Miljøminister vil have stoppet spildevandsudslip i Øresund

Store mængder spildevand fra Hovedstaden skal udledes i Øresund. Minister efterspørger anden løsning.

Årsagen til udslippet er, at hovedspildevandsledningen, hvor der løber spildevand fra kommunerne, midlertidigt er lukket. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Det er blevet mødt med skarp kritik, at forsyningsselskaberne Hofor og Novafos fra søndag og fem dage frem vil pumpe 290.000 kubikmeter spildevand ud i Øresund.

Nu opfordrer miljøminister Lea Wermelin (S) Gentofte, København og Frederiksberg Kommuner til helt at stoppe det planlagte udslip, mens der findes alternative løsninger.

- Jeg undrer mig meget over sagen og deler bekymringen i forhold til havmiljø og badevandskvaliteten.

Læs også Gentoftes borgmester sender varm kartoffel retur: "Træk godkendelse tilbage"

- Det er en kommunal afgørelse, som jeg ikke har mulighed for at gribe ind i. Derfor skal min opfordring til kommunerne være at stoppe udledningen, som den er planlagt, og undersøge om det er muligt at finde alternativer, siger hun.

Årsagen til udslippet er, at hovedspildevandsledningen, hvor der løber spildevand fra kommunerne, midlertidigt er lukket.

Det er den, mens forarbejdet til en udbygning af Svanemølleholmen i Nordhavn pågår.

Før byggeriet kan føres ud i livet, skal ledningen fastgøres, og det skal undersøges om den overhovedet kan klare, at der bygges ovenpå. Og i løbet af de fem dage kan ledningen ikke bruges.

Det betyder, at spildevandet fra de tre kommuner vil blive sluppet ud fire kilometer ude i havet.

Læs også Borgmester kræver forklaring i spildevandssag

Projektet er efterfølgende blevet kritiseret for at skade havmiljøet. Ifølge Lea Wermelin er det vigtigt at lytte til kritikken. Men hun har ikke nogen bud på, hvordan en alternativ løsning kunne se ud.

- Jeg hørte første gang om sagen i går, og derfor er det svært for mig at vide, præcis hvilke alternativer der er mulighed for. Jeg kan bare høre, når eksperter udtaler en bekymring på baggrund af en afgørelse, så er det selvfølgelig noget, man skal lytte til.

- Og det lyder også meget voldsomt med de mængder af spildevand, som kommunerne forestiller sig, der skal udledes, siger miljøministeren.

02:50

Spildevand i Øresund: 290.000 m3 udledes fra søndag og fem dage frem. Årsagen er, at den såkaldte Lynetteledning skal undersøges.

Luk video

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik