Mette frygtede, tænderne ville knække, mens hun ventede på behandling - nu svarer Region H

Mette Neergård Holm er en af de mange patienter, der har fået tider på Rigshospitalet år ud i fremtiden. Nu svarer Region Hovedstaden på, hvorfor patienter skal vente i op til 10 år på behandling.

Perioder med hovedpine og frygten for at såkaldte stifttænder skulle udgøre hendes fortænder i en alder af 32 år.

Det er elementer, som har fyldt i Mette Neergård Holms hverdag, fordi hun i mange år har haft et for hårdt sammenbid.

For at komme problemerne til livs blev hun henvist - først til en specialtandlæge - og siden til tand-mund-kæbekirurgisk ambulatorium på Rigshospitalet.

quote Jeg har nogle kindtænder, der er knækkede, og det var jeg nervøs for om mine fortænder også ville gøre.

Mette Neergård Holm

Men da hun forleden - halvlandet år efter at være blevet henvist - fik indkaldelse til sin konsultation på Rigshospitalet, kunne hun konstatere, at den var sat til august 2034.

Som TV 2 Lorry tidligere har fortalt, er afdelingen nemlig ramt af årlange ventetider på grund af manglende kapacitet og ressourcer.

Mette Neergård Holm kan imidlertid glæde sig over, at hun sidste år - da Rigshospitalet ikke kunne oplyse den aktuelle ventetid - søgte mod Aarhus for at finde en hurtigere afklaring.

Her lykkedes det nemlig i løbet af ganske få måneder både at få en tid og komme til konsultation, hvor det blev vurderet, at en kæbeoperation ikke var nødvendig, men at en bideskinne og fysioterapi kunne afhjælpe hendes problemer.

En løsning, der har hjulpet i en sådan grad, at hun ikke længere har hovedpine eller slider på sine tænder i samme grad som tidligere.

Overvejede investering på 100.000 kroner

Men det er ikke kun det faktum, at hovedpinen og frygten for stifttænder er forsvundet, der har lettet tilværelsen. Det er også det faktum, at hun har fået en afklaring på forløbet, og hun dermed kan slippe de bekymringer, der fyldte. 

- Det har sluppet nogle bekymringer for, om mine tænder knækker og falder ud. Jeg har nogle kindtænder, der er knækkede, og det var jeg nervøs for, om mine fortænder også ville gøre. Kosmetisk er det jo grimt, siger Mette Neergård Holm.

Undervejs i forløbet var hendes bekymringer så store, at hun overvejede at bruge 100.000 kroner og selv betale for behandling i det private.

- Jeg har fået en afklaring på, om jeg selv skulle gå ud og bruge 100.000 kroner på at få det reguleret med eksempelvis togskinner, eller om det krævede, at det kæbekirurgisk skulle brydes op. Det har givet ro at vide, at vi gør noget, som, eksperterne vurderer, er rigtigt, og jeg også selv kan mærke har virket, siger hun. 

Langt fra alene

Som TV 2 Lorry kunne fortælle de seneste dage er Mette Neergård Holm langt fra den eneste, der har oplevet lange ventetider i mødet med Rigshospitalets tand-mund-kæbekirurgisk ambulatorium.

En opgørelse fra 25. maj viser, at der var 2236 patienter, der ventede på udredning og behandling på afdeling for kæbekirurgi på Rigshospitalet.

Heraf ventede i alt 1806 patienter på kirurgisk visitation og efterfølgende behandling, mens 427 af patienter allerede havde fået foretaget en visitation.

Martin Magelund Rasmusen, der er centerdirektør i HovedOrtoCentret på Rigshospitalet, fortalte i sidste uge, at de lange ventelister skyldes, at man mangler kapacitet og ressourcer.

"Ventelisten skal brydes op"

quote Det kan godt være, at man ikke kan begynde behandlingen før, men mit ønske er, at man kan få ryddet op i henvisningerne.

Mette Neergård Holm

Han forklarede samtidig, at det faktum, at de samlede patientforløb ofte kan strække sig over tre til fire år, og at patienterne skal til mange konsultationer, også spiller ind på de lange ventetider.

Spørger man Mette Neergård Holm, så ønsker hun sig netop, at der bliver ryddet op i ventelisten og taget en hurtigere vurdering af, hvorvidt patienterne skal igennem kortere forløb, der kan klares uden for afdelingen, eller om der er behov for specialiseret behandling.

- Hvis jeg skulle have ventet 12 år og lænet mig tilbage og ventet på den besked, jeg fik, så var mine tænder jo blevet meget værre. Det kan godt være, at man ikke kan begynde behandlingen før, men mit ønske er, at man kan få ryddet op i henvisningerne.

- Jeg skulle ikke opereres, men er blevet henvist til en løsning, de (personalet på kæbekirurgisk afdeling, red.) ikke skal stå for. Indtil da ville jeg jo optage en plads på ventelisten, siger Mette Neergård Holm. 

Kan tage flere år at nedbringe ventelister

Formanden for sundhedsudvalget i Region Hovedstaden, Christoffer Buster Reinhardt (C), er langt fra imponeret over de lange ventetider, da TV 2 Lorry gør ham opmærksom på problemet.

- Det er jo forfærdeligt, og det er ikke det sundhedsvæsen, som vi ønsker at tilbyde borgerne. Jeg synes, vi skal have kortere ventetider i Region Hovedstaden, så folk får hurtigere hjælp.

Han forklarer, at de berørte afdelinger på Rigshospitalet er ramt af, at der er kommer flere patienter, der har brug for kæbekirurgi eller tandretning. Det sammenkoblet med manglende personale og manglende fysisk kapacitet er roden til de lange ventetider.

quote Der kan gå flere år, før vi kan få nedbragt den store pukkel på omkring 2.500 patienter

Christoffer Buster Reinhardt (C), formand for sundhedsudvalget i Region Hovedstaden

Christoffer Buster Reinhardt forklarer dog, at han er klar til at se, hvad han og Region Hovedstaden kan gøre for at komme ventelisten til livs.

- Vi bliver nødt til at se på, hvad vi kan gøre for at mindske de her ventetider, for 10 år, det siger sig selv, det er ikke tilfredsstillende, siger han og uddyber om løsningen:

- Vi skal blive bedre til at bruge de praktiserende specialtandlæger, så vi bruger deres ressourcer fuldt ud. Og så skal vi også være bedre til at samarbejde på tværs af regionerne.

Men har man en tid flere år ud i fremtiden, så skal man ikke sætte næsen op for, at der findes en løsning henover natten, lyder det fra Christoffer Buster Reinhardt, (C).

- Det bliver ikke et quickfix. Det kræver ombygning og mere personale. Derfor skal vi lægge en mere langsigtet løsning, og hvis det koster penge, så er jeg klar til at se på det.

Hvornår forventer du, at ventetiderne bliver kortere?

Det er meget, meget svært at sige. Jeg ville ønske, jeg kunne stå på TV 2 Lorry og sige, at det bliver godt fra næste uge, men det, tror jeg, er naivt. Der kan gå flere år, før vi kan få nedbragt den store pukkel på omkring 2.500 patienter. Det er noget, vi går i gang med, men at komme med en konkret dato, vil være for kålhøgen af mig.