Ramt af omfattende gasflaske-tyverier - handlende skal tænke sig om, lyder opfordring

Tyveknægte stjæler store mængder gasflasker, som de sælger videre på nettet. Byggemarkeder oplever det som et stort problem.

Flere byggecentre har været ramt af omfattende gasflaske-tyverier den seneste tid.

For et par måneder siden var det Johannes Fogs byggecenter i Værebro i Egedal Kommune, der blev ramt. Her blev 38 gasflasker stjålet på ingen tid.

Ifølge Nordsjællands Politi bliver mange tankstationer også udsat for gasflaske-tyverier, og de oplyser til TV 2 Lorry, at politiet tager problemet meget alvorligt.

Brancheorganisationen Danske Byggecentre mener, at problemet med gasflaske-tyverier er stigende - særligt nu hvor det er ved at være grillsæson.

Johannes Fogs byggecenter i Værebro har låst gasflaskerne inde i et bur. Alligevel lykkedes det tyve at stjæle 38 gasflasker.
Johannes Fogs byggecenter i Værebro har låst gasflaskerne inde i et bur. Alligevel lykkedes det tyve at stjæle 38 gasflasker.
Foto: Sebastian Andersen Holm / TV 2 Kosmopol

Derfor advarer Danske Byggecentre nu alle om at være ekstra opmærksomme, inden man køber en gasflaske over internettet.

- Vi vil meget gerne have, at folk lige tænker sig om en ekstra gang. Man skal især holde øje med prisen. Hvis det er meget billigt, er der nok noget galt, siger Palle Thomsen, der er administrerende direktør for Danske Byggecentre.

Han forklarer, at tyverierne har økonomiske konsekvenser for byggecentrene:

- Der bliver stjålet for et millionbeløb hvert år. En gasflaske kan jo nemt koste 1.200 kroner, og hvis de så stjæler 100 flasker, som vi ser nogen gange, så løber det op. Samtidig bliver der typisk også ødelagt noget under tyverierne.

Sådan vurderer du, om en gasflaske er stjålet:

  • De stjålne gasflasker sælges typisk meget billigt. Nogle gange kan man købe dem for op til halv pris i forhold til i butikkerne.
  • Annoncøren sælger typisk mange flasker, som er ubrugte og plomberede.
  • Sælgeren har flere annoncer. Her sælges gasflaskerne i små partier.
  • Man skal hente flaskerne på lyssky steder.
  • Sælgeren er ikke NemID-certificeret.
  • Sælgeren nægter at oplyse, hvor flaskerne stammer fra.



Kilde: Danske Byggecentre 



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik