Kommune mangler 16 millioner: ’Vi ofrer kolde hænder for de varme’

Gribskov Kommune mangler 16 millioner kroner i budgettet til hjemmesygeplejen. Pengene vil de finde på besparelser i administrationen.

Gribskov Kommune finder 16 millioner kroner, der manglede i budgettet til hjemmesygeplejen, i besparelser på administrationen. Foto: Mads Claus Rasmussen - Ritzau Scanpix

Der gror ikke penge på træerne, selvom de nok ville ønske det i Gribskov Kommune, der det seneste år har haft en række ærgerlige sager om både hjemmepleje og økonomi.

Læs også Kommune hæver skatten, selvom den straffes for det

Kommunen skal spare henholdsvis 25 og 40 millioner kroner i år og næste år, skatten er blevet hævet, og så måtte de hjemtage hjemmesygeplejen, efter Attendo, det omdiskuterede plejefirma, som kommunen havde udliciteret opgaven til, ikke løste opgaven bare noget nær tilfredsstillende.

Men det er dyrt, og Gribskov Kommune forventer, at udgifterne til hjemmesygeplejen løber op i 45 millioner kroner i 2019 – det er hele 16 millioner kroner mere, end de havde budgetteret med.

- Jeg bruger de penge, der er nødvendige, for at sikre en ordentlig behandling af vores borgere. Det er en ærgerlig og alvorlig situation, og derfor er vi trukket i arbejdstøjet og har fået lavet et budgetforlig, som et samlet byråd står bag. Her har vi set på, hvilke opgaver vi kan undvære, når nu vi skal, og her er valget faldet på administrationen, siger Anders Gerner Frost (NytGribskov), der er borgmester i Gribskov Kommune, til TV 2 Lorry.

Kernevelfærd over klager

Efter problemerne med Attendo, har kommunen selv haft problemer med deres hjemmesygepleje, hvor et tidligt tilsyn viste, at der havde været tilfælde af både ukorrekt medicinhåndtering og doseringsfejl – noget kommunen senere har fået rettet op på.

Læs også Efter års skandaler og kritik: Nu får Gribskovs hjemmesygepleje ros

- Vi er klar over, at vi virkelig har stået på en brændende platform med de fejl, der har været lavet særligt på ældreområdet med den dårlige pleje, og det er, det vi har taget konsekvensen af. De borgere, der har betalt skat hele livet, skal kunne mærke, at der også bliver taget hånd om dem i alderdommen. Derfor sparer vi markant på de såkaldt ’kolde hænder’ i administrationen, så vi kan bruge flere penge på de varme, siger Anders Gerner Frost.

Det er selvfølgelig ikke uden konsekvenser for borgerne, at man vælger at spare 16 millioner kroner i den kommunale administration, men det er ifølge borgmesteren noget, borgerne må finde sig i og acceptere.

- Det er klart, at der er nogle opgaver i forvaltningen, som vil blive nedprioriteret, og at man som borger kan komme til at opleve længere sagsbehandlingstider, hvis man eksempelvis vil klage over et rækværk. Vi har nogle meget dygtige medarbejdere, der selvfølgelig vil gøre deres bedste hver dag for at mindske generne. Men vi har lavet en helt klar prioritering, som samtlige 23 medlemmer af byrådet står bag, der skal sikre en ordentlig og nødvendig behandling af vores ældre og svage borgere, siger han.

Et skred i opgaverne

En del af problemerne skyldes ifølge borgmesteren, at der i stigende grad kommer flere opgaver til kommunerne, som regionerne tidligere tog sig af. Opgaver som kommunen gerne vil løse, så længe der følger penge med til det.

Læs også Sparekniven svinges over børn og ældre i Gribskov: Det kan skæres væk

- Der er sket et historisk skred i opgavefordelingen mellem regioner og kommuner, men det er opgaver, vi gerne vil være med til at løse. Vi bliver bare nødt til at få defineret, hvilke opgaver vi skal løse fremadrettet, og skal vi løse flere, så skal der ses på økonomien, for ellers tror jeg, at vi inden for få år vil se nogle kommuner blive sat under statsadministration, for der er ikke råd til at betale regionernes udgifter i kommunerne, siger Anders Gerner Frost.

I Gribskov håber de, at de ikke skal stå alene med problemerne, og at der kan komme en økonomisk håndsrækning fra Christiansborg.

- Jeg hørte en statsminister, der i sin nytårstale anerkendte, at vi i kommunerne gennem en årrække har løst opgaver, der egentligt hørte til i regionsregi. Hvis vi skal sikre en ordentlig kvalitet i behandlingen af vores ældre medborgere, så er der også brug for, at Folketinget tager ansvar, siger Anders Gerner Frost.

Læs også Afviser kritik af overborgmester i Movia-sag: "Absurd personangreb"


Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret