Forsinket og for dyrt svømmehalsbyggeri irriterer borgere

Udsigten til først at kunne bruge den nye topmoderne svømmehal i Roskilde om mere end et år huer ikke byens borgere.

02:16

Den nye svømmehal i Roskilde står nu til at blive dobbelt så dyr som oprindeligt ventet.

Borgerne i Roskilde er ikke ligefrem begejstrede over, at den nye svømmehal, Roskilde Badet, bliver yderligere 49 millioner kroner dyrere og endnu en gang har fået udskudt sin indvielsesdato.

Det giver flere udtryk for, da TV 2 Lorry spørger Roskildeborgerne om sagen i byens storcenter, RO's Torv.

- Jeg synes, det er rigtig dårlig planlægning og dårlig styring af det hele. Det burde ikke være sådan, siger Elin Frandsen, der bor i Roskilde.

Læs også Skandaleramt svømmehal bliver dobbelt så dyr som ventet – og først klar i 2021

Det kommunale svømmehalsbyggeri skulle ifølge den oprindelige plan have været indviet i starten af 2019 til en samlet pris på 110 millioner kroner.

I stedet lyder prisen nu på hele 223,8 millioner kroner og en forventet åbning i april 2021.

Det sker efter at økonomiudvalget i Roskilde Kommune onsdag besluttede at spytte flere penge i budgettet og igen udskyde indvielsen af Roskilde Badet for at få kontrol over det skandaleramte byggeri. Dermed bliver byggeriet dobbelt så dyrt som først antaget.

- Det er irriterende, for de har lovet så mange gange, at den blev åbnet. Det er sikkert os, der kommer til at betale for det, siger Anette Sørensen, der bor i Roskilde.

01:16

Kort nyt. Foto: TV 2 Lorry

Luk video

15 måneder uden svømmehal til borgerne

Helt konkret går projektet ud på, at kommunen bygger en ny og topmoderne svømmehal med flere bassiner og andre faciliteter som en tilstødende bygning ved siden af den eksisterende svømmehal fra 1959.

Oprindeligt var det planen, at den gamle del af Roskilde Badet kunne holde åbent, mens den nye svømmehal bygges.

Men grundet flere byggeproblemer har kommunen siden 1. januar lukket den gamle svømmehal ned, så det videre byggeri af den nye og moderne svømmehal kunne prioriteres.

Med udsigten til åbning i april 2021 betyder det dermed, at Roskildes borgere står uden en større, kommunal svømmehal i en periode på 15 måneder.

Læs også Svømmehal må lukke et halvt år: Loftet begyndte at falde ned

- Jeg synes ikke, vi kan undvære den. Det er en stor del af Roskilde, at der er en svømmehal. Jeg glæder mig til at den bliver færdig, for så slipper jeg for at køre til Køge, siger Anette Sørensen

I stedet henvises svømmere til to andre og væsentligt mindre svømmehaller, der kun holder åbent for offentligheden mandag til fredag mellem 06.30 og 07.50 om morgenen. I weekenden er der lukket.

- Det er ærgerligt. Jeg er lærervikar, og vi bruger svømmehallen meget. Så det er ærgerligt, at eleverne heller ikke kan bruge den så meget, siger Jacob Laurents, der også bor i Roskilde.

00:36

Kort nyt.

Luk video

Byggeskandaler har hobet sig op

Første spadestik til den nye svømmehal, som bygges ved siden af byens nuværende, blev taget i maj 2017. Siden har adskillige forsinkelser og fordyrelser ramt byggeriet.

Først blev Roskilde Badet ramt af ”forsinkelser i materialeleverancer”, hvilket skubbede åbningen et år. Her forventede kommunen dog, at byggeriet ikke ville blive dyrere.

Men den melding ændrede sig, da man i starten af 2019 udskød åbningen endnu en gang som følge af asbestfund i den gamle svømmehal ved siden af den nye, hvis håndtering var kompleks.

I april måned begyndte loftet så at falde fra hinanden i den gamle svømmehal, hvilket igen forsinkede den nye svømmehal.

Læs også Åbning af topmoderne svømmehal er udskudt - igen

Og i maj måned ramte endnu en skandale byggeriet, da entreprenøren annoncerede, at dele af nybyggeriet skulle rives ned, fordi en kontrol havde vist alvorlige fejl i facadens betonelementer.

Byrådet besluttede i marts 2019, at få lavet en uvildig undersøgelse af planlægningen og projekteringen, når byggeriet står færdigt.

Denne skal fastlægge, hvem der bærer ansvaret for forsinkelserne og forydrelserne og fastsætte eventuelle kompensationer.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik