Superdrone flyver, hvor ingen før har fløjet

Et lille firma fra Stevns har fået en stor idé, som kan få betydning i et af Danmarks største erhverv - nemlig shipping-branchen.

Vi er taget med Jes og Jens Duusgaard på opgave i Oslobåden i Københavns Nordhavn. Far og søn der sammen har et firma, hvor de inspicerer skibstanke, Jes Duusgaard som direktør og senior-inspektør, og hans søn, Jens Duusgaard, som droneoperatør.

Og det er ikke en helt normal dag på kontoret, for med i bilen har de et nyt stykke værktøj.

- Det er den såkaldte Eliosdrone, siger Jens Duusgaard med stolthed i stemmen, da han har pakket den nye drone ud af sine kasse og stillet den på færgens bildæk.

Den ligner nærmest en moderne form for diskokugle. Især fordi den er rund og lyser med både grøn, rød og hvide lamper. Men der er ikke meget disko over den ellers, bedyrer Jens Duusgaard. Og da han starter propellerne, larmer den som et hvepsebo på speed, mens den svæver ned i skibets ene ballasttank gennem en luge i dækket.

Jes og Jens Duusgaard sender dronen ind på steder, hvor der aldrig er fløjet med drone før.
Jes og Jens Duusgaard sender dronen ind på steder, hvor der aldrig er fløjet med drone før.
Foto: Casper Dalgård, TV2 Lorry


Helt nyt

Det er kun få måneder siden, at Jes og Jens Duusgaard første gang sendte dronen her ned i de dybe og mørke tanke på store skibe. Prisen ligger på omkring en halv million. Derfor var det da heller ikke uden nerver, da de første gang sendte den ind i en tank.

- Jeg vil sige, første gang jeg smed den her drone ned i en tank, der var jeg rimelig nervøs, siger Jens Duusgaard med et smil.

quote Du ville ikke kunne styre dronen, den ville simpelthen bare falde til jorden

Jens Duusgaard, Droneoperatør


Han styrer dronen med noget, der ligner en controller til en spilkonsol, hvorpå der er monteret en smartpad, der på sin skærm viser det, som dronenes kamera ser nede i tanken. Jens fandt hurtigt ud af, at dronen kan holde til lidt af hvert med sit kugleformede skjold. Og alene det, at flyve med en drone i en tank af metal, har slet ikke kunne lade sig gøre tidligere.

- Du ville ikke kunne styre dronen, den ville simpelthen bare falde til jorden, eller flyve ind i væggen og gå i stykker. Fortæller Jens Duusgaard.

For almindelige droner kræver gps-signal for orientere sig, det gør den her ikke. Denne drone har både en såkaldt motion-sensor og en distance-sensor, der hele tiden holder øje med, hvor tæt den befinder sig på væggene i tanken.


Jes Duusgaard havde arbejdet med inspektion af skibstanke i mere end et årti, da han faldt over en video på nettet, hvor man kunne se dronen flyve på steder, hvor droner normalt ikke kan flyve.

- Jeg har jo tænkt over det i mange år, og lige pludselig så jeg det ved et tilfælde, hvor den fløj inde i en mine. Så tænkte jeg " det kan laves om og puttes ind i et skib, siger Jes Duusgaard.

Slipper for at kravle rundt i tankene

Ifølge Jes Duusgaard selv er han sandsynligvis den første, der har fået den ide, at bruge Eliosdronen i skibstanke. En sand revolution, for normalt er inspektion af især store tankskibe en langvarig og kostbar affære.

- Det er jo manuelt, du kravler simpelthen igennem hele tanken. Men ofte får du ikke set mere end tyve procent, fordi tanken er så stor, så du må nøjes med at zoome ind med kameraet. Med den her drone kan vi flyve op i tyve meters højde i en tank på en olietanker og se mikroskopiske fejl i malingen, fortæller Jes Duusgaard.

Nu kan Jes og Jens klare mange dages arbejde på de store tankskibe – på få timer.

Men det tager ikke lang tid at konstatere, at i ballasttanken her på Oslobåden i det store hele er i fin stand. Og så går turen videre til en helt anden opgave - denne gang i en kloak i København NV. Og igen imponerer den flyvende diskokugle.

- Beton er noget af det, der kvæler GPS-signalet mest, og det at flyve i et kloakrør under jorden, det kunne man slet ikke gøre indtil for tre år siden, fortæller Jes Duusgaard.

quote Det har næsten ingen ende, hvor det kan nå hen, når først vi får øjnene op for det

Jes Duusgaard, Direktør


Flere stimler sammen for at se dronen i aktion. Blandt andet folk fra HOFOR og fra den nærliggende byggeplads. Og mens dronen flyver rundt under jorden, så kan man jo også lige skrue op for fascinationsfactoren. Jens Duusgaard sætter dronen til at lave en 3D-scanning af røret.

Dronen kan også scanne omgivelserne og konstruere en 3D-model af dem.
Dronen kan også scanne omgivelserne og konstruere en 3D-model af dem.
Foto: Casper Dalgård, TV2 Lorry


Uendelige muligheder

Fremover kan dronen måske ligefrem erstatte de normale kørende tv-inspektioner, som normalt laves med små kameraer på en lille bil, der er forbundet til operatøren på overfladen via kabler.

- Du får et bedre billede ud af det, du behøver ikke spule røret rent, for du skal ikke køre nede i røret. Hvis du kører med en almindelig bil, så skal du køre mod strømmen, så du kan kigge op i stikkene, lyder det fra kloaktekniker, Benny Dalgaard-Hansen, der også står og følger med.

Fra forsyningsselskabet HOFOR’s side er man nysgerrig på, om dronen kan inspicere de store kloakker inde i København, hvor man ellers sender mandskab ned.

- Det er en spændende fremtid, og vi kan måske bruge det inde i nogle af de gamle kloakker i Indre By, så vi undgår at kravle ned i dem, så det har også noget med arbejdsmiljø at gøre, siger Ernst Niemann, tilsynsførende hos HOFOR.

Og spørger man Jes Duusgaard, er der faktisk ikke mange grænser for, hvor de diskolysende kugler kan komme til at flyve rundt i fremtiden.

- Det er indvendig i store broer, det er kraft-varmeværker i brandkamrene, det kan være bygninger, der er ved at brase sammen, det har næsten ingen ende, hvor det kan nå hen, når først vi får øjnene op for det, siger Jes Duusgaard.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik