18-årig sigtet for forsøg på manddrab efter overfald på dreng

En 15-årig dreng blev mandag aften overfaldet af et ukendt antal gerningsmænd på sin adresse. Én er anholdt.

Flere personer brød mandag aften ind i en lejlighed i Kongens Lyngby nord for København, hvor de overfaldt en 15-årig dreng med en ukendt genstand.

Politiet anser det som forsøg på manddrab.

En 18-årig mand blev anholdt i løbet af natten, og han fremstilles tirsdag i et grundlovsforhør sigtet for forsøg på manddrab. Der ledes stadig efter et ukendt antal gerningsmænd.

Det oplyser vagtchefen ved Nordsjællands Politi tirsdag formiddag. Det er uvist, hvornår på dagen manden fremstilles.

Politiet kan tirsdag formiddag ikke oplyse yderligere om sagen.

Episoden fandt sted på Lyngbygårdsvej omkring klokken 18.50. Her blev den 15-årige dreng opsøgt på sin adresse og overfaldet af mellem tre og fem personer.

Han blev sandsynligvis overfaldet med et bat, men det er fortsat uklart, oplyste vagtchef Daniel Cunneely tirsdag morgen.

Han tilføjede, at drengen er uden for livsfare, og at han har været ved bevidsthed under hele forløbet.

Motivet til overfaldet er fortsat uklart. Men Daniel Cunneely oplyste natten til tirsdag, at det efter politiets vurdering ikke er banderelateret.

Politiets efterforskere arbejdede det meste af mandag aften og i de tidlige nattetimer på adressen. Det arbejde er nu afsluttet, oplyste vagtchefen tirsdag morgen.

Overfaldet blev anmeldt til politiet af en anden beboer på adressen.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik