Gratis mad til læger og sygeplejersker: "De er hverdagens helte"

Sundhedspersonalet kommer til at knokle i mange uger for at holde liv i tusindvis af sygdomsramte danskere. Flere restaurationer takker dem nu med gratis mad.

Gratis pizza, wokretter, kaffe og shawarma. Sundhedspersonalet bliver lige nu takket af restaurationsbranchen for deres indsats for Danmark Foto: Malte Kristiansen - Scanpix

Er du en af dem, der skal redde liv i de kommende uger og måneder, så er du en helt - og derfor fortjener du gratis mad.

Sådan lyder budskabet lige nu fra en stribe restaurationer, der tilbyder pizza, wokretter, sandwich, kaffe og meget andet til det arbejdende sundhedspersonale på hospitalerne.

- Vi bliver nødt til at holde sammen som samfund nu, hvor sundhedspersonalet udfylder en utrolig vigtig opgave i disse dage. Det mindste, vi kan gøre, er at sige tak. Og den måde, vi bedst kan gøre det på, er ved at tilbyde gratis pizza, siger Özcan Sekeroglu, der ejer den italienske restaurant That´s Amore i Roskilde.

Den indsats, vi yder, er peanuts i forhold til det arbejde, de laver. De skal redde menneskeliv, og hvis vi på nogen måde kan støtte dem i det, så vil vi rigtig gerne det

Özcan Sekeroglu, That´s Amore

Læs også Fodboldklub tvunget til at lukke baner: "Forstå alvoren, bliv hjemme"

Kort efter at restauranten slog tilbuddet op på Facebook i aftes, kom de første pizzahungrende hospitalsansatte og hentede pizza.

Til i aften er der kommet en række bestillinger, og personalegrupper har samlet sig, så nogle få personer indtil videre henter over 20 pizzaer til kollegerne på hospitalet.

- Vi forventer, at antallet vokser betragteligt, når mere af sundhedspersonalet opdager tilbuddet. Men det er kun fint, vi vil rigtig gerne hjælpe dem i en presset tid, siger Özcan Sekeroglu.

- Den indsats, vi yder, er peanuts i forhold til det arbejde, de laver. De skal redde menneskeliv, og hvis vi på nogen måde kan støtte dem i det, så vil vi rigtig gerne det, fortsætter han.

Læs også Mens Michelin-restaurant er lukket, laver chefkok mad til hjemløse

Flere gratis tilbud ved mange hospitaler

Udover gratis pizza fra That´s Amore i Roskilde, så har personalet på Roskilde Hospital også tilbud om en gratis shawarma sandwich fra spisestedet Shawarma Grill House no.1.

Læger og sygeplejersker på Glostrup Hospital kan hente en gratis valgfri hovedret fra den thailandske restaurant WokAmok.

På Rigshospitalet tilbyder Espresso House i disse tider gratis kaffe til sundhedspersonalet.

Læger og sygeplejerskerne bliver af Leif´s Pizzaria betegnet som ”hverdagens helte” på Facebook, og det vil pizzariaet godt kvittere for med en gratis pizza.

Restauranter er selv ramt af coronakrisen men hjælper alligevel

Flere af de restaurationer, der nu tilbyder gratis mad, er ellers selv ramt af coronakrisen.

De har fået forbud mod at servere mad i deres restauranter, hvilket har fået omsætningerne til at falde. Men trods modgangen, så har de altså stadig overskud til at hjælpe andre.

- Det er da klart, at vi er i en lille krise, men økonomi og penge er ikke alt, siger Özcan Sekeroglu fra That´s Amore.

Det er da klart, at vi er i en lille krise, men økonomi og penge er ikke alt

Özcan Sekeroglu, That´s Amore

- Vi er blevet støttet af lokalsamfundet her i Roskilde i de seks-syv årm, vi har eksisteret, og nu er det på tide, at vi også giver noget af den støtte tilbage, siger Özcan Sekeroglu.

Tiltagene fra de forskellige restaurationer bliver mødt med meget stor begejstring af det hårdtarbejdende sundhedspersonale. På Facebook-opslagene, hvor tilbuddene bliver præsenteret, strømmer det derfor lige nu ind med massevis af rosende kommentarer.

- Gud! Jeg bliver helt rørt. Hvor er det en fantastisk dejlig anerkendelse af os der knokler for at holde Danmark i live. Tak for det og tak for jer , skriver en sygeplejerske på Facebook til et af opslagene om gratis mad.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik