Foto: Claus Fisker / Scanpix

Bakterier lukker baderum: Grænseværdier overskredet 50 gange

I en af vandprøverne var grænseværdierne for legionella-bakterier 50 gange forhøjet. Gribskov Kommune har valgt at lukke to baderum på skoler.

I forbindelse med en rutinemæssig kontrol er der fundet forhøjet forhøjede koncentrationer af legionella-bakterier i to baderum på skolerne Bjørnehøjskolen og Blistrup Skole i Gribskov Kommune.

Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Det forhøjede bakterietal har medført, at baderummene er blevet lukket, indtil de har undergået behandling mod bakterien. 

Læs også Legionærsygen har ramt os

50 gange forhøjede grænseværdier

Kommunen oplyser desuden, at der i én af vandprøverne var 50 gange så mange legionella-bakterier, som grænseværdierne tillader.

Legionella-bakterien kan give legionærsyge, der er en lungebetændelse forårsaget af legionalla.

Legionella trives særligt godt i lunkent, stillestående vand og udgør særligt en risiko i baderum, hvor vandet bliver forstøvet og derefter indåndet.

Ifølge Statens Serum Institut er det særligt ældre og svækkede personer, der bliver ramt af legionærsyge. Samtidig rammes dobbelt så mange mænd som kvinder.

I Danmark påvises der mellem 100 og 200 sygdomstilfælde på grund af legionella årligt. 

Læs også Region H-formand kritiserer Herlev Hospital i meningitis-sag

Baderum renses massivt

På Bjørnehøjskolen og Blistrup Skole er der allerede iværksat behandling mod legionella-bakterier. Det medfører blandt andet, at alle rørsystemer skal gennemskylles med næsten kogende vand.

Gribskov Kommune har desuden orienteret forældre, embedslægen og alle kommunens praktiserende læger med henblik på at sikre særlig opmærksomhed på symptoner på lungebetændelse.

- Vi har heldigvis ikke fået efterretninger om usædvanlig mange tilfælde af lungebetændelse blandt børn og unge i de to skoledistrikter. Men vi tager naturligvis ingen chancer, siger Børne og Unge-direktør i Gribskov Kommune, Steffen Bohni, og tilføjer:

- Derfor har vi valgt at lukke baderummene og gå i gang med en grundig behandling af rørsystemerne.

Legionellafundet er sket på trods af, at baderummene på begge skoler er udstyret med såkaldte temperaturelevationssystemer, som har til formål at forhindre legionellaspredning. 

Læs også Mathias døde af meningitis - Børneafdeling sat under tilsyn