00:14

Saatchi & Saatchi står bag Jordemoderforeningens reklame på 5A Video: Jordemoderforeningen

Jordemødre råber op: Flere hænder på fødegangene

Med slaglinjen "giv livet en roligere start" har Jordemoderforeningen startet en kampagne, der skal sætte fokus på arbejdsvilkår og tryghed på fødegangene.

Der er travlt, og der bliver kun mere travlt.

Sådan lyder virkeligheden på de danske fødegange, hvor jordemødrene allerede nu løber fra fødende til fødende.

Ifølge Jordemoderforeningen skyldes den øgede travlhed ikke, at der er færre jordemødre ansat på selve fødegangen. Til gengæld er en del af hjælpepersonalet på fødegangene blevet sparet væk.

Besparelser kombineret med flere fødsler siden 2013 har medført flere og flere opgaver til jordemødrene.

"I dag bliver omkring 25-30 % af alle fødsler sat i gang, og dermed varer arbejdet med en fødsel i flere døgn", skriver foreningen i en pressemeddelelse, hvor også de tidlige udskrivelser og IT-udfordringer tillægges en del af skylden:

"Samtidig har især de accelererede forløb med tidlig udskrivelse og de mere omfattende dokumentationskrav og IT udfordringer givet langt flere opgaver til det kliniske personale på både fødegangene og de tilstødende afdelinger", står der i meddelelsen. 

Læs også Jordemødre slår alarm: "Hvis det fortsætter, forsvinder vi"

Opråb efter opråb

Det er langt fra første gang, at der bliver sat fokus på livet på fødegangen.

Det er efter min opfattelse nu svært at have det ultimative ansvar for både patienternes behandling og medarbejdernes trivsel

Morten Hedegaard, tidl. klinikchef Rigshospitalet

Allerede i november måned valgte den ledende klinikchef på Rigshospitalets fødeafdeling, Morten Hedegaard, at opsige sin stilling efter 14 år på posten. Han gav følgende begrundelse til sine medarbejdere i en afskedsmail:

- Den økonomiske ramme, som jeg som klinikchef har skullet arbejde under, er med årene blevet strammere og strammere. Det er efter min opfattelse nu svært at have det ultimative ansvar for både patienternes behandling og medarbejdernes trivsel.

Med andre ord var der blevet skåret så meget i afdelingens ressourcer, at han ikke længere kunne stå inde for forholdene på fødegangen. 

Læs også Opråb fra nybagt familie: Luk ikke barselshotellet

Barselshotel lukker i morgen

Opsigelsen udløste en mediestorm, men opgaverne er desværre ikke blevet mindre - heller ikke efter årsskiftet. Region Hovedstadens hospitaler skal nemlig finde besparelser og omprioriteringer for hele 640 millioner kroner i 2017.

Det er klart en serviceforringelse

Lillian Bondo, fmd. Jordemoderforeningen

På Rigshospitalet betyder det blandt andet, at man har valgt at spare fire millioner kroner ved at lukke barselshotellet i Aldersrogade, hvor førstegangsfødende kan være i trygge rammer efter fødslen.

Det var den besparelse, som var dråben for Morten Hedegaard tilbage i november måned.

- Barselshotellet er den mest velfungerende af mine afdelinger med meget tilfredse medarbejdere og meget tilfredse patienter, sagde den afgående klinikchef til Politiken.

I stedet for barselshotellet er der i stedet blevet dedikeret otte stuer på patienthotellet, som de første otte heldige førstegangsfødende kan blive indlogeret på.

Resten må tage hjem cirka fire timer efter fødslen.

Ifølge formand i Jordemoderforeningen, Lillian Bondo, er lukningen af barselshotellet et stort tab for både systemet og de fødende.

- Jeg synes, at man skal huske, at barselshotellet har udviklet sig til at være et fantastisk sted for forebyggelse. Det er klart en serviceforringelse, siger hun. 

Læs også Region Hovedstaden: Gravide kvinder sendes mellem fødesteder

Busreklame skal skabe debat

På 5A i København har Jordemoderforeningens seneste fremstød været synligt siden den 15. februar. Her er siden på bussen beklædt med en fødende kvinde - set fra jordemoderens perspektiv - mens der ved siden af står "Giv livet en roligere start - flere hænder på fødegangene".

Når man ser den i myldretid, kommer der måske 20 mennesker ud af den dør, som er en fødselsåbning

Lillian Bondo, fmd. Jordemoderforeningen

- Målet er at holde diskussionen levende om, at der skal ro omkring de fødende, siger Lillian Bondo, og tilføjer:

- Vi synes, at der har været meget fokus de senere år, om at der har været travlhed på fødegangene.

Den stort opsatte reklame på nordens travleste buslinje skal være et vink med en vognstang og få folk til at trække lidt på smilebåndet, lyder det.

- Vi synes, at der var en sød vittighed i det her, som rimer med, at vi gerne vil have smilet frem hos dem, som ser det, samtidig med at vi vil understrege alvorligheden i forholdene, siger formanden.

Hvordan lyder symbolikken i reklamen?

Vi vil have folk til at tænke over, hvor meget travlhed og myldretid skal der egentlig være ved en fødsel

Lillian Bondo, fmd. Jordemoderforeningen

- Når man ser den i myldretid, kommer der måske 20 mennesker ud af den dør, som er en fødselsåbning, siger Lillian Bondo til TV 2 Lorry og tilføjer:

- Vi vil have folk til at tænke over, hvor meget travlhed og myldretid skal der egentlig være ved en fødsel. Det er egentlig en meget enkel besked, som vi synes kan gå bedre ind med en trækken på smilebåndet. 

Læs også Nu kan hovedstadens kvinder føde gratis på fødeklinik

Jordemoderforeningen: Håbet er, at politikerne lytter

Ifølge Lillian Bondo har flere politikere delt reklamen på deres Facebookside. Foreningen håber, at reklamen også når dybt ind i de politiske kredse.

- Vi har hvert fald skrevet til en række politikere, som har været interresseret i at følge debatten om travle fødeafdelinger, siger hun.

Jeg tror på en løsning fordi, ikke at løse det her er meget dyrere

Lillian Bondo, fmd. Jordemoderforeningen

Men er der overhovedet en løsning i sigte, når nu regionen skal spare så meget på hospitalerne?

- Jeg tror på en løsning fordi, ikke at løse det her er meget dyrere. Det er helt klart bedst, at lave nogle gode forløb. Dårlige forløb koster langt mere i sidste ende, lyder det fra formanden.