Det nye København: 8 skelsættende byggerier åbner i år

Der er fart på byudviklingen i Danmarks hovedstad. Og i 2018 vil københavnerne kunne besøge mange nye særprægede bygninger.

Du kan ikke gå mange hundrede meter ad Københavns gamle gader uden at se høje kraner rejse sig over byens tage eller høre lyden af boremaskiner og cementblandere. 

Der bliver gravet dybt og bygget både bredt, smalt, højt og skævt i disse år, hvor arkitekterne får lov til at forme og omforme byens omgivelser. 

TV 2 Lorry har samlet otte særprægede byggerier, der er færdige i 2018: 

Ikonisk multihal fødes på ny

 
 
Foto: Christensen & Co Arkitekter

For nu syv år siden brændte den gamle K.B. Hal på Frederiksberg under forberedelserne til en sexmesse. 

I 2018 står den nye og renoverede udgave derfor klar. 

Her skal der være plads til både sport, koncerter og events med op til 4.900 deltagere. 

Den oprindelige K.B. Hallen var tegnet af Hans Hansen og blev indviet af Kong Christian X i 1938. Hallen var indtil nedbrændingen i 2011 centrum for en lang række kulturelle begivenheder og var kort før branden blevet fredet af Kulturstyrelsen.

Berygtet bydel får særpræget kulturhus og bibliotek

Samarbejde mellem Kragh & Berglund, Søren Jensen, C.C. Brun Entreprise, Kemp & Lauritzen, Juul & Nielsen.
Samarbejde mellem Kragh & Berglund, Søren Jensen, C.C. Brun Entreprise, Kemp & Lauritzen, Juul & Nielsen.
Foto: COBE

Tingbjerg Kulturhus er en udvidelse til den eksisterende Tingbjerg Skole. 

Bygningen er forsøgt tegnet, så den passer til omgivelserne, der er designet i 1950'erne af arkitekt Steen Eiler Rasmussen. Man har derfor beklædt det tragtformede bibliotek med gule mursten. 

Kulturhuset er opført i 4 etager og skråner mod skolen. Der er en åben facade mod gaden, så man kan følge med i de mange indendørs aktiviteter på stedet. 

Byens studerende får eget højhus

 
 

'Uptown' bliver et af Nørrebros nye pejlemærker, da den 100 meter høje bygning kan ses fra store dele af byen. 

Selve byggeriet består af flere bygninger, hvoraf den højeste altså bliver 29 etager. Der skal være plads til 700 studerende på grunden mellem Mjølnerparken og Nørrebro Station. 

Der vil blive offentlig adgang - blandt andet til en etage med udkig til byen. 

Urban skibakke på varm forbrænding

 
 

Hvorfor ikke dyrke idræt på et forbrændingsanlæg? Det spørgsmål har stjernearkitekten Bjarke Ingels stillet sig selv. 

På det 85 meter høje bjerg kaldet Amager Bakke skal københavnerne både kunne stå på ski, kælke og klatre, når anlægger er helt færdigt i 2018. 

Allerede nu kan man bestige bygningen for at nyde udsigten. Forbrændingen er så småt taget i brug og har produceret varme i 2017 til Dragør, Frederiksberg, Hvidovre, København og Tårnby.

Langebro får sig en lillebror

 
 
Foto: Blox

I 2018 vil færre cyklister være nødsaget til at krydse Langebro. I stedet kan de spæne over 'Lille Langebro', som den nye drejebro er kommet til at hedde efter en navnekonkurrence blandt byens borgere. 

I alt blev der indsendt 1.166 bud fra opfindsomme københavnere, der både foreslog 'Sukkerbroen', 'Svingbroen', 'Vester Voldbro' og 'Den Hvide Bro'. 

Byggeriet er en gave fra Realdania til hovedstaden. Man forventer, at 10.000 ud af Langebros daglige 35.000 cyklister vil gøre brug af den nye tur over vandet.

Omdiskuteret designcenter lægger sig ved vandet

 
 
Foto: OMA, BLOX.dk

Man kan snart besøge det færdige BLOX bag den kendte Langebro, ikke langt fra Frederiksholm Kanal og Den Sorte Diamant. 

Byggeriet er tegnet af den hollandske stjernearkitekt Rem Koolhaas' tegnestue OMA og skal både rumme boliger, kontorer samt Dansk Arkitektur Center og Dansk Design Center. 

BLOX er Realdania By og Byg's største enkeltstående projekt og har været 11 år undervejs.

De ny glaspartier ved vandet har dog fået en blandet modtagelse - blandt andet i Berlingske, hvor teaterchef og arkitekt Jon Stephensen har kaldt det "en katastrofe, et katastrofalt hus", fordi det ikke passer til omgivelserne i det gamle København. 

Kræsne bjørne får kinesisk have

 
 
Foto: Københavns Zoo

I Kina har man siden 1950'erne brugt pandaerne som diplomatisk værktøj og lånt bjørne til nu 14 lande verden over. 

Således kunne dronning Magrethe under et statsbesøg i 2014 få lovning på en låneaftale med kineserne, så to pandaer kan få permanent opholdstilladelse i Danmark i 2018. 

Statsministeren har siden besøgt og klappet dyrene, mens Bjarke Ingels har tegnet anlægget på Frederiksberg. 

Man har blandt andet måttet rive det gamle elefanthus ned i haven, da der skal gøres plads til det cirkelformede anlæg, der oppefra danner et yin- og yangtegn til ære for kineserne. 

​Nordisk gourmet i naturlige omgivelser

 
 
Foto: Magasinet KBH

Efter 14 år i Strandgade på Christianshavn lukkede den Michelin-stjernebelønnede gourmetrestaurant Noma i 2016.

Men snart kan madekvilibrister igen smage på alskens alternative, nynordiske  gourmetretter, når man slår dørene op på  Refshalevej 96 på Holmen.

Her har man ombygget et søminedepot fra 1917 til restaurant med plads til knapt 90 gæster. Der er desuden to væksthuse, et testkøkken og urtehaver, så besøgende kan få en følelse af at følge maden fra jord til bord. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik