 22 boligetager stablet let forskudt:

- Ikke alle vil holde af det. Derfor har vi (Radikale Venstre, red.) også bedt om at få undersøgt vindforholdene på både pladsen og trafikken på Jagtvej, siger hun til TV 2 Lorry. 

Høringsperioden vil begyndes inden længe og varer i otte uger, som det er kutyme. Til sommer vil udvalget altså igen skulle tage stilling til planerne. 

 
 
Foto: Over Byen Arkitekter

Et nyt knudepunkt i byen

De nye bygninger er tegnet af Over Byen Arkitekter, mens Kristine Jensens Tegnestue står for selve pladsen, skriver Magasinet KBH, som kalder denne for områdets nye knudepunkt på grænsen mellem Nørrebro og Frederiksberg.

Byggeriet er på i alt 12.100 etagemeter: 7.700 til boliger og 4.400 til butikker og restauranter - heraf 3.000 i det gamle landsarkiv på stedet. 

Højhuset skal stå på en tre-etagers base - men hvile på fire meter høje søjler på taget. Tårnet beklædes med metallegeringen tombak, kendt fra Axel Towers.

Lejlighederne vil bygges i familiestørrelse, men der vil også blive plads til 50 almene ungdomsboliger. Og kælderen skal have plads til at parkere 65 biler og godt 400 cykler.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik