Akut mangel på institutionspladser tvinger forælder til at passe sit barn selv

Småbørnsforældre i Lejre oplever, at der ikke er nok daginstitutionspladser i deres nærområde. Men der er hjælp på vej, lyder det fra borgmesteren.

Flere byer i Lejre Kommune vokser med nybyggeri og børnefamilier, og det burde jo egentlig være en god ting.

Men småbørnsforældre oplever, at kommunen ikke kan følge med. Der er ikke institutionspladser nok, lyder det.

quote Vi fortryder faktisk, at vi har købt det her hus i Lejre nu, fordi vi ikke kan få institutionspladser til vores børn

Nikolaj Aarestrup Hviid

For eksempel har Sara Hansen, der bor med sin familie i Lejre By, følt sig nødsaget til at søge orlov fra sit arbejde som sygeplejerske på Sjællands Universitetshospital i Roskilde for at passe sin søn, August, på 14 måneder.

Familien havde fået tilbudt at få August passet i Kirke Hyllinge, men det er 17 kilometer fra huset i Lejre By, og derfor har familien valgt at takke nej.

- Det kan ikke hænge sammen for os. Både min mand og jeg skal møde på arbejde klokken syv nogle dage. Jeg arbejder i Roskilde, og han arbejder i København. Så vi kan ikke få logistikken til at gå op, hvis vi også skal pendle med August, fortæller Sara Hansen.

Familien flyttede til Lejre for tre år siden, men ifølge Sara Hansen havde de valgt at bo i en anden kommune, hvis de havde vidst, at de ikke kunne få deres mindste barn passet i lokalområdet.

Mange forældre mangler en institutionsplads

I Facebook-gruppen "Lejre By og Omegn - OPSLAGSTAVLEN" finder man flere kommentarer fra frustrerede forældre i kommunen, der fortæller, at de mangler en institutionsplads til deres barn.

En af dem, der har skrevet på siden, er Louise Schiøtt. Hun skal flytte fra Valby i København til Højby i Lejre om en måned med sin familie. Hende og hendes mand, Nikolaj Aarestrup Hviid, har en pige på et halvt år og en dreng på fire. 

quote Det er kommet bag på os, at så mange børnefamilier er flyttet hertil, og at der mangler så mange institutionspladser

Borgmester i Lejre Kommune, Carsten Rasmussen (S)

De har endnu ikke fået tilbudt en institutionsplads til den mindste, men de har fået tilbudt en plads 7 kilometer fra deres hus, i Gevninge, til deres dreng.

Et tilbud de har valgt at takke nej til:

- Vi har ikke nogen bil, og det er kun den ene af os, der har et kørekort. Så vi er specifikt gået efter et hus, der ligger lige ved en togstation, så vi kan pendle til vores arbejde i København. Vi kan ikke cykle 7 kilometer hver vej med vores børn for at aflevere dem i institution, så tilbuddet duer ikke for os, siger Nikolaj Aarestrup Hviid.

Nu er planen så at drengen fortsat skal gå i børnehave i København, og det betyder, at han skal pendle i tog med den ene af sine forældre.

- Vi fortryder faktisk, at vi har købt det her hus i Lejre nu, fordi vi ikke kan få institutionspladser til vores børn.

Borgmesteren: Der er hjælp på vej

Borgmesteren i Lejre Kommune, Carsten Rasmussen (S), anerkender, at der er stor mangel på institutionspladser nogle steder i kommunen.

- Samlet set mangler vi ikke pladser, men i nogle byer er institutionerne fyldt op. Årsagen er, at vores prognoser ikke har holdt. Det er kommet bag på os, at så mange børnefamilier er flyttet hertil, og at der mangler så mange institutionspladser, siger han.

Men ifølge borgmesteren er politikerne villige til at løse problemet, og der er hjælp på vej her og nu. Der bliver bygget tre nye integrerede institutioner i kommunen, og en af dem åbner op for børn i Lejre By fra september.

- Alle de familier med børn, der bor her i Lejre By nu, skulle gerne få tilbudt en plads i lokalområdet, når det nye børnehus står færdigt, siger han.

Det samme gør sig gældende i Osted og Ejby, hvor der også er to nye, større integrerede institutioner på vej.

Kan du så garantere, at børn på sigt også kan få en institutionsplads i deres lokalområde? 

- Med de fejl, der har været i prognoserne indtil nu, er jeg meget forsigtig med at udtale mig om det. Vi får lavet nye prognoser nu, og vi kigger på prognoserne både internt i kommunen, og har også fået eksterne virksomheder til at se på dem, siger han og fortsætter:

- Således får vi de bedst mulige bud på, hvor mange børn vi skal forvente, der skal passes, så vi kan udvide vores daginstitutionskapacitet, så der er plads til alle, også på sigt.