Nu kan børn uden symptomer blive testet for corona uden lægehenvisning

Tidligere skulle forældre til børn over to år have en lægehenvisning, før barnet kunne få foretaget en coronatest.

Børn ned til to år kan nu blive testet for corona i TestCenter Danmarks testtelte uden at skulle have en henvisning fra lægen.

Fremover kan forældre til børnene gå ind på coronaprover.dk og booke en tid, selv hvis børnene er raske og uden symptomer.

Det sker, efter regionerne har oplært personale i testteltene i at teste børn, og Sundhedsstyrelsen har anbefalet at gå skridtet videre med tests af børn.

Det skriver Danske Regioner i en pressemeddelelse.

- Initiativet er et vigtigt skridt i den rigtige retning, siger Stephanie Lose (V), der er formand for Danske Regioner.

Praktisk ved smitte på skoler og i daginstitutioner

Ifølge regionerne har mange oplevet lange ventetider til test af deres børn, fordi der her været pres på telefonerne hos de praktiserende læger og vagtlæger for at få den påkrævede henvisning.

Det kan for eksempel have været et særligt problem, hvis ens barn er blevet sendt hjem som følge af smitte på deres skole eller daginstitution.

Her kan mange børn i sagens natur være helt uden symptomer, men stadig have behov for at få foretaget en test for at eliminere enhver tvivl og opsporre smittekæder.

- Når forældre til børn uden symptomer nu kan booke tid og få testet børn uden henvisning fra en læge, er det nemmere og mere smidigt for den enkelte familie. Det betyder meget, når en test er nøglen til at vende tilbage til en normal hverdag, for eksempel hvis barnet bliver testet på grund af smitte i skole eller dagtilbud, siger Stephanie Lose (V).

Pres på testcentre

Med den nye mulighed for tests uden lægehenvisning er det regionernes håb, at børn og familierne kan få hurtigere afklaring.

Det kan dog blive et problem, hvis man som børnefamilie er bosat i eller omkring København.

De seneste dage har der nemlig været lang ventetid på at få en tid til en coronatest. Onsdag morgen er der flere dages ventetid på tests.

Det har fået sundhedsminister Magnus Heunicke (S) til at bebudde en fordobling af testkapaciteten i Københavns Lufthavn i Kastrup, mens der henover weekenden vil blive oprettet pop-up testcentre rundt i København.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik