Spørg Os: Som børn legede vi i brandskum. Var det sundhedsskadeligt og med PFOS?

En del voksne danskere kan formentlig huske, at de har leget i brandskum som børn i forbindelse med større festligheder. Men hvor farligt var det egentlig?, spørger en læser.


Efter vores tids målestok levede man livet temmeligt farligt som barn i 1980'erne og 1990.

Det var eksempelvis almindeligt at sidde uden sele på bagsædet, og de voksne røg cigaretter indenfor.

Og nu undrer Jeanette Marker fra Helsinge sig over, om vi kan skrive endnu en sundhedsskadelig aktivitet på listen over ting, børn i den periode blev udsat for. 

Dengang var det nemlig et festligt indslag til byfester, markeder og sidste skoledag, at brandvæsenet kom og sprøjtede med brandskum, som børnene fik lov til at lege i. 

- Fra 1989 og frem har mine børn og mine venners børn leget i brandskum, som brandvæsenet kom ud og sprøjtede med til byfester og på skoler. Ungerne var vilde med det. 

quote Ungerne var vilde med det

Jeanette Marker, Helsingør

- Men efter den seneste tids sager med PFOS (giftigt og sundhedsskadeligt indhold i brandskum red.) undrer jeg mig: Er der viden om, hvorvidt det har givet skadelige påvirkninger?, spørger Jeanette Marker.

Et flertal af jer har sendt spørgsmålet videre gennem ugens afstemning, og vi har nu undersøgt sagen! 

Følg med på Spørg Os siden

Ødelagde tøj og sko

I første omgang ringer vi til Helsingør Beredskab for at finde ud af, hvor udbredt fænomenet egentlig var med lade børn lege i brandskum. 

- Jeg kan hvert fald godt huske, at det var noget man gjorde, men det er efterhånden rigtig mange år siden, det var en ting, fortæller beredskabschef Søren Lundhild, der samtidig betegner fænomenet som 'ren og skær underholdning'. 

- På et tidspunkt stod det klart, at det var problematisk at lade børnene lege i skummet. I første omgang fordi, det ødelagde børns tøj og sko, og så kom flere børn til skade i forbindelse med legen. 

Senere er der så også kommet mere viden om de sundhedsskadelige virkninger, siger Søren Lundhild, der samtidig fortæller, at Helsingør Beredskab blev etableret lang tid efter, man stoppede med at underholde børn med brandskum. 

Festligheder gik galt

Hos Hovedstadens Beredskab bekræfter den vagthavende operationschef, at det var noget, man gjorde engang, men at det nok ligger 25 år tilbage, at det formentlig allersenest er blevet stoppet omkring 2010, hvor man for alvor blev klar over, hvor sundhedsskadeligt brandskum egentlig er. 

En søgning i nyhedsarkiverne viser, at den seneste kendte episode med brandskum som børneunderholdning er fra 2009. Og her var det ved at ende helt galt, da 'festlighederne' udviklede sige til grædende børn og en kun 5-årig pige, der var ved at blive kvalt. 

Men udover ødelagt tøj, forslåede legemsdele og kvælningsrisiko, hvor sundhedsskadeligt kan det så have været på sigt at hoppe rundt i giftigt brandskum?

Formentlig ikke farligt

Vi har stillet spørgsmålet til en af landets fremmeste forskere på området, Philippe Grandjean, der er professor i miljømedicin og forskningsleder på Syddansk Universitet.

Og som en hver god forsker påpeger, han at det kommer an på en række forhold som eksempelvis, hvor længe man har leget i det, og om man har fået skummet i munden. 

- Det er svært at sige noget konkret, for det afhænger af, om man har slugt noget af skummet. Til gengæld trænger det ikke ind gennem huden ved kortvarig kontakt, skriver han i en mail til TV 2 Lorry, hvor han også påpeger, at det ikke er et emne, der er stor viden omkring. 

- Jeg kender ikke til undersøgelser, der nærmere dokumenterer, hvor meget man optager ved at lege i brandskum, lyder det fra professoren. 

Øvelsesskum versus Brandskumvæske

Selvom vi altså ikke kan komme med et 100% klart svar, er Jeanette Marker tilfreds.

- Det er helt fint at have fået det undersøgt.

Jeg aner ikke, om mine piger har slugt noget, for de kom ud helt dækkede af skum, som om de havde været i bad. Jeg er ikke bekymret nu, det var jeg heller ikke før, og nu har jeg fået svar på det, jeg undrede mig over, siger hun.

Tak til Jeanette Marker for spørgsmålet!

Selvom brandvæsenet altså ikke længere bruger skum til at give oplevelser til børn og unge, så er der iværksat andre initiativer. Det kan du blive meget klogere på i indslaget nedenfor, hvor TV 2 Lorry er på besøg hos et såkaldt ungdomsbrandvæsen.  










Hvad undrer du dig over?

Seneste Spørg Os artikler