39-årig med corona-symptomer: Som at blive kvalt indefra

Havanna Luma Frandsen er 39 år. Normalt er hun frisk, rask og i fornuftig form, men i øjeblikket gennemlever hun det værste sygdomsforløb, hun nogensinde har oplevet.

Havanna Luma Frandsen fra Gilleleje er normalt en sund og rask kvinde på 39 år.

Men efter, at hun er blevet smittet med, hvad, hun er overbevist om, er coronavirus, har hun haft et sygdomsforløb, som hun aldrig før har haft.

Derfor satte Havanna Luma Frandsen sig ved tasterne for at lave en grundig beskrivelse af sin oplevelse med coronavirus, som hun har delt i et opslag på Facebook.

”Og det er så mig. 39-årig, sund og rask. Og alligevel er det her nok det værste sygdomsmæssigt, jeg nogensinde har oplevet,” skriver hun i sit opslag, der i skrivende stund er blevet delt 5000 gange.

Artiklen fortsætter efter billedet

Havanna Luma Frandsen fortæller, at de symptomer hun oplever er meget voldsomme ​​​
Havanna Luma Frandsen fortæller, at de symptomer hun oplever er meget voldsomme ​​​
Foto: Privatfoto

Vi skal passe på hinanden

Hun har skrevet opslaget for at gøre opmærksom på, at de symptomer hun oplever, som hun formoder er covid-19, er noget andet end almindelig influenza. Det er snarere en influenza på steroider.

Det får hende til at sige, at man skal tage sygdommen alvorligt, fordi man kan altså blive meget syg. Også selvom man ellers er frisk og rask.

- Der er mange, der ikke helt har forstået, hvor seriøst vi skal tage det her. Der er folk, der tænker: 'Jeg er jo sund og rask, så det bliver ikke så slemt, hvis jeg skulle få det.' Men det kan altså blive meget slemt uanset din alder. Derfor er det bare så vigtigt, at vi løfter i flok. Vi ved ikke hvem den næste, der bliver ramt, er, siger Havanna Luma Frandsen til TV 2 Lorry.

Tre typiske forløb med coronavirus: 

"For de, der udvikler symptomer, er det karakteristiske at man til at begynde med har symptomer fra svælget og øvre luftveje, alment ubehag, muskelsmerter og evt. let tør hoste, men ikke åndedrætsbesvær. I dette stadium har patienten ofte ikke feber. Det er meget sjældent, at patienten har brug for behandling fra sundhedssystemet i dette stadie.

 

Mildt forløb, som forekommer hos størstedelen af de smittede: 

 

Ovenstående symptomer forsvinde spontant i løbet af 4-6 dage og personen anses derefter for at være klinisk rask, og uden risiko for at blive alvorligt syge af covid-19. I dette forløb vil der sjældent være behov behandling fra sundhedsvæsenet.

 

Moderat alvorligt forløb (hovedsageligt ældre og kronisk syge): 

 

På 4.-7. dagen efter de første symptomer fra øvre luftveje, begynder patienten at klage over åndenød. Samtidig forværres hoste, og feberen kan stige. De nedre luftveje inddrages og der tilkommer lungebetændelse med behov for understøttende behandling i form af ilt- og væskebehandling. Der er behov for indlæggelse på et hospital, men patienten klarer sig igennem infektionen uden behov for indlæggelse på intensivt afsnit.

 

Alvorligt forløb (hovedsageligt ældre og kronisk syge): 

 

Denne gruppe af patienter ligner de patienter med moderat alvorligt forløb, men adskiller sig fra denne gruppe ved, at patientens lungebetændelse fortsat forværres over de følgende 2-4 dage. For sådanne patienter vil behovet for supplerende iltbehandling øges, og mange vil opleve, at de udtrættes og derfor får behov for indlæggelse på intensivt afsnit til respiratorbehandling. Dette er naturligvis en alvorlig tilstand, men erfaringerne fra Kina viser, at størstedelen klarer sig igennem forløbet og overlever."

 

Kilde: Retningslinjer for håndtering af covid-19 i sundhedsvæsenet, Sundhedsstyrelsen

Hun er ikke blevet testet for coronavirus. Trods det, er hun ikke i tvivl om, at hun er ramt af coronavirus, hvilket en læge også har bekræftet hende i.

quote Det føltes som om lungerne var for små, eller som om der var en spændetrøje rundt om dem.

Havanna Luma Frandsen

- De symptomer, jeg har oplevet, har jeg på ingen måde prøvet før, og de matcher præcis symptomerne for coronavirus. Det bekræftede de også, da jeg talte med lægevagten. Og min ven, der er læge, er heller ikke i tvivl om, at det er corona. Med det jeg har oplevet, tør jeg slet ikke tænke på, hvordan det er, at være så hårdt ramt, at man skal indlægges, siger Havanna Luma Frandsen.

Hun har været i sit eget hjem under hele sygdomsforløbet.

Artiklen fortsætter efter billedet

Havanna Luma Frandsen troede først ikke på, at hun var ramt af corona.
Havanna Luma Frandsen troede først ikke på, at hun var ramt af corona.
Foto: Privatfoto

Hun understreger, at hun ikke har skrevet opslaget for at sprede frygt.

- Der er også mange, der går i panik og bliver skræmt over de ting, der kommer frem. Der er også mange nyheder, der spiller på frygten. Det gavner ikke noget. Vi skal bare tage det seriøst og passe godt på hinanden. Så skal vi nok komme igennem, siger hun.

Troede først ikke på corona

Havanna Luma Frandsen begyndte at blive syg omkring den 7. marts. I starten troede hun ikke på, at der var tale om coronavirus. Men hun var alligevel forvirret over de symptomer, hun oplevede. 

”Det var en helt enorm træthed, sløve bevægelser, smertende muskler og led, og udmattelse helt ind til benet. Alt dét er klassisk influenza. Men under det hele lå en fysisk følelse og ulmede, som jeg aldrig har oplevet tidligere, og som ikke kan forklares. Det var bare... helt anderledes,” forklarer hun i sit facebook-opslag.

- Det var sådan en følelse af, at man blev helt drænet for livskraft, som om al energi bare siver ud af en - en meget underlig følelse, siger Havanna Luma Frandsen,

Efter den første uge kom den næste mere alvorlige fase, hvor hun fik feber. I opslaget skriver hun:

”Efter cirka en uge udviklede det sig og gik i vævet omkring lungerne. Bindevævet hele vejen rundt om lungerne, både i ryggen, på siden og foran, inklusive rundt om hjertet, begyndte at svide og smerte. Det begyndte at blive udfordrende at trække vejret. Det føltes som om lungerne var for små, eller som om der var en spændetrøje rundt om dem. Jeg kunne ikke trække vejret frit. Det var først her, jeg fik feber."

- Min krop var i alarmberedskab

- Da jeg først begyndte at hive efter vejret ringede jeg til lægevagten. De sagde, at det lød fuldstændig som symptomerne på coronavirus. Jeg lå bare fladt og forsøgte at hvile mig så meget som muligt. Min krop var i alarmberedskab, uddyber hun.

Artiklen fortsætter efter billedet

Da feberen kom, blev sygdommen værre
Da feberen kom, blev sygdommen værre

Efter et døgns tid blev det værre for Havanna.

- Det var i en grad, hvor jeg begyndte at blive lidt bange. Ikke fordi jeg gik i panik, for selvfølgelig overlever jeg. Det ved jeg, og det har jeg ikke været i tvivl om. Men bange, fordi kroppen begyndte at reagere, som om jeg blev kvalt indefra. Jeg kunne ikke sidde oprejst i fem minutter uden at blive så udmattet helt ud i cellerne, at jeg blev nødt til at lægge mig ned, siger hun.

Derefter kontaktede Havanna lægevagten flere gange. Trods de voldsomme symptomer, vurderede lægen ikke, at hun havde behov for indlæggelse. 

- Jeg vidste jo, at når jeg havde fået det så slemt, så tilhørte jeg de 20 procent, der får de slemme symptomer. Det at ligge der helt alene, og selv skulle vurdere, om jeg skulle indlægges, det var ikke rart. Især fordi jeg normalt nok er typen, der siger, det går nok, den klarer jeg selv. Jeg følte mig rigtig meget alene med det her, siger hun til TV 2 Lorry.

Artiklen fortsætter efter billedet

Havanna Luma Frandsen forventer, at der går halvanden uge, før hun er helt rask
Havanna Luma Frandsen forventer, at der går halvanden uge, før hun er helt rask
Foto: Privat foto

Tænk dig om

At Havannas sygdomsforløb blev vurderet til ikke at være så slemt, at hun skulle indlægges, er en af pointerne med hendes facebook-opslag:

Hun vil gerne være med til at fortælle, at selvom man ikke er truet på livet, og selvom man bliver rask igen og kommer videre, så kan corona - som hun altså formoder hun har - være en voldsom omgang, Især hvis man er en af dem, der bliver ramt hårdt.

- Jeg vil gerne opfordre alle til at være opmærksomme på, at det faktisk kan være dem, der bliver ramt. Man kan også være den, der kommer til at smitte en anden. Og hvis man er en af de uheldige, som bliver hårdt ramt, er det meget meget ubehageligt. Jeg vil virkelig opfordre til, at vi alle sammen tænker os om i vores daglige liv, siger hun.        

I dag er Havanna over det værste i sygdomsforløbet. Hun har stadigvæk en smule feber, og hun er stadigvæk udmattet. Men hun frygter ikke længere indlæggelse.

- Det går stille og roligt fremad. Jeg tror, der går halvanden uge endnu, før jeg er helt mig selv igen. Det meget langsomt med at få det bedre. Det er virkelig en ordentlig omgang, siger Havanna Luma Frandsen.

Her kan du læse hele hendes Facebook-opslag:


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik