Slut med for’mænd’ i København ved en fejl: Politiker fik det dårligt under afstemning

Alternativets Franciska Rosenkilde jubler. I Venstre hænger de med mulen efter stemmekoks.

Efter en lang debat og neglebidende spændende afstemning blev det torsdag aften på et møde i borgerrepræsentationen i København vedtaget at ændre titlen ’formand til ’forperson’.

På forhånd lignede det ellers ikke, at beslutningsforslaget stillet af Alternativet skulle gå igennem, men et stemmekoks ville det anderledes.

Gik glip af afstemning ved en fejl

- Jeg havde migræne under hele mødet, og da debatten trak ud, blev jeg nødt til at gå på toilettet for at få lidt ro. Jeg troede ikke, de var kommet til afstemning endnu, siger Venstre-medlem af borgerrepræsentationen, Heidi Wang, til TV 2 Lorry.

Dermed kom Heidi Wangs stemme ikke til at tælle.

Og netop dén manglende stemme afgjorde, at forslaget blev vedtaget. På forhånd havde Venstre ellers meldt ud, at partiet på ingen måde støttede at ændre ’formand’ til ’forperson’.

Irritation i Venstre

Efterfølgende opstod der ifølge Heidi Wang en del irritation i Venstre-gruppen, og dagen derpå er hun mere end ked af situationen.

Det bekræfter Venstres – nu gruppeperson – Jens Kristian Lütken over for TV 2 Lorry.

- Det er en irriterende situation for alle parter. Men sådan er vilkårene i kommunalpolitik. Her går man til afstemning, også selvom der er en, der har det dårligt, siger han til TV 2 Lorry.

Alternativet jubler

Anderledes godt har man det i Alternativet. Her er kultur- og fritidsborgmester, Franciska Rosenkilde (Å) glad for resultatet.

- Jeg er meget glad for, at vores forslag blev vedtaget. At fremme ligestilling på alle niveauer er en vigtig sag for os, og i den forbindelse betyder sproget meget, siger Franciska Rosenkilde til TV 2 Lorry.

Beslutningsforslaget blev vedtaget med stemmerne 26 mod 25.

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik