Københavns Politi indfører opholdsforbud omkring populære feststeder

Efter problemer med store fester i Nørrebroparken indfører Københavns Politi nu opholdsforbud. Derudover vil politiet øge bevågenheden med nattelivet.

I to dele af Nørrebroparken bliver det nu ulovligt at tage ophold i aften- og nattetimerne fra i dag torsdag og frem til søndag morgen.

Københavns Politi oplyser, at de har udstedt opholdsforbud ved Skateparken og Hørsholmparken – to populære områder langs Superkilen i hver sin ende af Nørrebroparken.

Opholdsforbuddet gælder torsdag, fredag og lørdag i tidsrummene fra klokken 18 til klokken 06 morgenen efter.

Politiets indgriben sker, efter smitten med covid-19 har været stigende i København de seneste dage, og samtidig har netop de to steder i Nørrebroparken de seneste weekender været yndede udflugtsmål for især festende unge.

- Smittetallet går desværre i den forkerte retning, og det er vi selvfølgelig nødt til at tage konsekvensen af. Vi kan ikke acceptere, at større grupper forsamles i en tid, hvor vi skal gøre en ekstra indsats for få nedbragt smitten i København, udtaler politidirektør i Københavns Politi Anne Tønnes og fortsætter:

- Derfor indfører vi nu et midlertidigt og tidsbegrænset opholdsforbud i de dele af Nørrebroparken, hvor vi den seneste tid har haft udfordringer med mange mennesker i aften- og nattetimerne.

Opholdsforbud og bødetakster

Et opholdsforbud betyder, at det er ulovligt at tage ophold på stedet. Man må dog gerne bevæge sig i området, hvis der er tale om såkaldt ”almindelig færden det pågældende sted” – for eksempel en gåtur, eller hvis man er på vej et sted hen.

 

Et opholdsforbud kan udstedes i op til syv dage. Forbuddet kan forlænges. Forbuddet skal offentliggøres ved skiltning og på politiets hjemmeside.

 

Bøden for at overtræde det midlertidige opholdsforbud er fastsat til 2.500 kroner i førstegangstilfælde. Der vil i gentagelsestilfælde være grundlag for højere bødestraffe.

 

 

Kilde: Rigspolitiet

Sker efter problemer med for store fester

I netop Nørrebroparken har Københavns Politi de seneste weekender haft travlt med at lukke ned for fester, give påbud og sigtelser for at forsamles for mange.

TV 2 og TV 2 Lorry har således kunne berette om politiindsatser mod fester ved Skaterbanen i Nørrebroparken den seneste weekend og de to forudgående weekender inden.

Nørrebroparken er dog ikke det eneste sted i byen, hvor Københavns Politi denne weekend vil have ekstra bevågenhed.

 - Vi kommer i weekenden til at være markant til stede i aften – og nattetimerne. Vores patruljer vil holde et skarpt øje med, at reglerne bliver overholdt på beværtningerne, og de kommer til at skride ind, hvis festen fortsætter i det fri efter lukketid ved midnat, siger Anne Tønnes.

Sådan har det set ud ved Skaterparken på Nørrebro flere gange henover sommeren.
Sådan har det set ud ved Skaterparken på Nørrebro flere gange henover sommeren.
Foto: TV 2

Tredje gang med opholdsforbud i København

Med opholdsforbuddet griber politiet et tidligere anvendt værktøj i kassen med udvidede beføjelser under coronapandemien, som i marts blev vedtaget via en hastelov.

I foråret og forsommeren nedlagde politikredsen i København midlertidige opholdsforbud først på Islands Brygge og senere i et område i Nordhavn omkring Sandkaj og Göteborg Plads.

Og netop de to områder er igen genstand for øget bevågenhed fra politiets side. Sammen med opholdsforbuddene i Nørrebroparken justerer Københavns Politi listen over de såkaldte advarselszoner. Det er områder, hvor politiet vil holde et ekstra øje og være mere til stede.

Foruden Islands Brygge og området i Nordhavn omkring Sandkaj og Göteborg Plads optræder Kongens have, dele af Fælledparken samt Dronning Louises Bro også på listen over advarselszoner.

Uden for København er opholdsforbud som metode for at bremse potentielle fester heller ikke unormal praksis på det seneste.

I Roskilde nedlagde Midt- og Vestsjællands Politi i midten af august et midlertidigt forbud mod at opholde sig i Byparken og Folkeparken for at bremse en årligt tilbagevendende begivenhed med mange festende gymnasieelever.

Et lignende tiltag foretog Nordsjællands Politi i Dyrehaven for at forhindre en årlig gymnasiefest.

Herunder kan du se, hvor de to steder i Nørrebroparken med opholdsforbud ligger:

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik