Efter debat om køn: Nu kan det være slut med en for’mand’ på Københavns Rådhus

Torsdag skal det på et møde i borgerrepræsentationen i København besluttes, om titlen formand skal skrottes til fordel for forperson. Og det er politikerne dybt uenige om.

”Det er helt fjollet”.

”Sprogbrug kan være med til at fremme ligestilling”.

Holdningerne til at ændre formand til forperson på Københavns Rådhus er yderst forskellige.

Torsdag aften stemmer politikerne så om et forslag til helt at skrotte titlen formand stillet af Alternativet.

- Vi arbejder for ligestilling på alle planer. Det gør vi på et overordnet strukturelt niveau, og så gør vi det også på et mere subtilt niveau ved at indføre et kønsneutralt sprogbrug. Derfor vil vi have det indført som krav, at man skal ændre formand til forperson, siger kultur- og fritidsborgmester, Franciska Rosenkilde (Å) til TV 2 Lorry.

På venstrefløjen får hun opbakning af flere politiske kollegaer til idéen. 

- Vores sprogbrug kan være med til at fremme ligestilling, men det skal ikke presses ned over hovedet på folk. Derfor stemmer vi for og har samtidig sammen med SF stillet et ændringsforslag, så det bliver præciseret, at det skal være valgfrit, om man vil tituleres formand eller forperson, siger gruppeformand for Enhedslisten i Københavns Borgerrepræsentation, Karina Vestergård Madsen, til TV 2 Lorry.

Det synes Konservative til gengæld er helt fjollet.

- Vi synes ikke, det flytter noget reelt. Hvad så med ord som jordemødre, fædreland og gruppeformænd? Det bliver for meget og for fjollet, siger gruppeformand for de Konservative, Jakob Næsager, til TV 2 Lorry.

Han får opbakning fra beskæftigelses- og integrationsborgmester, Cecilia Lonning-Skovgaard (V).

- Vi går ikke ind for, at vi fra kommunens side skal til at diktere, hvad den enkelte skal kaldes. Derfor stemmer vi i Venstre nej til forslaget. Man skal vælge sine kampe, og for os er det vigtigere at kæmpe for ligestilling ved eksempelvis at få flere kvindelige lærlinge på byggepladser, end det er at have semantiske diskussioner om titler, lyder det fra Cecilia Lonning-Skovgaard til TV 2 Lorry.

Og netop semantik er også i fokus hos Socialdemokratiet.

- Vi mener, det er et paradeforslag. For os er det vigtige reel ligestilling fremfor semantik, siger Jonas Bjørn Jensen (S) til TV 2 Lorry.

Torsdagens møde i Københavns Borgerrepræsentation begynder klokken 17.30.

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik