Helsingør må ikke bruge Chromebooks: "Det går ud over undervisningen"

Helsingørs borgmester er meget ked af at høre om de konkrete udfordringer for eleverne på Skolen i Bymidten.

Elever i 9. klasse med blyant, viskelæder og noter på papir.

Scenen i den danske folkeskole kunne lyde som noget fra en efterhånden fjern fortid, men er nu realiteten for eleverne på Skolen i Bymidten i Helsingør.

Den digitale tidsalder har i øjeblikket trange kår, og lærerne i hele kommunen må søge til kreative løsninger, når eleverne skal undervises.

Det skyldes, at Datatilsynet torsdag stadfæstede sit forbud mod, at den nordsjællandske kommune må bruge Google Workspace på kommunens skoler.

Google Workspace er digitale programmer og værktøjer, som kan tilgås gennem en Chromebook, der er en form for bærbar computer.

Ifølge Datatilsynet sikrer kommunens aftale med Google nemlig ikke, at de indkøbte computere lever op til reglerne om datasikkerhed og persondataregler.

Noter bliver væk

Lucas Lævring Jakobsen går i 9. S på Skolen i Bymidten.

Han er ked af, at hans skolecomputer er taget fra ham. Det er nemlig mange år siden, han sidst skrev i hånden.

- Det er rimelig irriterende, for man kan ikke skrive lige så hurtigt som på computer. Tiden er det største problem, siger Lucas Lævring Jakobsen til TV 2.

9. klasseeleven forklarer, at hans noter fra timerne nu lettere bliver væk, da de ikke længere automatisk gemmes på computeren.

- Så skal man ligesom starte forfra, påpeger han.

Afhængig af digitale hjælpemidler

Hans klassekammerat Mathilde Katholm Holzendorff Willadsen er også meget ærgerlig over, at Chromebooks efter sommerferien med ét er forduftet fra klasselokalet.

For som ordblind er hun mere udfordret end de fleste elever.

quote Jeg er nødt til at bruge mine venner, ellers kan jeg ikke rigtig komme igennem

Mathilde Katholm Holzendorff Willadsen

Hun er afhængig af digitale hjælpemidler som eksempelvis onlineværktøjet AppWriter, der kan støtte eleverne i både at læse og skrive.

Et par af hendes veninder er i stedet blevet hendes "personlige AppWriter", som hun bliver nødt til at spørge om hjælp hvert femte minut.

- Det går nærmest ikke. Jeg har virkelig brug for min computer. Jeg er nødt til at bruge mine venner, ellers kan jeg ikke rigtig komme igennem, siger Mathilde Katholm Holzendorff Willadsen om dagligdagen i klassen.

Går ud over undervisningen

Mads Kofod Rasmussen er en af de lærere på Skolen i Bymidten, som tydeligt mærker konsekvenserne af Datatilsynets beslutning.

Han forklarer, at det særligt i et fag som dansk er besværligt, når digitale redskaber som børnenes skolecomputere nu er taget fra dem. Det gælder både læseprøver i dansk og retstavning.

Onlineportaler er blevet erstattet af fysiske bøger, og det går ud over undervisningen, mener læreren.

- Det er rart, at elevernes data bliver beskyttet, men det er selvfølgelig forstyrrende og et problem i det daglige, siger Mads Kofod Rasmussen.

Borgmester: Rigtig ærgerligt

Forbuddet fra Datatilsynet er alene udstedt mod Helsingør Kommune.

Da det oprindeligt blev givet i midten af juli, var Datatilsynet dog opmærksom på, at lignende problemstillinger kunne gøre sig gældende i andre kommuner.

Næsten halvdelen af landets 98 kommuner benytter Google Workspace og Chromebook.

I Helsingør Kommune er borgmester Benedikte Kiær (K) ked af Datatilsynets beslutning. Hun forklarer til Helsingør Dagblad, at kommunen er "virkelig, virkelig udfordret", og at afgørelsen giver "totalt kaos".

Til TV 2 siger borgmesteren, at man i kommunen har en langt mere restriktiv opsætning på skolecomputerne end andre af landets kommuner.

Men på grund af en henvendelse fra en forælder i 2019, som startede hele sagen, tager Helsingør Kommune nu "tæskene" for alle kommuner, mener hun.

Hun er derfor frustreret over at høre om de konkrete udfordringer for eleverne på Skolen i Bymidten.

- Det er rigtig ærgerligt, og det er jeg rigtig ked af, siger Benedikte Kiær.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik