Langtidsprognoser - ikke helt til at stole på

Alle spørger om vinteren bliver kold eller varm. Problemet er bare, at det er et vanskeligt spørgsmål at svare på.

Vi er snart halvvejs i oktober, og vintermånederne nærmer sig med hastige skridt. Allerede nu bliver meteorologerne spurgt, om vinteren bliver kold eller varm.

Desværre er det meget svært at svare på. Især fordi Europa er et af de områder, hvor det er sværest at få klare signaler ud af langtidsprognoserne.

Andre steder er der mere klare tendenser for vinteren - primært på grund af vejrfænomenet La Niña, der afføder visse signaler i blandt andet Nordamerika.

Men for Danmark og Europa som helhed er sæsonprognoser en farlig vej at bevæge sig ud af, fordi atmosfærens kaosorden gør det nærmest umuligt at kunne sige noget brugbart.


Er der nogle tendenser lige nu?

Seneste sæsonprognoser er fra september, og tages der et kig på vintermånederne december, januar og februar, giver prognoserne et billede, der mest af alt ikke siger noget.

I nedenstående udtræk af sæsonprognosen er der brugt et kort over temperaturen i halvanden kilometers højde og et kort over overfladetrykket, der er sat sammen fra otte forskellige vejrmodeller.

For Europa er der et svagt signal om, at vinteren som helhed kan blive en smule mildere end referenceperioden 1993-2016.

Temperaturen ved omkring 1,5 kilometers højde for en blanding af otte forskellige modeller. La Niña-effekten er tydelig i Nordamerika. I Europa er det kun svage tendenser for en lidt mildere vinter end normalt.
Temperaturen ved omkring 1,5 kilometers højde for en blanding af otte forskellige modeller. La Niña-effekten er tydelig i Nordamerika. I Europa er det kun svage tendenser for en lidt mildere vinter end normalt.
Foto: Copernicus

Et blik på overfladetrykket viser reelt ikke noget.

Dermed er svaret, at der nu ikke kan svares på, om vinteren bliver en kold eller en varm omgang. Og faktisk har tidligere langtidsprognoser ofte også misset historiske begivenheder med vejret.

Mange husker sikkert sommeren 2018 som en historisk sommer med rekord antal solskinstimer og et uhørt antal sommerdage, men faktisk var der ikke mange signaler at hente i sæsonprognoserne dengang, som nedenstående prognose fra det europæiske vejrcenter ECMWF viser.

Kaosteorien er synderen

Baggrunden for langtidsprognoser er kaosteori, som blev beskrevet i 1960'erne af den amerikanske matematiker og meteorolog Edward Lorentz.

Han fandt ud af, at selv meget små variationer af udgangspunktet for vejrmodellernes beregninger af atmosfæren kunne medføre forskellige forudsigelser af vejret.

Et kendt billede på kaosteorien er den såkaldte sommerfugleeffekt, der er er en forestilling om, at et vingeslag fra en sommerfugl på den ene side af jorden kan sætte en storm i gang på den anden side af jorden - altså at selv en lille påvirkning kan forplante sig.

Medmindre det er en meget stabil sommerperiode med højtryksvejr, er det tæt på umuligt at forudsige vejret meget mere end syv til ti dage ud i fremtiden.

Det viser nedenstående grafik over en række forskellige prognosemodeller for temperaturen i København med hver sit udgangspunkt i beregningen af vejret. De første dage er prognoserne meget enige, men som tiden går bliver de mere og mere uenige og peger efterhånden i hver sin retning.


Den hvide linje i ovenstående grafik viser et gennemsnit for alle prognosemodellerne, og selvom prognoserne bliver uenige, desto længere ud i fremtiden man kommer, viser den alligevel en tendens til, at det om en uges tid bliver varmere end normalt (den røde linje).

Og det er netop tendenser, som langtidsprognoser til en vis grad kan udføre.

Stærke signaler kan afsløre tendenser

I nogle tilfælde kan et ekstra stærkt signal give et fingerpeg om, hvilken retning en given periode bevæger sig.

I prognosekortene viser det stærkeste signal sig i Nordamerika. Signalet kan tilskrives La Niña-effekten, som viser sig som et koldere område over Canada og et varmere område i det nordlige Stillehav.

Samme signal ser man i overfladetrykket, hvor der i det nordlige Stillehav er tendenser til mere højtrykspræget vejr.

Summa summarum: langtidsprognoser kan give et bud på nogle tendenser, og de er bedre i nogle områder end andre, men grundlæggende slår de ofte fejl.