Vildt væksteventyr: Før var dette en bar mark - nu er der over 30 firmaer

Køge Kommune har medvind, når det gælder om at lokke nye virksomheder til. Senest har distributionsfirmaet Nomeco åbnet nordens største medicinlager i Køges industriområde.

02:55

Senest er Køge blev hjemsted for Nordens største fuldautomatiserede distributionscenter.

Logistikdirektør Per Hansen viser rundt på virksomheden Nomeco i Køge. Her har nordens største fuldautomatiske medicinlager netop slået dørene op.

- Vi får varer sydfra, og vi leverer til vores kunder i norden, i Danmark, og vi kan både køre øst, vest og nord her fra Køge, siger Per Hansen til TV 2 Lorry.

Nomeco er en ud af en række virksomheder, som har fået øjnene op for Køge i løbet af de seneste år.

Nomeco vil beskæftige 100 ansatte, når virksomheden kører i fuld drift.  Foto: Leif Danielsen - TV 2 Lorry

En otte-sporet motorvej, den nye Køge Nord station, hurtige tog til København og en god logistik har været med til at lokke virksomhederne til.

I dag rummer industriområdet kaldet Skandinavisk Transport Center over 30 virksomheder. Det er så mange, at der snart ikke kan bygges mere på arealet, som tilbage i 2000 blot var en bar mark.

- Køge Kommune var skræddersyet til vores forretning, fordi vi har meget lastbiltransport i vores virksomhedsdrift. Skandinavisk Transport Center har bygget veje til lastbilerne, og samtidig har de mulighed for at bygge grunde, som er store nok til os, forklarer Per Hansen.

Læs også Vokseværk og væksteventyr: Fornem pris til Køge-virksomhed

Havn udvides til tredobbelt størrelse

Også et andet sted i Køge er der fuld gang i væksten.

På Køge Havn er man ved at udvide det nuværende havneområde til tredobbelt størrelse i forhold til i dag. Lige nu ligger der 20 virksomheder på havnen, men det, forventer man, vil blive doblet op henover de næste mange år.  

- Jeg vil sige, at det hele handler om beliggenhed. Uden at lyde som en ejendomsmægler, så er det nærheden og tætheden til de 1.300.000 mennesker, der bor nord for os, som gør Køge interessant, siger direktør i Skandinavisk Transport Center, Thomas Kampmann, til TV 2 Lorry.

Køge Havn bliver lige nu udvidet til tredobbelt størrelse. 

Udbygningen på havnen er et godt billede på den udvikling, som foregår i Køge Kommune.  

Her går man med drømmen om at blive et Nordeuropæisk centrum for transport og logistik.

- Fordelen er, at virksomhederne kommer i en klynge, hvor der er ligesindede. Arbejdskraften søger hertil, lastbiler søger hertil, og alt det som man har brug for, når man skal lave en logistikforretning, findes her, siger Thomas Kampmann.

Læs også Helt ny bydel i Køge debatteret på borgermøde

Flere virksomheder giver øget velfærd

De mange virksomheder, der flytter til Køge, er noget, man for alvor kan mærke i kommunekassen.

Her har partierne bag den nye budgetaftale kunne bruge flere penge på velfærd end tidligere år.

- Det, som væksten konkret betyder i Køge, er, at vi for eksempel har penge til de mange flere ældre borgere og børn, som der er i vores kommune, siger borgmester Marie Stærke (Soc.dem).

- Vi har kunnet investere i cykelstier, omfartsveje og idrætsfaciliteter, som vi ellers ikke havde haft penge til, hvis ikke det var for den vækst, som vi oplever i dag. 

 

På det nyåbnede distributionscenter Nomeco vil man have 100 ansatte, når produktionen er i fuld drift.

Og her vil Køge-borgerne også have mulighed for at søge job inden for den nærmeste fremtid.

- I første omgang kommer vi til at flytte medarbejdere fra vores nuværende lokaliteter. Men vi kan allerede se nu, når vi hyrer ind til nye stillinger, at vi kan trække fra det opland, der ligger i Køge Kommune, siger logistikdirektør i Nomeco, Per Hansen.

Henover de næste syv år regner Køge Kommune med at kunne skabe 7000 nye arbejdspladser og få 8000 nye borgere til.

Læs også Lille tyggegummivirksomhed i raketmedvind

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik