Gentoftes borgmester sender varm kartoffel retur: "Træk godkendelse tilbage"

Gentofte og Københavns kommuner har begge givet tilladelse til, at HOFOR kan udlede 290.000 m3 spildevand i Øresund. Nu opfordrer Hans Toft, Ninna Hedeager til at trække sin tilladelse tilbage.

Hans Toft opfordrer Ninna Hedeager til at trække godkendelsen til spildevandsudledningen tilbage. Foto: Ritza Scanpix

Sagen om HOFORs udledning af næsten 300.000 m3 beskidt toiletvand i Øresund er efterhånden blevet en meget varm kartoffel. 

En kartoffel som Gentoftes borgmester, den konservative Hans Toft, netop har skovlet videre på teknik- og miljøborgmester, Ninna Hedeager Olsens tallerken. 

Læs også Krav om udsættelse: "Der er mindre end et døgn til de pumper lort ud i Øresund"

De to kommuner har ellers begge givet HOFOR deres samtykke til, at det var i orden at udlede det efterhånden meget omtalte spildevand. 

Men efter TV 2 Lorry tog sagen op, er modstanden mod projektet vokset eksplosivt og kritikken er haglet ned over både Københavns Kommune og Gentofte Kommune.

Senest har De Radikale på Københavns Rådhus forlangt, at Ninna Hedeager udsætter udledningen. 

Og Ninna Hedeager har selv, på Facebook, meddelt, at hun nu kræver en redegørelse om sagen.

Man må derfor mere end undres over, at Københavns Kommunes egen Teknik- og miljøborgmester nu udtrykker bekymring over udledningen.

Hans Toft, Gentofte, kons.

- Selvfølgelig burde jeg og Teknik- og Miljøudvalget have været orienteret om en sag som denne. Det har jeg bedt om, at vi bliver hurtigst muligt, skriver Enhedslistens borgmester. 

TV 2 Lorry har i flere dage forsøgt at få et interview med både Ninna Hedeager og Hans Toft. Det er dog ikke lykkedes endnu, men Hans Toft har lørdag aften sendt os denne kommentar på mail: 

Hvad handler spildevands-sagen om?

290.000 kubikmeter urenset spildevand svarende til 193 fyldte svømmehaller bliver fra på søndag og fem dage frem udledt direkte i Øresund.
 

Det står klart, efter både Københavns Kommune og Gentofte Kommune har givet tilladelse til, at spildevandsselskaberne Novafoss og HOFOR må udlede de store mængder spildevand, der normalt løber til rensningsanlægget Lynetten på Refshaleøen.
 

Årsagen til den store udledning er forarbejdet til en udbygning af boligområdet, Svanemølleholmen, i Nordhavn.

 

Byudviklingen kræver nemlig flere boliger – men under jorden på den nuværende industrigrund, hvor boligerne i Svanemølleholmen på sigt skal skyde op, ligger en vital hovedspildevandsledning kaldet ”Lynetteledningen”, som forbinder Strandvængets Pumpestation på Østerbro med Lynetten Rensningsanlæg på Refshaleøen og håndterer spildevand fra både Frederiksberg, Gentofte og København.

 

Før byggeriet kan blive til virkelighed, skal Lynetteledningen fastgøres, ligesom det skal undersøges, om spildevandsledningen fra 1978 kan klare, at der skal bygges ovenpå den – og mens det sker, kan den ikke bruges.

 

Og derfor bliver de store mængder spildevand, der kun har været igennem et filet for at undgå større genstande som toiletpapir og lignende, en såkaldt mekanisk rensning, i stedet udledt direkte i Øresund fire kilometer fra kysten ved Skovshoved.

Se mere

"Gentofte kommune er naturligvis meget gerne helt fri for udledningen. Denne har og vil aldrig være et ønske fra os, skriver Hans Toft og fortsætter: 

"Udledningstilladelsen er en følge af vores respekt for en aftale mellem Københavns Kommune og et næsten enigt Folketing vedrørende udviklingen af Nordhavnsområdet. Man må derfor mere end undres over, at Københavns Kommunes egen Teknik- og miljøborgmester nu udtrykker bekymring over udledningen, lyder det fra Gentoftes borgmester, der hentyder til Ninna Hedeagers facebookopslag tidligere lørdag eftermiddag.

Hvis Ninna Hedeager Olsen ikke finder, at der er belæg for udledningen, vil jeg kraftigt opfordre hende til at benytte den mulighed, hun har som borgmester, til at trække den ønskede godkendelse tilbage.

Hans Toft, Gentofte, kons.

"Hvis Ninna Hedeager Olsen ikke finder, at der er belæg for udledningen, vil jeg kraftigt opfordre hende til at benytte den mulighed, hun har som borgmester, til at trække den ønskede godkendelse tilbage. Så vil vi omgående følge efter," afrunder Hans Toft, der ikke begrunder, hvorfor han ikke selv blot trækker sin kommunes tilladelse tilbage. 

Minister: Ikke mulighed for at gribe ind

Fra flere fronter har man de seneste dage krævet, at miljøminister Lea Wermelin går ind i sagen om spildevandsudledning i Øresund. Men det er ikke muligt, lyder det nu.

Miljøminister Lea Wermelin (S) understreger, at det er Gentofte og Københavns Kommune, der har taget beslutningen, og at hun ikke har mandat til at ændre beslutningen:

Læs også Kommuner tillader udledning af spildevand i Øresund i fem dage – eksperter er rystede

- Det er bare ikke en mulighed at kunne gribe ind som minister. Derfor er min opfordring til København og Gentofte, at de nu får kigget på denne her sag og stoppet den, siger Lea Wermelin, S, til TV 2. 

Hvis ikke udledningen af spildevandet bliver stoppet, er det planen, at HOFOR åbner for hanen søndag.  

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik