Overlæger: Alting tager længere tid med Sundhedsplatformen

Overlægerne når færre patienter i ambulatorierne, og en række basale opgaver tager op imod dobbelt så lang tid efter, at Sundhedsplatformen er blevet indført, viser ny undersøgelse.

Mens Sundhedsplatformen i denne weekend gennemgår en stor opdatering, gør Overlægeforeningen nu opmærksom på, at platformen giver overlægerne mindre tid til patienterne.

En ny undersøgelse fra foreningen viser, at en række opgaver tager væsentlig længere tid at udføre for overlægerne i Region Sjælland sammenlignet med før Sundhedsplatformen.

quote Det er ganske utilfredsstillende

Overlægeforeningens formand, Lisbeth Lintz

Inden implementeringen af Sundhedsplatformen havde overlægerne i gennemsnit 2,91 patienter per time i ambulatorierne. Ni måneder efter Sundhedsplatformen blev implementeret, nåede kun 2,31 patienter gennem ambulatorierne i timen. Det svarer til et fald på 21 procent. Og det foruroliger Overlægeforeningens formand, Lisbeth Lintz.

- Vi er hele tiden blevet stillet i udsigt, at så snart vi har vænnet os fuldt ud til Sundhedsplatformen, så vil der ligge en tidsmæssig besparelse i at bruge systemet. Men indtil videre er der intet, der tyder på det. Så samtidig med at ændringer i demografien gør, at vi får langt flere patienter, når vi markant mindre, end vi gjorde, før Sundhedsplatformen blev implementeret. Det er ganske utilfredsstillende, siger Lisbeth Lintz.

Opgaver tager længere tid

Undersøgelsen fra Overlægeforeningen viser også, at overlæger har overtaget opgaver, som andre faggrupper løste inden Sundhedsplatformen blev implementeret. Og en række opgaver tager væsentlig længere tid at udføre end før Sundhedsplatformen.

Eksempelvis tager det næsten 70 procent længere tid at bestille en blodprøve, 83 procent længere tid at udarbejde en operationsbeskrivelse og 160 procent længere tid at booke en patient til operation.  

- Det siger sig selv, at vi når færre patienter, når der er flyttet opgaver fra eksempelvis lægesekretærer til overlægerne. Og når hver opgave tager op til dobbelt så lang tid at lave, som de gjorde før, så hænger det ganske enkelt ikke sammen.

- Vi oplever alt for ofte at bruge tid på opgaver, som for eksempel lægesekretærer er langt bedre til, imens tiden går fra de patienter, vi har specialiseret os i at behandle, påpeger Lisbeth Lintz.

Landspatientregisteret og Sundhedsplatformen opgraderes denne weekend. Hør mere i dette indslag.

Er skeptisk over for ny, opgraderet version

Brugerne af Sundhedsplatformen i både Region Sjælland og Region Hovedstaden står netop i denne weekend over for at få implementeret en ny version af Sundhedsplatformen. Men Lisbeth Lintz har ikke megen tiltro til, at det vil løse den tidsklemme, overlægerne befinder sig i.

- I lang tid er vi blevet lovet, at den nye opdatering vil løse nogle af de store problemer, der er i Sundhedsplatformen i forhold til medicinmodulet og patientsikkerhed. Men ud fra hvad jeg indtil videre har set, ser det ikke helt sådan ud. Jeg har derfor heller ikke megen tiltro til, at vi kan indhente den ekstra tid, vi bruger på opgaver, der kunne løses hurtigere, inden vi gik over til Sundhedsplatformen, siger hun.

Koncerndirektør: Dokumentation er ikke en ulempe

Koncerndirektør i Region Sjælland, Leif Panduro Jensen, er heller ikke overrasket over undersøgelsens resultater. Men han mener ikke, at tiden, der bruges på dokumentation i dag, nødvendigvis er en ulempe for patienterne.

- Vi vil gerne have, at der bliver dokumenteret med det samme, så flere læger, der har med en patient at gøre med det samme kan se, hvad der sker med patienten, og patienten også selv kan se det.

- Men de skal jo ikke bruge mere tid end højest nødvendigt, så derfor gør vi en masse i øjeblikket for at gøre det nemmere for lægerne at dokumentere, siger Leif Panduro Jensen til TV 2 Lorry.

Opgraderingen af Sundhedsplatformen denne weekend planlægges, så patienterne mærker færrest mulige forstyrrelser. Det kan dog ikke udelukkes, at der kan opstå ekstra ventetid på ikke-akut behandling, oplyser koncerndirektør Leif Panduro.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik