Region efterspørger penge til slidte skinner - regeringen vil ikke hjælpe

Der mangler finansiering til renovering af Østbanen på op til 650 millioner kroner. Regionsrådsformanden efterspørger hjælp fra regeringen.

Toget på Østbanen kører på slidte skinner. Det har fået Movia til at sænke hastigheden på strækningen. Foto: Lasse Skovgaard - TV2 ØST

I sidste uge måtte trafikselskabet Movia meddele, at man var nødt til at sænke farten fra 100 til 75 kilometer i timen på Østbanen, der binder Stevns, Faxe og Køge Kommune sammen.

Hastighedsnedsættelsen skyldes, at banens skinner er slidte og skal renoveres.

Læs også Skinnerne er slidte - hastigheden på lokalbane bliver sat ned

Men renoveringen er ikke mulig, før Region Sjælland har penge til at reparere skinnerne. Et beløb der kan løbe op i 650 millioner kroner. De penge har regionen ikke. Og det er et problem ifølge regionsrådsformand Heino Knudsen fra Socialdemokratiet.

- Hvis vi ikke kommer i gang med renoveringen, ender det med, at man ikke kan køre på Østbanen, siger han til TV 2 Lorry.

Skinnerne er 40 år gamle, og derfor er der brug for en renovering af skinnerne snarest, mener Venstre-borgmester i Faxe Kommune Ole Vive.

- Hastighedsnedsættelsen viser med al tydelighed, at det er på høje tid at komme i gang med en sporrenovering af hele Østbanen. Vi skal alle være med til at fremme, at det sker, siger han i en pressemeddelelse.

Vil have hjælp fra regeringen

Renoveringsarbejdet vil tage to et halvt år, og Heino Knudsen efterspørger hjælp fra regeringen til finansiering af arbejdet, da regionen ikke selv har penge til det.

Læs også Vred borgmester tordner mod Movia: ”Det er simpelthen ikke i orden”

- Hvis vi skulle ud og lånefinansiere renoveringen, ville det koste 30 millioner kroner ekstra i afdrag på lån om året, og det vil være penge, vi skal låne fra busruter og andre steder, fortæller regionsrådsformanden.

Ifølge transportminister Benny Engelbrecht fra Socialdemokratiet er renoveringen af Østbanen ikke regeringens ansvar.

- Privatbanerne, herunder Østbanen, er et regionalt anliggende. Regionerne modtager årligt midler til drift, vedligeholdelse og investeringer i privatbanerne via bloktilskuddet og via et fast statsligt investeringstilskud til privatbaner. Bloktilskuddet er ikke øremærket privatbanerne, og området prioriteres således selvstændigt af regionerneskriver ministeren i en mail til TV 2 Lorry.

Hastighedsnedsættelsen træder i kraft den 15. december, og her kan passagerer, der kører med Østbanen forvente en forlænget rejsetid på tre til syv minutter ved rejser på hele banens længde.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik