Kendt journalist: Frank Jensen stak sin hånd op under min kjole

Journalist Annegrethe Felter Rasmussen kan dog hverken huske det præcise år, eller sted hun skulle være blevet krænket.

Frank Jensen har angiveligt befamlet adskillige kvinder gennem årenes løb. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Journalist Annegrethe Felter Rasmussen melder sig nu i de kor af kvinder, som mener at være blevet krænket af Københavns overborgmester Frank Jensen (S).

I et opslag på sin Facebook-profil søndag aften fortæller hun, at Frank Jensen for mere end 20 år siden, da han var minister, førte en hånd op under kjolen på hende.

Episoden skulle være sket under en officiel frokost, mens hun var højgravid.

Læs også Kys, slik og befamling: Her er Frank Jensens mange krænkelsessager

Annegrethe Felter Rasmussen kan dog ikke huske det præcise år, men det foregik enten i sensommeren 1996 eller 1998, skriver hun.

- Om end jeg ikke kan huske årstallet, ved jeg det med sikkerhed, fordi jeg var gravid (og det var jeg begge de år), skriver hun i sit Facebook-opslag.

Frank Jensen var i den omtalte periode fra 1996 til 1998 henholdsvis socialdemokratisk forskningsminister og justitsminister.

Læs også S-gruppeformand: - Jeg ville fremstå som komiske Ali, hvis jeg sagde, det var gavnligt

Annegrethe Felter Rasmussen fortæller, at hun havde Frank Jensen til bords ved en officiel frokost i København. Hun var inviteret som repræsentant for Weekendavisen, men ligesom med årstallet husker hun ikke det præcise sted, hvor frokosten fandt sted.

- Lokationen var et slot (jeg går ud fra, det var Amalienborg, men det kan også have været et "fint lokale" på Christiansborg), skriver hun.

En hånd under kjolen

Ifølge Annegrethe Felter Rasmussen mærkede hun under frokosten pludselig Frank Jensens hånd under bordet, og hun fortæller, at hånden kom op under hendes kjole og blev placeret oppe ved hendes skridt.

Frank Jensen stak sin hånd op under Annegrethe Felter Rasmussens kjole under en frokost engang sidst i 1990'erne, påstår hun.   Foto: Scanpix

Ifølge Annegrethe Felter Rasmussen rykkede hun sig instinktivt væk med et sæt.

- 'Hvad foregår der?', spørger jeg, og ministeren svarer 'Åh, undskyld, jeg bliver bare altid så opstemt af gravide kvinder', skriver hun i opslaget.

Annegrethe Felter Rasmussen fortæller, at hun over årene af og til har underholdt sine venner med anekdoten for at vise, at Frank Jensen "var noget af en 'don Klammo'", som hun formulerer det.

Hun er dog flov over dette.

- Jeg syntes, optrinnet gjorde ham til grin, og jeg har med skam at melde aldrig reflekteret over min egen rolle. Men det har jeg nu.

- For ved at reducere den uacceptable opførsel til en vittighed eller en "god historie" (og jeg har mange på lager af den slags), som man kunne underholde med, har jeg givet mit mikroskopiske bidrag til, at opførslen kunne fortsætte år efter år, skriver Annegrethe Felter Rasmussen.

Læs også Kredsformand: - Frank Jensen bør træde tilbage som næstformand

Til Berlingske siger Annegrethe Felter Ramussen, at hun ikke husker ikke, hvem der ellers deltog ved frokosten, hvorfor det ikke har været muligt for avisen at få historien bekræftet fra vidner.

Det har ikke været muligt få TV 2 Lorry eller Berlingske at få en kommentar fra overborgmester Frank Jensen (S), da han søndag aften ved denne artikels udgivelse sidder i krisemøde på Københavns Rådhus oven på de seneste dages beskyldninger om krænkende adfærd.

Annegrethe Felter Rasmussen er mangeårig journalist og var i 1990'erne ansat på både Information, Weekendavisen og Berlingske Tidende. I 00'erne var hun tilbage på Information som korrespondent i London og Paris.

I dag er hun chefredaktør POW International, som hun selv var medstifter af i 2016.

Annegrethe Felter Rasmussen har i flere omgange i sin karriere været beskyldt for plagiat - blandt i 2015, hvor Altinget opsagde sit samarbejde med hende.

"Frank Jensen viser sig jo at være det, man kunne kalde en vanekrænker. Han har ganske mange sager på samvittigheden af...

Slået op af Annegrethe Felter RasmussenSøndag den 18. oktober 2020

Nye beskyldinger i Jyllands-Posten

Frank Jensen indkaldte lørdag til aftenens krisemøde på rådhuset. Baggrunden for mødet er en artikel, som Jyllands-Posten bragte fredag, hvor to kvinder fortæller, at han har befamlet dem.

Den ene sag er fra 2012 og omhandler Maria Gudme, der i dag er regionrådsmedlem i Region Hovedstaden for Socialdemokratiet. I 2012 var hun 23 år gammel og ansat som organisationssekretær i Socialdemokratiet i København. 

Læs også Det føltes som en magtdemonstration, da Frank Jensen ringede ud af det blå

I forbindelse med et besøg på værtshus, hvor en større gruppe socialdemokrater var samlet efter at have deltaget i seminar, blev Maria Gudme efter eget udsagn krænket af Frank Jensen ved, at han lagde sin hånd på hendes lår, hvorefter den fortsatte op under hendes kjole og helt op ad hendes inderlår.

En anden kvinde, der udtaler sig anonymt i Jyllands-Postens artikel, fortæller, at også hun blev krænket af overborgmesteren.

Kvinden, der igennem flere år har været folkevalgt politiker på Københavns Rådhus for et andet parti end Socialdemokratiet, fortæller til avisen, at Frank Jensen i 2017 befamlede hendes ben efter et møde på rådhuset med øl på bordet.

Nye krænkelser dukker op til overfladen

Søndag er krænkelsesanklagerne mod Frank Jensen taget yderligere til i styrke.

Cecilie Sværke Priess, der er formand for DSU i København, har fortalt Jyllands Posten, at hun har modtaget otte nye sager om personer, der har oplevet eller været vidner til krænkelser fra Københavns overborgmester, Frank Jensen.

Læs også S-ledelse får nye klager over Frank Jensen inden møde

I et interview på TV 2 News søndag siger Frank Jensen, at han er blevet forelagt, at han skulle have givet et kys i 2019 til DSU’s formand (altså Cecilie Sværke Priess, red.)i Fælledparken.

- Jeg har snakket med min kone om det, vi gik sammen i et optog ud til Fælledparken, og vi havde vores barnebarn på tre år med. Så det er en historie, jeg ikke på nogen måde kan genkende, sagde Frank Jensen foran den fremmødte presse, da han ankom til rådhuset tidligere i eftermiddags. 

Udtalelsen fra Frank Jensen har fået Cecilie Sværke Priess op i det røde felt. Hun fortæller til TV 2, at det er hende, som Frank Jensen taler om. Dermed er hun en af de otte personer, der er nævnt i Jyllands Postens artikel.

Cecilie Sværke Priess deltager også på aftenens krisemøde på rådhuset. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Hun fortæller søndag til TV 2, at der var en klar aftale om at holde hende anonym i sagen. Og at Frank Jensen med sin udtalelse til TV 2 News søndag inden krisemødet har brudt den aftale.

Cecilie Sværke Priess deltager også på aftenens krisemøde på rådhuset i kraft af hendes formandskab for DSU København.

03:54

Hør, hvad BT og Politikens politiske redaktører spår, der kommer til at ske med Frank Jensen ved aftenens krisemøde i dette indslag bragt i TV 2 Lorrys nyhedsudsendelse søndag klokken 18.15.  Foto: TV 2 Lorry

Luk video


Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik