Presset stiger: Så lidt tid har overlæger til patienter

Overlæger i Region Hovedstaden bruger knap fem timer mindre om ugen på patienter end for ti år siden. Konsekvensen er - ifølge Overlægeforeningen - blandt andet stigende ventetid.

Der er skidt nyt for patienter i Region Hovedstaden.

En ny undersøgelse fra Overlægeforeningen viser nemlig, at hovedstadens overlæger i dag bruger knap fem timer mindre på patienterne om ugen end i 2011. 

quote Vi er nødt til at se på, om sundhedsvæsenet bruger overlægernes tid klogt. For det gør vi ikke i tilstrækkeligt omfang i dag.

Morten Boye Petersen, formand, det regionale overlægeråd i hovedstaden

I snit bruger overlæger i Region Hovedstaden 22,1 timer om ugen på patientrelateret arbejde. I 2011 var det tal 26,7. Og ifølge Morten Boye Petersen, der er formand for det regionale overlægeråd i hovedstaden, er det en uholdbar udvikling.

- Det går ud over patienterne, når vi som overlæger har mindre tid til vores kerneopgaver: At stille diagnoser og behandle sygdom. Det giver længere ventetid og dårlig udnyttelse af ressourcerne, oplyser han i en pressemeddelelse.

Kan ikke nå opgaverne

Det er særligt IT og administrative opgaver, der sluger tiden fra overlægerne. I undersøgelsen angiver knap hver tredje overlæge, at de har så travlt, at de aldrig eller sjældent når alle opgaver.

Ifølge Overlægeforeningen vil konsekvensen være længere ventetid, lavere kvalitet i behandlingen og dårligere inddragelse af patienter og pårørende. 

- Vi er nødt til at se på, om sundhedsvæsenet bruger overlægernes tid klogt. For det gør vi ikke i tilstrækkeligt omfang i dag, siger Morten Boye Petersen.

Overlægeforeningen påpeger selv, at man bør kigge på, hvilke opgaver andre kan varetage - eksempelvis de administrative opgaver, som lige nu er en tidssluger. Men også Regionens IT-system, der går under navnet Sundhedsplatformen, er en tidsrøver.

Problemer med Sundhedsplatformen er dog langt fra nyt. Det kan du blandt andet læse om her.

Undersøgelsen i tal

  • 2.121 overlæger svarede på undersøgelsen, der var udsendt til 6.122 overlæger i oktober og november 2020. Det giver en svarprocent på 34,6 procent.


  • I 2020 bruger overlæger i Region H 22,1 timer om ugen på patientrelateret arbejde. Det er et fald på 4,6 time siden 2011, hvor de brugte 26,7 time om ugen på patientrelateret arbejde.


  •  Overlæger i Region H fortæller, at de bruger 49% af tiden på patientrelateret arbejde. Det er den laveste andel i landet.


  • 84% af overlægerne i Region H fortæller, at de løser opgaver, som andre faggrupper kan løse.


  • 31% fortæller, at de aldrig eller sjældent når alle opgaver. 31% når sommetider alle opgaver, og 38% når altid eller ofte alle opgaver.


  • Årsagen til, at overlægerne ikke når alle opgaver, er mangel på tid (35%), besvær med it (20%), for mange administrative opgaver (19%) og for lidt personale (14%). Kun 7% peger på for få økonomiske ressourcer.


  • Konsekvensen er stigende ventetid, lavere kvalitet i behandlingen og dårligere patientinddragelse.


Kilde: Overlægeforeningen 

Forsøger at afhjælpe problemet

I Region Hovedstaden er man opmærksom på problemet. Det oplyser Christoffer Buster Reinhardt (K), der er formand for sundhedsudvalget.

- Jeg synes, det er forfærdeligt trist, at lægerne skal sidde foran computeren i stedet for at kigge patienterne i øjnene, siger han til TV 2 Lorry og fortsætter:

- Derfor prøver vi også at finde løsninger. Blandt andet forsøger vi at få flere lægesekretærer, som kan være med til at aflaste lægerne, så de netop ikke skal sidde ved computeren, men kan være hos patienten.

Foruden hjælpende hænder arbejdes der - ifølge Christoffer Buster Reinhardt - også med at gøre Sundshedsplatformen mere brugervenlig.

_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik