En mulig pilotstrejke vil ramme SAS' trafik stort - det kan du forvente

En potentiel pilotstrejke vil ramme SAS' trafik stort. Men SAS vil stadig flyve og tilbyder gæster ombooking.

Rejsende kan fortsat flyve med SAS, selv hvis flyselskabet og dets piloter ikke når frem til en aftale før onsdag.

Det understreger SAS i en pressemeddelelse udsendt mandag aften.

Natten til onsdag har SAS og flere af SAS' piloter deadline for at finde frem til en aftale. Sker det ikke, så går piloterne i strejke fra onsdag. Og det vil påvirke antallet af flyvninger, som SAS kan gennemføre.

I pressemeddelelsen skriver SAS, at det vil have væsentlig indflydelse på SAS' trafik, og mange rejsende risikerer at blive ramt, hvis strejken bliver til noget.

Ikke alle fly bliver påvirket

Flyselskabet understreger dog også, at der fortsat vil være SAS-flyvninger fra onsdag, selv hvis piloterne begynder at strejke.

- Det er ikke alle SAS-flyvninger, der vil blive påvirket af en potentiel strejke.

- For at se, om et flyvning sandsynligvis bliver påvirket, kan rejsende besøge sas.dk for at tjekke status for deres flyvning, skriver SAS i pressemeddelelsen.

Flyselskabet tilbyder desuden rejsende at ombooke SAS-flyvninger mellem 27. juni og 3. juli til en senere dato. Og uden at det koster noget.

- Rejsende kan ombooke til en SAS-flyvning på en anden dato inden for de næste 360 dage til samme destination, hvis samme serviceklasse er tilgængelig, skriver SAS.

Rejsende, der har bestilt deres billet via et rejsebureau eller en rejsearrangør, skal kontakte disse direkte, oplyser SAS.

Det er 1000 piloter i SAS' moderselskab, SAS Scandinavian, der har varslet en strejke fra onsdag. Piloterne er utilfredse med, at SAS ansætter nye piloter på billigere overenskomster i de to datterselskaber SAS Link og SAS Connect.

Piloter fra de to datterselskaber er ikke en del af strejkevarslet, og derfor står de til at fortsætte med at flyve fra onsdag.

Til Berlingske har Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank og tæt følger af SAS, sagt, at en strejke vil ramme omkring halvdelen af alle SAS' afgange.

/ritzau/

Flystrejke på rejsen - det har du ret til:

Der kan af og til opstå strejker blandt lufthavns- og flypersonalet. Se, hvad du har ret til, hvis dit fly bliver forsinket eller måske helt bliver aflyst.

Når der opstår et problem i forbindelse med din rejse, skal du med det samme kontakte den, du har købt billetten af. Det kan være et flyselskab eller et rejsebureau. I kan i fællesskab forsøge at løse problemet.

Ved flystrejke har du som udgangspunkt ret til at komme afsted med en anden eller senere flyafgang – evt. med et andet flyselskab, eller en anden transportform. Er det ikke muligt, har du ret til at få pengene tilbage for flybilletten.

Er flyafgangen kun forsinket, har du ikke automatisk ret til at få pengene for billetten helt eller delvist tilbage alene som følge af forsinkelsen. Om du kan få pengene tilbage afhænger blandt andet af, om forsinkelsen er væsentlig.

Er flyforsinkelsen væsentlig?

Det er ikke enhver forsinkelse, der giver dig ret til at få pengene for en flybillet helt eller delvist tilbage. Det beror altid på en helt konkret vurdering af den enkelte forsinkelse.

Fx afhænger det af:

  • Længden på rejsen – en uge eller færre dage
  • Rejsetiden – skal du flyve en time eller 12 timer
  • Længden på forsinkelsen – kort: 2 timer eller lang

Generelt kan man sige, at jo kortere rejse og jo kortere tid du skal være væk, jo kortere forsinkelse skal der til, før du har ret til at få nogle eller alle pengene for rejsen tilbage.

Strejke: Flyet bliver aflyst

Bliver dit fly helt aflyst som følge af strejken, har du ret til enten at blive ombooket til en anden afgang, en anden transportform eller få pengene for billetten tilbage - afhængig af omstændighederne. Du skal kontakte den, du har købt billetten af, fx flyselskabet eller rejsebureauet.

Regler: Erstatning ved flystrejke

Du kan efter omstændighederne have ret til at få erstatning for rimelige og nødvendige omkostninger, du har haft som følge af forsinkelsen. Det kan fx være overnatning på hotel eller lignende.

Indgår du fx en aftale om leje af et hotelværelse, mens du venter på din afrejse, skal du kontakte den, du har købt billetten af, fx flyselskabet. Det gælder både inden og efter, du har indgået aftalen. På den måde sikrer du dig bedst muligt i forhold til, hvis du senere ønsker erstatning.

Har du booket et hotel på destinationen, kan du have krav på erstatning for de dage, flystrejken har forsinket din ankomst.

Hvis du ikke kan komme hjem fra rejsen på grund af strejken

Er du ude på rejsen, og bliver hjemturen forsinket eller aflyst på grund af flystrejke, skal flyselskabet sørge for mad og overnatning til de rejsende, indtil rejsen kan genoptages. Det kan fx være mad og overnatning. Er der udgifter til en anden transportform eller til transport til en anden lufthavn, vil det normalt være en udgift, flyselskabet eller rejsebureauet skal betale.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik